5 stjerner: De bliver nappet i skridtet af tøjklemmer, de smadrer biler, er glatbarberede og morfer sig sammen med deres fædre

På Arken er ambitionen lige nu at bidrage til at få skrevet de kvindelige kunstnere ind i kunsthistorien. Med deres »Kvinder i opbrud« er der smæk for skillingen.

I Lena Johanssons supernaturalistiske værk »Ida«, 2021, forekommer både kunstneren og den portrætterede knytnævestærke kvinde i deres opgør med kvinde- og kønsidealerne og tager en uforfærdet bid af æblet i deres selvdeklarerede paradis. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dér står hun, malet naturskønt frem i oliefarver, den lille pige med hatten i hånden, foran en rød låge på klem, og vender sig om en sidste gang, inden hun vil bevæge sig ind i den spirende skov.

Solens stråler strejfer hendes faste, selvstændige blik. Hun er i centrum i verden, ikke staffage ude i hjørnet af et maleri, som børn ellers var. Og hun er på vej, må vi forstå. Ind i Det moderne gennembrud!

Sophie Holten: »En lille pige ved en rød låge«. Udateret Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole Haupt.

Maleriet er udateret, men vi ved, at kunstneren bag, Sophie Holten (1858-1930), var en sen guldaldermaler, aktiv på internationale udstillinger og i kvindesagen, og levede sammen med en anden kvinde.

Der er tydeligvis en masse på færde i det her enkle oliemaleri, som åbner for udstillingen »Kvinder i opbrud« på Arken. Her beskæftiger 64 kunstnere, både døde og levende, mænd og flest kvinder, sig med kvindeskildringer gennem de sidste 150 år, med fokus på brud med deres samtids gældende kvindeidealer.

Og jeg har glædet mig, for der er smæk for skillingen med kunstneriske mastodonter som Louise Bourgeois, Francisca Clausen, Guerrilla Girls, Lea Guldditte Hestelund, Astrid Holm, Olivia Holm-Møller, Kirsten Justesen, Lene Adler Petersen, Birgit Jürgensen, Marie Krøyer, Lee Miller, Laure Prouvost, Cindy Sherman, Sofie Calle, Pipilotti Rist og Gudrun Hasle, for blot at nævne et lille udsnit.

Flere af kunstnerne går igen i de mange andre gruppeudstillinger, der i de seneste år har haft en ambition om at få skrevet kvinderne ind i kunsthistorien, blandt andet på Louisiana og Statens Museum for Kunst – og det gør virkelig ikke spor. For er det ikke på tide, at vi for alvor lærer alle de her kunstnere at kende, så vi i fremtiden kan nikke lige så genkendende til et værk af Sofie Holten som et af Michael Ancher?

Vi er midt i en cementeringsfase, må vi forstå.

Stillfoto fraTabita Rezaires svimlende kropspositivistiske videoværk »Sukkervæggenes tårerige«, som Arken har valgt som punktum for sin opbrudsudstilling. Her opfordres alle kvinder til at ære deres livmoder med dans og liflig onani i et lyshav af en meditationshyldest. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stillfoto.

Lågen går op

Gad vist, hvor meget Sophie Holten havde forestillet sig ville lykkes, da hun sendte »En lille pige ved en rød låge« afsted på tærsklen til Det moderne gennembrud. Det tog fart i 1870, og med små sikre skridt udviklede bruddet sig til at forandre vilkårene for kvinderne, så de kom til at ligne mændenes: Retten til at tage en studentereksamen, studere på universitetet, stemme og siden få adgang til Det Kongelige Danske Kunstakademi, som Sofie Holten aldrig kom til, og som kvinderne først fra 1924 kunne uddanne sig på på samme vilkår som mændene.

Og tænk, hvis den lille pige ved lågen var blev præsenteret for det svimlende kropspositivistiske videoværk, som Arken har valgt som punktum for sin opbrudsudstilling. Mon hun i sin vildeste fantasi kunne forestille sig et værk i levende billeder, der opfordrer til, at kvinder skal ære deres livmoder med dans og liflig onani i et lyshav af en meditationshyldest?

Videoværket »Sukkervæggenes tårerige« er fra 2016 og af fransk-guyanesisk-danske Tabita Rezaire, der i sin helende tilgang til kvindeundertrykkelse tager udgangspunkt i, hvordan vestlig videnskab i starten af 1900-tallet brugte sorte slavegjorte kvinder til horrorlignende gynækologiske eksperimenter.

Det ender i ovennævnte meditationshyldest til livmoderen, kogt sammen i et kitschet formsprog med new age-shine i lilla og lyserødt interiør, påklistrede packshot-fotos af operationsstole, historiske billeder og animationer af en livmoder, der drejer rundt om sig selv og sammensmeltes med det afrikanske kontinent.

Værket falder godt ned i nærheden af feminismens fjerde bølge, der ønsker at frisætte kvindens seksualitet og inddrager både race, køn og postkoloniale blikke, godt hjulpet på vej af feminine stærke kvinder.

Et af sporene i udstillingen er de tiltagende identitetspolitiske strømninger, hvor definitionen af personlige pronominer udvikler sig til at blive mange, og billedet af en mand eller kvinde kan have utallige former. For eksempel i Cassils »Pin-up fra magasinet Lady Face Man Body, No. 3« fra 2011, der får os til at tænke over, hvad vigtigheden af fastdefinerede former betyder for mennesket. Fold sammen
Læs mere

På ryggen af hinanden

Holtens og Rezaires kvindeportrætteringer illustrerer samtidig de to indholdsmæssige spor, som løber parallelt gennem udstillingen: Ét om kunsthistorieskrivningen og kvindernes vilkår som udøvende kunstnere og et andet om de tiltagende identitetspolitiske strømninger, hvor definitionen af personlige pronominer udvikler sig til at blive mange, og billedet af en mand eller kvinde kan have utallige former.

