Set alle disse år efter, de er blevet til, forekommer Gerda Wegeners billeder selvfølgelig tilforladelige. Både i motiverne – flirten med seksuel identitet ligger i hver anden musikvideo - og i udtrykket: Figurative. Ofte anekdotiske. Lidt glansbillede- eller ugebladsagtigt. Omend teknisk fremragende. Men dengang! Dengang må billederne have været meget opsigtsvækkende og meget mærkelige.
Det er en dramatisk historie, udstillingen fortæller på en fin og eftertænksom måde. Man kan blive helt rørt over at tænke på, hvordan Gerda og Einar møder hinanden på Kunstakademiet i København og gifter sig, da de er henholdsvis 19 og 21. De har begge en baggrund i provinsen. Gerda Maria Frederikke Gottlieb blev født i Hammelev i 1885 og voksede op i Hobro. Einar Wegener (født 1882) kom fra Vejle. Heldigvis er der en større biografi om Wegener på vej skrevet af Nikolaj Pors, for man spekulerer uvilkårligt på, hvordan de har fundet hinanden, og hvordan de har skabt det fortrolighedsrum, der har gjort det muligt for dem at tage på en rejse ind i dem selv og ud i Europa. Gerda var tiltrukket af både mænd og kvinder og fandt måske begge dele i Ejnar. Hvordan har hans seksualitet været i de ganske unge år?
Det var selvfølgelig ikke nemmere at være kvindelig kunstner dengang. Også på Akademiet blev kvinder diskrimineret, da Gerda Wegener gik der. Hun falder lidt uden for flokken på to måder, der selvfølgelig svier til hende senere. Symbolismen er ved at være gammeldags i forhold til de mere karske Fynbomalere, der skildrede virkeligheden og det arbejdende folk og ikke indadvendte kvindeskikkelser fra borgerskabet som nu Ellen von Kohl, som Gerda Wegener portrætterede i 1906 og gerne ville have vist på en af de censurerede udstillinger på Den Frie eller Charlottenborg, der dengang havde meget stor betydning i det danske kunstliv.
Afvisningen gav anledning til den såkaldte bondemalerstrid, hvor man set i retrospektivt lys kan konstatere, at Gerda Wegener og hendes fortalere – selv forholdt hun sig tavs, klog kvinde – hørte til det tabende hold.
Paris var en fest
Værre var det, at hun var kommerciel. Ikke alene tegnede hun til dagbladene. Hun lavede også reklamer! På udstillingen er der eksempler, der viser hendes elegante og humoristiske greb. Det går igen i hendes egentlige billeder. Elegancen, dristigheden, den sikre streg. Om Herman Bang, der i begyndelsen af 1900-tallet kunne vække opsigt ved at flanere på Strøget, som dengang hed Ruten, hed det, at han havde en »velkendt særhed«. Det var forfatterkollegaen Sophus Claussens formulering – og hans var blandt de venlige. Gerda Wegener havde også en »særhed«. Hun begærede kvinder – og når det overhovedet er interessant, er det, fordi mange af udstillingens billeder viser hendes fascination af kvindekroppen. I sine billeder gengiver hun dem forelsket med stor indlevelse og fortrolighed med motivet.
Gerda Wegeners liberale seksuelle orientering fik også betydning for Einar. Einar var Gerdas allerbedste ven, og de tog sammen til Paris, hvor de både blev en stor succes og kunne færdes i sofistikerede og frisindede kredse, hvor (køns)moralen ikke var så konventionel, at det gjorde noget.
Gerda Wegener blev meget efterspurgt. Også som portrætmaler. Og Einar Wegener hjalp hende gerne. Han havde en krop, der i hvert fald i hans hustrus kyndige malerhænder var smukkere end mange kvinders, så han begyndte at sidde model, og noget blev åbenbart udløst i ham, da han tog kvindetøj på. Shaved her legs/and then he was a she, som det hedder i Lou Reeds berømte sang om at tage a walk on the wild side.
Det har Wegener-parret virkelig også gjort i Paris og om sommeren i Beaugency eller på Capri. Kontakten med det danske kunstliv blev opretholdt gennem regelmæssige udstillinger i Ole Haslunds Hus på Strøget. Men legen med kønsidentiteten bliver afgørende for Einar, som efterhånden opdager, at han er mere kvinde end mand. Gerda Wegener hjælper ham ved både at male billeder af ham som kvinde og dem sammen som to kokette veninder. Og hun støtter ham også i beslutningen om at få en operation, så Einar kan blive til Lili. Desværre dør Lili af komplikationer som følge af operationen. Gerda Wegener foretager herefter måske en radikal seksuel nyorientering og gifter sig med en officer i det italienske luftvåben og følger ham til Marokko, hvorfra nogle af udstillingens sidste og mindst interessante billeder stammer.
Mange kunstinstitutioner gør i disse tiår en indsats for både at rette op på tidligere tiders vurdering af kvindelige kunstnere og revurdere kunstnere, der har været placeret uden for den modernistiske mainstream, der har domineret det 20. århundredes kunstsyn. Billedet af kunstneren som hvid og mand og svært tilgængelig.
Andre måder at male på
Udstillingen demonstrerer med tydelighed, at der var andre måder at male på i modernismens barndom. At Gerda Wegener er en interessant kunstner, og at vekselvirkningen mellem parnasset og den kommercielle verden kan være frugtbar. Der er tilmed et darkroom, hvor der er eksempler på Wegeners eksplicit erotiske tegninger. Kan man for eksempel se, hvordan to kvinder, der er meget nære veninder, kan glæde hinanden.
Udstillingen er heldigvis retrospektivt disponeret og fint fortalt, så vi får historien om Gerda Wegeners rejse fra Jylland over København til Paris og siden Marokko og hjem til de kolde skuldres land, hvor hun dør ensom og fattig i 1940. I Danmark ville man ikke vide af kunstneren, der havde oplevet så stor succes i Frankrig. Heller ikke af hendes frigjorte seksualitet. Den var alligevel for frisindet for de frisindede. Også det bidrager til billedet af Gerda Wegener som en pioner.
Hvad: Gerda Wegener.
Hvor: Arken, Skovvej 100 , Ishøj.
Hvornår: 7. november 2015 til 16. maj 2016. Åbningstider: Tir. - søn. kl. 10-17. lør. - ons. kl. 10 - 21.
