Inden Oscar-uddelingen, der finder sted natten til mandag, skal Rasmus Hammerich lære at binde en butterfly, og hans festsko, der forleden tog en langvarig nattetur på forskellige barer i Los Angeles, skal have en afpudsning. Der er også lidt ritualer, der skal udføres.
Den 46-årige skuespiller, som spiller hovedrollen i den nominerede kortfilm »On my mind«, har nemlig nogle nøje udvalgte lykkebringere med i kufferten. Det er samme klenodier, han lænede sig op ad den februarmorgen, det blev afgjort, om »On my mind« blev Oscar-nomineret.