For eksempel i Cassils »Pin-up fra magasinet Lady Face Man Body, No. 3« fra 2011, der får mig til at bremse hårdt og måbende op og tænke over, hvilket køn der var udgangspunktet for dette amazonemenneske med spændte muskler, bryster, smalle hofter og højrød læbestift, der står så forfriskende knivskarpt frem, at jeg et kort øjeblik har svært ved at hitte ud af mine egne seksuelle præferencer.

Sine steder i udstillingen ville nogle uddybende værktekster have været en virkelig god hjælpende hånd til at understøtte forståelsen af kuratorernes valg og intentioner med de specifikke værker.

Andre steder står værkerne godt selv og behøver ikke spor ord – nogle på skuldrene af hinanden – og giver en indikation af, hvordan den ene kunstners værk taler sammen med et værk fra sin fortid. Andre afføder det næste.

Ved siden af Marina Abramovićs performative videoværk, hvor hun børster sit hår længe og hidsigt, mens der langsomt zoomes ind på hendes nøgne krop, hænger et yndigt oliemaleri af Berthe Morisot med en indadvendt kvinde, der er ved at flette sit gyldne hår.

På et andet er Skagensmalernes smukkeste model, forlød det engang, Marie Krøyer, portrætteret af sin mand, P.S. Krøyer. Hun ser sig selv i spejlet, optaget af sin skønhed. Abramović er ikke ret yndig, hun vil gøre op med ideen om, at det feminine er enslydende med det smukke, og at kunst overhovedet skal være smukt.

I slutningen af 1800-tallet gør de to fotografer Bolette Berg og Marie Høegh op med kønsstereotyperne i en række fotos, hvor de poserer, som mænd ville gøre det, og ender op i nogle komiske positurer som »stærk mand« og »mænd, der ryger smøger i en robåd«. »To kvinder fotograferet i studiet i en båd«, cirka 1895-1903. Fold sammen
Læs mere

Opgør med kønsstereotyperne

Det er lidt af et spændingsfelt, »Kvinder i opbrud« ønsker at gabe over, her, hvor vi ikke alene skal forholde os til identitetspolitik og kvindernes kunsthistorie, men også kvinder, der på alle måder giver den én over nakken.

De bliver nappet i skridtet af tøjklemmer, de smadrer biler, er glatbarberede, morfer sig sammen med deres fædre eller med superkendte skønheder, fremviser deres kropslige deformiteter (i forhold til normen), klamrer sig til en stripperstang, udstiller deres barnløshed og ønsket om at få et barn med deres kat.

En kvindelig avatar iklæder sig en mands hud, tydeligvis stærkt utilpasset, to andre leger i slutningen af 1800-tallet med kønsstereotyperne i en række fotos, hvor de poserer, som mænd ville gøre det, og ender i nogle komiske positurer som 'stærk mand' og 'mænd, der ryger smøger i en robåd'.

Og så er der midt i det hele det supernaturalistiske nøglemaleri med den unge pige, der sidder i noget rødt, lidt for stort hiphop-tøj oven på et komfur og flabet æder af et æble.

Værkerne forekommer mestendels knytnævestærke i deres opgør med kvinde- og kønsidealerne. Både de portrætterede og de udøvende kunstnere tager på alle måder en uforfærdet bid af æblet i deres selvdeklarerede paradis. Det er fedt.

To gumpetunge reoler

Alligevel vokser træerne ikke ind i himlen. For inden jeg træder ind i udstillingen, pakket med værker der sprænger gennem glasloftet, støder jeg direkte ind i to gumpetunge træreoler. Jeg var ellers lige så lettet over at kunne konstatere, at vi kun ser tilbage på en tid, hvor kvinderne alene var objektet for kunstnerens blik – en endimensionel flade, som manden frembragte i sit mangedimensionerede liv.

På de to reoler er rækkevis af en serie af Taschens monografiske bøger, der præsenterer væsentlige kunstnere gennem historien. I alt 181 styk. Omtrent lige dele om mandlige og kvindelige kunstnere. Da jeg begynder at bladre i dem, er 92 af de i alt 97 kvindelige monografier med komplet blanke sider. De glittede forsider ligner fuldstændig de andre, men er åbenbart kunstnere, som Taschen ikke fandt relevante. Louise Bourgeois, Hilma af Klint, Cindy Sherman og Artemisia Gentileschi, for eksempel.

I 2010 købte de to kunstnere Ditte Ejlerskov og Eva Marie Lindahl 89 bøger i serien og kunne konstatere, at kun fem af bøgerne omhandlede kvindelige kunstnere.

Da forlaget ikke mente, at deres liste med yderligere 92 forslag til andre kvindemonografier var værdige, har de trykt forsiderne selv. Nu står de her som tomme spøgelseshæfter og griner os lige op i fjæset og minder os om, hvor vigtigt det er, at museerne lige nu viser solo- og fællesudstillinger, med alle de kvinder, der fortjener hver deres monografi. Naturligvis.

Hvad: »Kvinder i opbrud«
Hvor: Arken; Skovvej 100, Ishøj.
Hvornår: Frem til 14. august.