Mediekommentar: 98 år og på stoffer - Per Wennick beviser igen, at der kan komme fremragende TV ud af at tale med gamle og ukendte

Per Wennicks nye dokumentar om det 98-årige livstykke Tove Manswell er på niveau med hans bedste portrætudsendelser »Grevinden på tredje« og »Varvara«.

Der er stadig masser af levekvinde over 98-årige Tove Manswell. Hver aften slutter hun dagen med at rulle en joint for at tage de dårlige nerver.   Fold sammen
Læs mere
Foto: DR

I en kultur, der igen og igen hylder ungdommen og de i forvejen kendte, er Per Wennicks portrætudsendelser en lykkelig undtagelse. Et bevis på, at der kan komme overordentligt godt TV ud af at tale med folk, der har et langt liv bag sig. Af at give stemme til mennesker, der ellers ikke er kendt i offentligheden.

Det gælder i den grad også hans nye DR-dokumentar »Skøn, skæv og 98« om Tove Manswell.

Den 98-årige kvinde er nu også lidt af et livstykke.

Hun har skudt nazister i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, orkede ikke rigtig det der med børn og barnevogne, blev hippie da hun var i 50erne og har siddet halvandet år i et libanesisk kvindefængsel for at have smuglet hash.

Tove Manswell er ikke kun et livstykke i kraft af det helt utrolige liv, der ligger bag hende; der er stadig masser af levekvinde over hende.

Hun kæderyger smalle cigaretter, siddende i sin kørestol iført japansk kimono og røgfarvede briller, og synger med på evergreens som »Yesterday when I was young« og »Non, je ne regrette rien«, som hun spiller fra YouTube på sin iPad. Hun taler et skønt gammelkøbenhavnsk, »ciklede« for eksempel ned på rådhuset en af de gange hun blev gift, og hun blander gerne fransk og engelsk ind i sætningerne. Hendes første kæreste omtales som en »boyfriend«, og når sosu-assistenten banker på døren, kvidrer hun konsekvent: »Entrez«. Hver aften slutter den elegante kvinde dagen af med et ritual, der nok ville få det til at gibbe i de fleste af hendes jævnaldrende: Hun ruller sig en joint for lige at tage toppen af de dårlige nerver.

Mennesker og TV fra en anden tid

Per Wennick har med andre ord gjort det igen: Fundet et excentrisk, kantet, men elskeligt menneske af den slags, man ikke troede eksisterede længere og ladet personen fortælle historien selv i et roligt tempo. Poetisk og livsbekræftende.

Har man set »Grevinden på tredje« (1996) om Erna Hamilton, portrættet af baronesse Varvara Hasselbalch i »Varvara - uden mors velsignelse« (2005) eller »Æblehovedet og kommandanten« (2002) om de to søskende Frida og Dora, bliver man ikke skuffet.

Som TV kan Per Wennicks udsendelser vel selv siges at tilhøre en anden tid. Rolige og kronologisk fremadskridende som de er. Det er fjernsyn, hvor der er tid til den gode historie, hvor billederne får lov at stå, og hvor dramaet ikke forceres, selvom der er masser af ramasjang i historien.

Og nej, det er ikke kritisk TV i den forstand, at Tove Manswell i en hardtalk af den slags, hvor intervieweren er den egentlige hovedperson, skal konfronteres med, at det er ulovligt at ryge hash, eller hvorvidt hun burde have taget sig mere af sine børn. Det er en fortælling med den portrætteredes egne ord.

Hun klarer i øvrigt selvransagelsen fint uden påtaget konfrontation. Som hun siger, da hun fortæller om sin tid på pigeskole: »De var altid efter mig, men jeg var nu også sur!«.

Eller da hun opsummerer sit liv:

»Jeg har bare været dum. Ellers fortryder jeg ikke noget.«

»Skøn, skæv og 98« kan ses på dr.dk/tv