Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De norske rigmænd Jeppe, William, Henrik og Adam har været igennem mangt og meget – mest kokain og kvinder – i løbet af de første to sæsoner af den populære norske serie »Exit«, der i Danmark sendes på DR.
Serien om de fire moralsk fordærvede mænd er baseret på interview med virkelige mennesker.
Nu har tredje og sidste sæson haft premiere på norske NRK, hvor de første tre af i alt otte afsnit er sendt, og dermed er de første norske anmeldelser også landet. Tre af anmelderne er fint tilfredse, mens en fjerde har skrevet en anmeldelse, der var så grel, at to af seriens skabere, Øystein Karlsen og Petter Testmann-Koch, kalder anmelderen for »selvmordstruet« og/eller »livstræt«.
I den mest positive ende finder vi Nettavisen, hvor anmelder Pål Nisja Wilhelmsen giver sidste sæson 10/10, skriver norske TV 2. Det er ikke muligt for Berlingske at efterprøve den oplysning, da det kræver norsk mobilnummer at oprette abonnement til Nettavisen.
Hos VG er anmelder Tor Martin Bøe også positiv, men dog lidt mindre end på Nettavisen. Han giver sidste sæson karakteren fire ud af seks.
»Skæbnesvanger ironi møder bibelsk retfærdighed og græsk tragedie. Især Jon Øigarden og Tobias Santelmann formår på få sekunder at vise, at de begge er exceptionelle skuespillere,« skriver Bøe, som dog mener, at de bedste historier allerede er blevet fortalt i sæson et og to.
I Dagsavisen skriver anmelder Reidar Spigseth, at serien har sikret »de største seertal for en nordisk serie i Norden«, men at serien nu er ved at have overlevet sig selv.
»Exit« har været »samtidssatire, helt sort, skør komedie, menneskeligt drama, krimi og ren gyserfantasi. Serien er mange ting på én gang, og virkemidlerne bliver brugt til helt til det yderst«, skriver Spigseth, som mener, at sæson tre bliver »flere episoder for lang« og dermed noget af en ørkenvandring.
Og nu til Aftenposten, hvor anmelder Asbjørn Slettemark giver karakteren to ud af seks.
Han skriver, at tredje sæson er en »brutal og kedelig nedtur«:
»Efter to sæsoner med grænseoverskridende fest bliver jeg uinteresseret, da Tobias Santelmann drikker sig fuld med et enhjørningehorn, en gagball og næbet fuld af pulver. Livet bliver måske sjovere, når man giver fanden i det hele. Det bliver tv-serier ikke altid.«
I et interview med »God kveld Norge« har serieskaber Øystein Karlsen og producer Petter Testmann-Koch reageret på den negative anmeldelse i Aftenposten, skriver norsk TV 2.
»Det er lidt ærgerligt at sige, at nogle af scenerne er kedelige,« siger Øystein Karlsen, hvorefter Testmann-Koch tilføjer: »Ja, så er man træt af livet.«
»Så er du selvmordstruet, og i så fald skal du straks søge læge, hvis du synes, det er kedeligt,« følger Karlsen op.
Anmelderen tager tilsyneladende kritikken med ophøjet ro.
»Jeg skal ærligt indrømme, at jeg blev lidt livstræt af tredje sæson,« siger Asbjørn Slettemark til TV 2 Norge og tilføjer, at serieskaberne tilsyneladende også er lidt trætte af at skulle lave serien.
DR oplyser til Berlingske, at tredje sæson af »Exit« formentlig får dansk premiere i juni. Hvis man vil se den inden da, må man en tur omkring NRK, som Nabolandskanalerne oplyser, at omtrent fire ud af fem danskere har adgang til med danske undertekster.