Spektakulært portræt af en kvinde, der blev født som mand, kommer nu under hammeren

Danske Gerda Wegener har de seneste år opnået stor popularitet godt hjulpet på vej af den britiske spillefilm »Den danske pige«. Nu kommer kunstnerens nøgenportræt af sin partner på auktion. Vurderingen lyder på en halv million.

Gerda Wegeners billede kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København 8. marts. Vurderingen lyder på 400.000-500.000 kroner. Foto viser kun et udsnit af maleriet. Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Kunstverdenen er i færd med at genopdage en række ofte oversete danske kvindelige kunstnere, og det ser man både på landets museer og på auktioner, som har et stærkt fokus på netop kvindelige kunstnere.

Gerda Wegener (1885-1940) er en af de lysende danske kunstnere, der de seneste år har oplevet en sand revival godt hjulpet på vej af kunstmuseet Arkens store udstilling i 2015/16, som var den største om kunstneren nogensinde, og ikke mindst den britiske film »Den danske pige« fra 2015, der handler om kunstnerens partner, den transseksuelle Lili Elbe, der blev født som Einar Wegener, og som var en af de første i verden, som fik foretaget en kønsskifteoperation.

Nu kommer Gerda Wegeners næsen 100 år gamle portræt af Lili Elbe under hammeren på Bruun Rasmussens Kunstauktioner i København.

Gerda Wegener malede portrættet af sin mand, maleren Einar Wegener (1882-1931), som i en periode brugte navnet Lili Elbe, i 1924. Han var en af de første i verden, som fik foretaget en kønsskifteoperation. Billedet har titlen »I Sommervarmen«. Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Billedet, der har titlen »I Sommervarmen« (1924), viser Lili Elbe nøgen, forførende med en vifte i den ene hånd, set fra siden halvt siddende og halvt liggende i en rødpolstret rokokostol. Maleriet har orientalske og erotiske undertoner, og ser man på det nu i 2022, hvor der er et stærkt fokus på køn, identitet og seksualitet, tænker man uvilkårligt på kunstnerens og den portrætteredes usædvanlige parforhold.

»Maleriet er så velmalet, at beskueren straks indfanges af billedets æstetiske kvaliteter og smukke detaljer. Kønstematikken lader sig ikke umiddelbart afkode, og på den måde udfordrer kunstneren den indforståethed, vi aflæser et motiv med. Konstateringen af, at den model, vi betragter, er en kvinde, der biologisk er født som mand, rokker ikke ved værket. Det lever både med og uden denne viden – uagtet køn, præferencer og orientering – hvilket indskriver det blandt de bedste værker fra kunstnerens hånd,« udtaler Peter Beck, ekspert i afdelingen for moderne kunst ved Bruun Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Billedet, der indgik i Arkens udstilling om Gerda Wegener, er vurderet til 400.000-500.000 kroner, og auktionen finder sted på kvindernes internationale kampdag, 8. marts.

Dekadence og erotik

Gerda Wegener var både som kvinde gennem sit parforhold og som kunstner med til at sprænge grænserne for kvinders kønsidentitet. Hendes billeder, hvor hun ofte brugte Lili Elbe som motiv, afspejlede en usædvanlig frigjorthed.

Gerda Wegener, som blev født i en konservativ, højkirkelig præstefamilie i Hammelev ved Grenå, var uddannet på Kunstskolen for Kvinder på Kunstakademiet 1902-1905. Hun tegnede i en årrække til Politikens søndagstillæg, hvor hun var kendt for sine raffinerede, dekadente og erotisk vovede tegninger.

1912-1931 boede hun med sin mand, maleren Einar Wegener (1882-1931), i Paris, hvor hun fik succes som portrætmaler, mode- og karikaturtegner.

Ægtefællen, der en tid brugte navnet Lili Elbe, assisterede med billedernes udformning og stod model til flere af sin kones kvindeskikkelser. Han døde, kort efter at han i 1930 som en af de første i verden fik foretaget en række kønsskifteoperationer.

Gerda Wegener giftede sig igen, denne gang med den 11 år yngre italienske major Fernando Porta. Parret flyttede til Marokko og boede i Marrakesh og Casablanca, indtil de blev skilt i 1936. I 1938 vendte Gerda Wegener tilbage til Danmark, hvor hun døde i 1940.

Kilder: Wikipedia og Den Store Danske Encyklopædi.