Jeg tror aldrig, jeg har set en film, hvor jeg så meget håbede, at et barn ville komme til skade

AOK
Skærm
Anmeldelse

Hovedpersonen er dybt usympatisk, og det er meningen, at vi skal grine af de fattige i sjette omgang af »Alene hjemme«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan du huske »Alene hjemme«? Familiefilmen fra 1990 med Macaulay Culkin som drengen Kevin, der bliver glemt af sine forældre og forsvarer huset mod to klodsede indbrudstyve.

Uden at være decideret Oscar-materiale var den faktisk meget sjov og en ganske hyggelig julefilm.

Værre var det med »Alene hjemme 2 – glemt i New York«, hvor ideen ikke var helt så sjov længere. For slet ikke at tale om de decideret forfærdelige »Alene hjemme« 3, 4 og 5, hvor Macaulay Culkin havde forladt skuden og overladt hovedrollen til tilfældige børneskuespillere, der prompte forsvandt ud i glemslen igen.

Archie Yates var utroligt lovende i »Jojo Rabbit«. Nu er det bedst, hvis han lige holder lav profil i et par år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Disney.

Titlen er det bedste – og den er dårlig

Så kunne man godt få den tanke, at den franchise var malket for alt, hvad den kunne trække. I så fald kender man ikke Hollywood særlig godt. Disney+ bringer dig nemlig »Ude godt, alene hjemme bedst«. Den sjette i serien simpelthen. Hvor den idiotiske titel i øvrigt er det klart mest sofistikerede ved filmen.

Nå, de gode nyheder først: Mundbevægelser og lyd passer sammen. Billedet er skarpt. Den er i farver. Det var det hele.

I skrivende stund har traileren på YouTube 90.000 nedadvendte tommelfingre og så mange arrige kommentarer, at det næsten må være en rekord. Hvis folk er vrede nu, så skal de bare vente, til de ser filmen.

Ingen mobil?

Den tiårige Max Mercers (Archie Yates) familie tager til Tokyo for at fejre jul – og glemmer Max derhjemme. Hvorfor ringer Max så ikke bare til sine forældre fra sin mobil?

Sådan én har han tilsyneladende ikke, selvom familien ellers er stenrig og bor i et gigantisk hus med BMW i garagen. Hvorfor ringer forældrene så ikke til nogle naboer? Det gør de bare ikke. Max er heeeelt alene hjemme. Og så kommer der nogen, der vil bryde ind i huset …

Filmen er med andre ord:

  • A) Ikke særlig original.
  • B) Ikke særlig troværdig.

Det er, hvad det er, men er den så i det mindste sjov, spørger du så måske. Nu er humor jo en smagssag, men personligt grinede jeg mere af »Schindlers liste«.

Rob Delaney og Ellie Kemper spiller et ægtepar, der mirakuløst overlever mishandling fra den tiårige galning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Disney.

Haha, de fattige er åndssvage

For det første er det moralske kompas helt gak. Det er nemlig ikke tyve, der prøver at bryde ind i huset. Det er et helt almindeligt ægtepar (Rob Delaney og Ellie Kemper), der er i økonomiske problemer og må sælge deres hus, fordi manden har mistet sit job.

Deres eneste redning er en kostbar dukke, som Max har stjålet, og den vil de bare gerne have tilbage. Bevares, Max har så – viser det sig til sidst – ikke stjålet dukken alligevel. Hvordan den så blev væk i første omgang, får vi dog aldrig svar på. Og Max er stadig afsindigt usympatisk på 37 forskellige måder.

Og så skal vi vente næsten en time, inden det, alle venter på, sker. Altså at ægteparret forsøger at bryde ind i huset og bliver stoppet af sjove, sjove fælder. I den time sidder man og får en fornemmelse af, at skuespillerne primært er blevet instrueret ved, at instruktøren har sagt: »Rigtig fint. Men kan du prøve at RÅBE din replik lidt højere.«

Pruttejokes og falde-på-halen

Men bare rolig, selvom handlingen er længe om at komme i gang, er der sandelig gang i falde-på-halen-komikken. Jeg talte ikke fra start – og får ikke nok i løn til at kæmpe mig gennem filmen igen – men et forsigtigt bud lyder, at der mindst 50 gange er nogen, der skvatter over et eller andet og slår sig. Hov, der er også en scene, hvor kvinden giver manden en hestesko, og netop som hans bagdel er ved hendes hoved, kommer han til at prutte. Lige i hendes ansigt! Haha.

Anyway: Efter en times ørkenvandring med lige dele barnagtige pruttejokes, råbende revykomik og umorsomme tøhø-referencer, som kun voksne forstår, er det tid til indbruddet. Som fluks udvikler sig til et decideret voldsorgie.

Fornærmelse mod filmmediet

De stakkels mennesker, der forsøger at redde deres hus og deres økonomi bliver sat ild til, beskudt med skumpile med tegnestifter i, kastet ud fra balkoner og sandelig også skudt i ansigtet med billardkugler. I øvrigt fra et legetøjsgevær, som Max har scoret fra en kirkeindsamling til fattige børn, selvom hans familie er stenrig. Fordi sådan et lille røvhul er han nemlig.

I de sidste ti minutter skifter filmen totalt tone og bliver nu klægt sukkersød, og det hele viser sig bare at være en misforståelse. Filmen er til gengæld fra start til rulletekster tænderskærende forfærdelig og en fornærmelse mod filmmediet som sådan.

Disney var engang garant for sød, sjov og sympatisk underholdning til børn – i stedet for at have lavet »Ude godt, alene hjemme bedst« kunne man også bare have sparet tid og penge og pisset på Walt Disneys grav.

»Ude godt, alene hjemme bedst«. Familiekomedie, 94 minutter. Instruktion: Dan Mazer. Med: Archie Yates, Ellie Kemper, Rob Delaney, Aisling Bea m.fl. Premiere 12. november på Disney+