Feministisk tween-pige og ung punker skal hive familierne i biografen til jul

Det er ikke nemt at lave en god julefilm. Det er i hvert fald ikke nemt at lave en god original julefilm. Derfor er det nærmest overraskende, at hele to danske julefilm lykkes med at gentænke en fortærsket genre og samtidig bidrage til den gode stemning.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes vel i runde tal cirka 800 julekalendere og -film, hvori julen er i fare, og det er op til nogle kække og snarrådige børn M/K at redde den, typisk ved at skulle finde tidskrystallen/lysets sten/den magiske talisman/nissernes julestjerne eller noget i samme stil.

Således lyder »Julemandens datter 2: Jagten på Kong Vinters krystal« ikke i første omgang sindsoprivende nyskabende. Og det er den heller ikke nødvendigvis, men ligesom i den første film, der havde premiere i 2018, lykkes det at give den klassiske opskrift tilpas meget kolorit, humor og nytænkning til, at filmen glider ned som lun risengrød med rigeligt smør.

Masser af humor

I »Julemandens datter« mødte vi Lucia, der forsøgte at blive optaget på Den Internationale Julemandsskole som den første pige nogensinde, hvilket gav historien både en fin, feministisk pointe, ligesom skoleuniverset gav en finurlig »Harry Potter«-agtig stemning.

»Julemandens datter 2« er en af de for forældre så velkomne familiefilm, som er sjove for børn, og som man også selv kan holde ud. Foto: Scanbox Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Dam Kristensen.

I den nye film er Lucia mønsterelev på skolen, men den position bringer hun i fare, da Kong Vinters krystal forsvinder, og Lucias bedste ven, Oscar, anklages for at have stjålet den. Lucia og Oscar stikker af for at finde krystallen, som er stjålet af den lumske orden Gråbrødrene, som hader julen.

Det er ganske spændende og frem for alt til tider virkelig sjovt. Særligt en scene med en meget gammel urmager, hans endnu ældre far og HANS utroligt gamle far er nærmest »Monty Python«sk absurd, og der er generelt en del ting, også voksne kan grine af. Ikke mindst Gråbrødrene, der ganske vist er skurkene, men også ret komiske.

Løsningerne på Lucia og Oscars problemer er til tider lige til den nemme side, og det, man tror, er slutningen, er slet ikke slutningen, hvilket er en spændende idé, men betyder, at filmen mister spænding og momentum til sidst. Men ellers er »Julemandens datter 2: Jagten på Kong Vinters krystal« et ganske charmerende bud på juleunderholdning for hele familien.

Socialrealistisk jul

I en helt anden og mere barsk grøft finder man »Malous jul«. Den handler om den utilpassede Malou på 14. Hendes mor er død, og hendes far sidder i fængsel og hun har – antydes det – tilbragt det meste af sin barndom hos skiftende plejefamilier.

Sidste chance, inden hun ryger på institution, er at bo hos ægteparret Bibi og Leif på den lille Lunø. Udover at være overdrevent venlige – tangerende tossegode – er de to også julebegejstrede i svær grad og driver både et julemarked og en juletræsplantage.

Malou kan ikke fordrage julen, og med hendes baggrund forstår man det godt, uden at der gøres noget for at skære det ud i pap. Hendes julehad bliver ikke mindre, da hun støder på nissen Nils på loftet.

Storbandende nisse

Der er noget utrolig skægt over mødet mellem en tvær, blåhåret, næsepiercet teenager og en nisse, men »Malous jul« er ikke en komedie, og Nils er ikke en nisse, som man kender dem fra andre julefilm.

Han er faktisk lidt af en skid. Men Malou og nissen laver alligevel en alliance. Malou vil gerne væk fra øen, så hun kan finde sin halvsøster i Roskilde, og Nils vil gerne af med hende, fordi han synes, hun ødelægger den gode stemning.

Lars Ranthes nisse Nils har en beskidt mund, og det er ikke kun, fordi han spiser risengrød på en lidt halvækel måde. Foto: Angel Films Fold sammen
Læs mere

Nils laver en grum plan om, at Malou skal te sig så meget, at Bibi og Leif opgiver hende, og det er ikke kønt, men der er også noget interessant over en julefilm med en ikke 100 procent sympatisk hovedperson. Og måske ender det hele alligevel nogenlunde godt til sidst.

Målgruppen til »Malous jul« er lidt svær at gennemskue. Den er ikke for små børn, som nok blive traumatiseret af Lars Ranthes lettere psykotiske nisse, der bevæbnet med sabel parafraserer en klassisk scene i »Taxi Driver«, ligesom de små børns forældre nok ikke vil være glade for, at Malou lærer Nils at sige »fuck«, hvilket han i den grad tager til sig, selv om han ikke kan udtale det.

Og store børn når også et punkt, hvor julefilm bare er noller, uanset hvor gode de måtte være. Når det så er sagt, ER »Malous jul« faktisk ret god og har overraskende meget kant for en film i den genre. Og hvis man skal være lidt floromvunden – og det må man godt, når julen nærmer sig – så har den faktisk et rigtig fint budskab om, hvor svært det kan være at høre til, og at familie nogle gange er noget, man vælger.

»Julemandens datter 2: Jagten på Kong Vinters krystal«. Familiefilm, 91 minutter. Instruktion: Christian Dyekjær, manus Uffe Rørbæk Madsen, Lars T. Therkildsen:. Med: Ella Testa Kusk, Martin Buch, Mia Lyhne m.fl. Ude nu i biografer landet over. Fire stjerner.

»Malous jul«. Familiefilm, 88 minutter. Instruktion: Claus Bjerre, manus: Claus Bjerre, Frederik Meldal Nørgaard. Med: Karla My Nordquist, Jytte Kvinesdal, Ulver Skuli Abildgaard, Lars Ranthe m.fl. Premiere 19. november landet over. Fire stjerner.