Kulturkommentar: Ja, visse mænd har let til tårer – men vi er slet ikke i mål endnu

Kulturkommentar: Det kan godt være, at de succesfulde mænd er begyndt at vise følsomhed og tårer i bedste sendetid. Men vi er ikke i mål, før gennemsnitsmændene også tør græde offentligt. Og det er også kvindernes ansvar.

Lars Løkke Rasmussen fældede en tåre under afskedstalen i Statsministeriet, men faktisk er offentlige tårer stadig forbeholdt den succesfulde mand. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2011) Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For to dage siden sad jeg i bilen og fik gåsehud.

Langt inde i handskerummet havde jeg fundet Bruce Springsteens live-album »Live/1975-85«. Indledningen på tredje cd er en slags højdepunkt. Inden nummeret »The River« fortæller sangeren om de konflikter, han havde med sin egen far.

Han var af den gamle skole, faderen, og han hadede sønnens lange hår, hans musik, hans evindelige frihedstrang. For at få fred gemte Springsteen sig i telefonboksen på hjørnet, hvor han ringede til sin kæreste, indtil mønterne slap op. Så måtte han igen hjem til faderens kritik. »Bare vent til hæren får fat i dig. Så bliver du en rigtig mand,« var budskabet.

Men da Springsteen bliver indkaldt til session, fejlede han prøven.

»De tog mig ikke,« fortæller sønnen sin far.

»That's good«, svarer han.

For mig handler historien om en antikvarisk maskulinitet, hvor alle følelser skal gemmes bag et panser, det kræver en krig at overvinde. Mænd og drenge, der gennem historien har lært, at tårer gør dem svage og opløser deres handlekraft. Det tillukkende, beslutsomme ansigt er et oldgammelt billede på maskulinitet, der stadig bliver næret i diverse superheltefilm.

Når min seksårige falder på gaden, rejser han sig altid op med beskeden »Jeg græder ikke«. Så indlært er reaktionen.

Men det er ved at ændre sig, og det fik i sidste uge min kollega, Søren Jacobsen Damm, til tasterne. »Tudeprinsen er blevet konge«, skrev han med direkte henvisning til Victor Axelsens badmintonsejr, der udløste en kaskade af sejstårer. Også andre mænd, herunder politikere og sportsfolk, er begyndt at vise følelser offentligt.

Viktor Axelsen vinder guld mod Chen Long i badminton finale til OL i Tokyo, mandag den 2. august 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Det er der ingen grund til at græde over. Mens kvinderne har kæmpet sig frem til en position, hvor de både kan gå i bukser, indtage Statsministeriet og fylde uddannelsessystemet, er manderollen stadig snæver. Jeg har mødt mere end en repræsentant for mandeholdet, der hellere ville tømme en kasse øl end indrømme, at han havde svært ved at mærke sig selv.

Hvordan skal man også kunne det, hvis man fra barnsben har lært at holde følelserne indenfor?

Sandheden er faktisk, at vi ikke er nået særlig langt. Det er stadig kun den succesfulde mand, der kan græde, uden at folk tager afstand. Manden, der føler sig sikker i sin egen position, og som ved, at en offentlig følsomhed ikke for alvor kan ryste hans fundament. Det er sportsmanden, der kan græde, når han står med sejren i hænderne og medaljen i tankerne.

Som kønsforsker Christian Groes sagde til Femina: »Det er en skam, hvis tårerne er forbeholdt de absolut stærkeste eller dem, der vinder guld«.

Men det er sådan, det er. Den almindelige mand, gennemsnitsmanden, græder stadig mindre end kvinder. Vi græder faktisk også længere tid. En gennemsnitlig kvindegråd varer seks minutter, mens mænd får det overstået på mellem to og fire minutter. Det har forskere fra Deutsche Ophthalmologische Gesellschaft opdaget, ifølge Videnskab.dk. Her kan man også læse, at det mandlige kønshormon, testosteron, hæmmer gråd, mens hormonet prolaktin, der blandt andet har betydning for dannelse af mælk i brystkirtlerne, virker fremmende.

Det hjælper nok heller ikke, at de fleste kvinder stadig dyrker den maskuline og handlende mand. På papirer vil vi helst være ligestillet, men hæver alligevel blikket, når en flot bredskuldret fyr kører forbi i sin sportsvogn. Vi tror stadig – og fejlagtigt – at en helt bliver mindre værd, hvis han er i kontakt med sine følelser.

Den stærkeste mand sætter ord på følelserne

Faktum er, at vi ikke har særlig meget brug for folk, der kan slå først og tænke bagefter. Faktisk er den stærkeste mand nok ham, der kan sætte ord på sine følelser og viser, hvad der sker på panseret. Det behøver ikke ende i tårer, men hvis det gør, er det også godt. Det meste af vores liv handler om at finde de øjeblikke, hvor vi er forbundne med andre mennesker og ikke gemmer vores ord og tanker bag et mentalt mundbind.

Selvfølgelig kræver vi også handlekraft i dag, men der er ingen grund til at tro, at helten bliver dårligere på slagmarken, fordi han bagefter fælder en tåre af lettelse eller græder over sine tab. Det vidste selv de gamle grækere, og klassiske værker som »Iliaden« og »Odysseen« lader tårerne flyde frit. Da Achilleus hører, at hans nære ven er faldet i krig, kaster han sig på marken og tuder som et barn.

Faktisk er det først i 1800-tallet, at mænd tildeles et krav om følelseskontrol og beherskelse. Det er også den tid, man begynder at kræve seksuel afholdenhed af kvinder. Den tanke er vi gang med at aflive; det virker naturligt også at sætte manden fri.

Når Victor Axelsen kigger ind i linsen og siger »Jeg kan ikke stoppe med at tude. Er det ikke okay?«, bør vi hverken grine eller sige nej. Vi skal vise den følsomme mand, at vi elsker hans tårer. Jeg tror kun, at han bliver stærkere af det.