Potent graviditetsdrama forløser især fremtidens mænd

De siger, at man aldrig fortryder de børn, man har fået. Men hvad nu, hvis man aldrig ønskede at få dem? Norske »Ninjababy« er en glimrende ungdomsfilm om en ufrivillig graviditet. Den er også værd at se for dem, der har vænnet sig til at falde og rejse sig igen.

Kristine Kujath Thorp lyser i rollen som Rakel, der bliver ufrivilligt gravid i norske »Ninjababy«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paradisbio
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg var 27 år gammel, da jeg flyttede til New York. Med mig havde jeg en kæreste, en stor rød kuffert og en ufødt baby.

Med den bagage gik jeg i biografen og så en film, der aldrig siden har forladt mig. »Juno« handler om en skæv, charmerende og lidt pudsig pige, der pludselig opdager, at hun er gravid. Det er en film med et fantastisk manuskript, vittige replikker og en charmerende hovedperson. Det er en film om at blive overrumlet af livet og om at bevare sig selv, mens man flyder med og overgiver sig til de ting, der sker. Filmens slutning ramte lige i mit gravide zenit.

Den nye, norske »Ninjababy« har ikke den samme poesi, men alligevel minder den en del om »Juno«. Og også denne gang fik jeg en klump i maven. Men det skyldtes ikke kun rørelse. »Ninjababy« fyldte mig også med politiske indignation – og lettelse.

Datter af en ny generation

Hovedpersonen er 23-årige Rakel (Kristine Juhath Thorp), der lever et typisk ungdomstilværelse med den formålsløshed, der kun findes en gang i livet. Hun er datter af en ny generation, med et skarpt, politisk og humoristisk blik for (andres) blinde vinkler.

Når det kommer til sin egen fremtid, er hun mindre stålsat. Blandt hendes mulige karriereplaner er at blive professionel ølsmager, globetrotter eller tegneserieskaber. Filmen igennem udgør hendes tegnede striber en slags kommentarer til den egentlige handling.

23-årige Rakel lever et typisk ungdomstilværelse med den formålsløshed, der kun findes en gang i livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paradisbio.

Med den rodede og skødesløse tilgang, Rakel har til livet, opdager hun alt for sent, at hun er gravid i sjette måned. Det kunne ikke passe dårligere.

Rakel har ikke noget fast job, ingen faste planer, ingen kæreste. Barnefaderen viser sig at være en lokal skørtejæger, der går under øgenavnet »Pik Jesus«, og som har en »Blaze the Lord«-plakat på væggen. Oveni det hele er Rakel måske lidt interesseret i en anden fyr, Mos, der dufter dejligt af smør og er langt mere interessant end den bløde birolle, en dårligere film havde givet ham.

Fordi hun ikke selv har bemærket graviditeten, kalder Rakel barnet for en »Ninjababy«, og gennem filmen taler hun med den lille animerede, kutteklædte baby om, hvorvidt man kan bortadoptere sit eget barn eller skal beholde det.

En stor alvor

Det lyder umiddelbart som en film, der har en meget forventelig spændingskurve – men heldigvis er »Ninjababy« lige så uforudsigelig som sin hovedperson. Det ene øjeblik er den et skævt og skægt indblik i ungdomslivet, som det ser ud lige før, alting virkelig betyder noget. Det næste øjeblik er den noget langt større. En kærlighedshistorie under de mest umulige vilkår. En historie, der rummer en alvor, der løfter filmen op på et særligt niveau

Det er sjældent, at jeg bliver ægte rørt over en film, især en ungdomsfilm. Men det er også sjældent, at ungdomsfilm på så forunderlig vis kombinerer et moderne filmsprog, et godt manus og et moralsk kompas med en god portion humor. Det kan være en kunst at grine af livet. Og lige præcis den kunst mestrer »Ninjababy« ret perfekt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paradisbio.

Rakel er nemlig ikke bare en ung kvinde, der føler, at hendes første graviditet kommer på et upassende tidspunkt. Hun vil dybest set slet ikke være mor. Der er intet i hende, der tænker, at hendes liv bliver bedre, eller at hun selv bliver forløst gennem et barn. Og mens omverdenen hele tiden forsøger at overbevise hende om, at ingen fortryder de børn, de har fået, har Rakel det anderledes. Hun fortryder udelukkende, at hun blev gravid. »Det er ikke kærlighed, det er sperm,« fastholder hun.

Her bliver filmen potent politisk i sin påpegning af, at det stadig er kvinden, der bærer præventionsansvaret og samtidig skal stå model til omverdenens forventninger om, at moderskaber er det helt rigtige for alle kvinder. I en tid, hvor netop rollen som mor (og far) er til debat, er »Ninjababy« et solidt håndkantsslag mod til forestillingen om det nemme forældreskab.

Filmens norske titel er »Faldteknik«, og det er ret passende for en historie, der i lange træk en historie om at falde og komme op igen. Det er fortalt med en sjov, underfundig undertone, der nok skal appellere til de unge, men som helt klart også taler til de ældre, der husker følelsen af at være stuck i livet.

Endelig er det en film, der tør at tage stilling, og som har en overraskende twist til slut. Især fordi den ikke begrænser hverken Mos eller Pik Jesus. De to personer, der danser omkring den gravide, kunne nemt være stivnet som klicheer. I stedet folder de sig ud som mænd.

Det er sjældent, at jeg bliver ægte rørt over en film, især en ungdomsfilm. Men det er også sjældent, at ungdomsfilm på så forunderlig vis kombinerer et moderne filmsprog, et godt manus og et moralsk kompas med en god portion humor. Det kan være en kunst at grine af livet. Og lige præcis den kunst mestrer »Ninjababy« ret perfekt.

»Ninjababy«. Komedie. Varighed: 1 time og 43 minutter. Instruktør. Yngvild Sve Flikke. Medvirkende: Kristine Kujath Thorp, Nader Khademi, Arthur Berning m.fl. Premiere 12 august i udvalgte biografer.