Michael Graversen kanter den støvede, blå familie-Skoda op foran det gule murstenshus i Birkerød. En græsplæne fuld af krokusser og henslængte drengecykler minder om et almindeligt familieliv.
Det er ikke til at se, at manden i huset normalt filmer unge drenge på flugt gennem Europa, eller at han og hustruen Cecilie brugte en familieferie blandt flygtninge i Grækenland. Og det er ikke til at se, at Michael Graversen er børnekræftoverlever, og at sygdommen har lagt en skygge over hans familie helt op til i dag.