Kære danske filmbranche: Kan vi ikke prøve at hæve ambitionsniveauet for familiejulefilm bare en lille smule?

»Familien Jul & nissehotellet« er julefilmens svar på en blød pakke. Bedre end slet ikke at få nogen pakke, men så heller ikke meget mere.

 
Trailer til »Familien Jul & Nissehotellet«. Familiefilm, 90 minutter. Video: SF Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På linje med kalenderlys, man aldrig helt får brændt ned, før det bliver 24. december, spændingshovedpine over 131. afspilning af Whams »Last Christmas« i radioen og livlig debat om, hvorvidt det er muslimers skyld, at der ikke er pyntet tilstrækkeligt op til jul på Nørrebro, er det en tradition, at der hvert år kommer en ny dansk julefamiliefilm.

Det er da også en sympatisk tanke, at vi skal have noget at samles om i den søde ventetid, men der er godt nok langt mellem julesnapsene.

Sidste år kom den socialrealistiske »Malous jul« med Lars Ranthe som uhørt aggressiv nisse og satte lidt liv i kludene, men i år får vi tredje omgang af »Familien Jul«, nemlig »Familien Jul & Nissehotellet«, der rummer cirka lige så mange overraskelser som »Disneys Juleshow«.

Vi mødte familien Jul første gang i 2014 i netop »Familien Jul«, hvor den juleelskende dreng Hugo (Pelle Krusbæk) blev venner med nissen Pixy. Den var faktisk meget sød, men allerede i 2016 med opfølgeren, »Familien Jul – i nissernes land«, virkede konceptet tyndslidt. Og nu er familien Jul-serien altså mere død end en flæskesteg glemt i ovnen.

Jens Jørn Spottag er sympatisk som godmodig kok, men har desværre ikke rigtig nogen funktion i filmen. Det havde været smart, hvis han havde. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

Til julebal i klichéland

Men altså: Vor ven Hugo er blevet 12 år og bliver drillet af sine klassekammerater, fordi han stadig tror på nisser. Overgangen mellem barn og voksen er interessant, men den idé forlader filmen hurtigt.

I stedet rejser Hugo til Bogense, hvor hans onkel (Jens Sætter-Lassen) har åbnet et hotel. Hugo skal egentlig bare hjælpe til et par dage, inden resten af familien ankommer for at fejre jul, og sandelig om ikke han opdager en flok nisser, der bor i skjul på hotellet.

Nisserne kan ikke komme hjem til nissernes land, fordi de mangler nøglen til kassen med magisk seletøj – ligesom 90 procent af alle andre julefilm handler om, at nogle nisser mangler en eller anden dingenot, hvorefter et menneskebarn eller to må hjælpe nisserne.

Uden at plotspoile noget som helst, kan det afsløres, at det går præcis, som man skulle tro. Nu kan en vis grad af forudsigelighed tilgives i lige netop julefilm, men man kunne dog godt hæve ambitionsniveauet.

Den liberale fætter gør godt

Hugos vestklædte fætter, Egon, der taler med en blanding af managementfloskler og Liberal Alliance-retorik er et frisk pust, men ellers er »Familien Jul & Nissehotellet« temmelig slap i koderne.

Rigtig mange replikker handler om, at karaktererne forklarer plottet for hinanden, ligesom problemer har det med at blive løst på utrolig belejlig vis.

Som da Hugo og nisserne er faret vild i nogle tunneler. Så dukker nissernes kæledyr Mimbo – som indtil nu ikke har haft nogen funktion – pludselig op og mjaver lidt, hvorefter en af nisserne udbryder:

»Vi er reddet. Mimbo siger, at vi skal den her vej!«

Senere er der et rensdyr, der lige har været dødssyg, som rejser sig, hvorefter samme nisse udbryder:

»Det må være magi, der har gjort hende rask.« Nå da. Det var da heldigt.

Ikke forfærdelig, men heller ikke rigtig god

Det virker også temmelig tåbeligt, at Hugos forældre synes, at han skal holde op med at tale om nisser, når de nu rent faktisk – fra de to tidligere film – ved, at de findes. Filmen glemmer i øvrigt også Hugos bedste ven, nissen Pixy, efter de første fem minutter. Og sådan er det hele vejen igennem.

»Familien Jul & nissehotellet« er ikke forfærdelig, men den gør heller ikke det mindste for at hæve barren bare en lille bitte smule.

»Familien Jul & Nissehotellet«. Familiefilm, 90 minutter. Instruktion: Carsten Rudolf. Med: Pelle Krusbæk, Flora Augusta, Jens Sætter-Lassen, Julie Zangenberg med flere. Premiere 11. november i biografer landet over.