Tudeprinsen er blevet konge

Kulturkommentar: Lige siden fodboldspilleren Christian Eriksens kollaps i Parken er en strid strøm af mandetårer begyndt at fosse gennem det offentlige rum. Er det entydigt godt?

Mandige tårer: Viktor Axelsen efter OL-sejren. ALEXANDER NEMENOV

»En tid til at græde, en tid til at le.« Sådan lyder vers 4 i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, der indledes med de berømte ord: »Alting har en tid«.

Da danske Viktor Axelsen i mandags med sin overlegne sejr over kinesiske Chen Long erobrede OL-guld i badminton, var tiden kommet. Tid til at græde. Meget få mennesker har den samme disciplin og styrke som den høje danske eliteidrætsmand. Han havde præsteret noget helt særegent, og hans glædestårer var i sjældent grad forståelige. Det må have været en kolossal forløsning for den unge dansker.