Efterladte til britisk pilot kræver scene fjernet fra Bornedals film

Efterladte til den britiske pilot, der styrtede ned ved Den Franske Skole på Frederiksberg i 1945, kræver, at Ole Bornedal ændrer sin fremstilling af piloten i filmen »Skyggen i mit øje«. Flere forhold skal vurderes, før sagen kan afgøres, mener eksperter.

»Man er i gang med at tilsværte en mand, vores familiemedlem, der var en højt dekoreret person. Kan man tillade sig dette? Det er altså oprørende!«

Sådan siger Jane Angell, der er niece til den britiske Royal Air Force-pilot Peter Kleboe, der er en kernefigur i Ole Bornedals aktuelle film »Skyggen i mit øje« om fejlbombardementet af Den Franske Skole på Frederiksberg under Besættelsen. Kleboes fly styrtede ved et uheld ned nær skolen og var dermed indirekte årsag til, at flere fly bombede den og ikke Gestapo-hovedkvarteret Shellhuset, der var målet for bombetogtet.