Jeg har set en sort/hvid dokumentarfilm om en gris, og nu er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde spiser flæskesteg igen

Hvert år slagter vi cirka 70 milliarder landbrugsdyr. I »Gunda« dvæler kameraet i halvanden time ved ét af dem.

Instruktøren Victor Kossakovsky brugte næsten tre årtier på at finde nogle, der ville finansiere hans film. Det forstår man på en måde godt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Øst for Paradis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv hvis man lever af at mene noget om film, falder man nogle gange over et værk, som man simpelthen ikke rigtigt kan forklare på en specielt tilfredsstillende måde. Og slet ikke forklare, hvorfor den er fantastisk. Sådan en film er »Gunda«.

Nuvel, vi prøver: »Gunda« er en film om en gris. Ikke sådan en skæg gris, der kan tale og kommer ud på sjove eventyr ligesom den i  »Babe – den kække gris«. Bare en gris. Filmen har en russisk instruktør, er i sort/hvid, har intet soundtrack, der bliver ikke sagt et ord, og der er ikke ét eneste menneske i billedet på noget tidspunkt. Og så er den som sagt mageløs.

Kulturelitært fis

Jeg kan godt høre det kollektive suk, der bliver udstødt nu.

Så sidder der sådan en kulturelitær fryns i Grand i København med munden fuld af gratis croissant og holder en kort pause fra at svine folkekomedier som »Centervagt« til og gakker helt ud over en sort/hvid film om en gris.

Jeg er med på, at alle klicheer om filmkritikere, der befinder sig på en helt anden planet end andre mennesker, er ved at skvatte over hinanden.

Bizart medrivende

Men … man bliver simpelthen optaget af begivenhederne i »Gunda« – bizart nok uden at kede sig på ét eneste tidspunkt.

De færreste af os skænker nok grise en tanke til daglig, fordi de mest bare er landbrugsdyr og ikke i klassisk forstand nuttede. Måske derfor er det så fascinerende at følge grisen Gunda, der i starten af filmen føder et kuld smågrise, som hun opdrager kærligt, men bestemt.

Filmfolk som Joaquin Phoenix, Paul Thomas Anderson, Alfonso Cuarón og Gus van Sant har lovprist grisefilmen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Øst for Paradis.

Man bekymrer sig om den ene pattegris, der er lidt mindre og svagere end de andre og hele tiden har det med at blive væk.

Man smiler over køerne, der bliver lukket ud på græs (ja, filmen handler ikke KUN om en gris. Der er også køer med. Og en etbenet høne).

Man bliver revet med, når filmen slutter på en af de mest umotiveret brutale måder, der er set, siden Bambis mor blev skudt.

Og selv om der ikke er en dyb Morgan Freeman-agtig speakerstemme, der forklarer os alt muligt om dyrevelfærd, og selv om filmen ikke prøver at presse noget budskab ned over hovedet på os, så tænker man sig om en ekstra gang, inden man igen hiver et halvt kilo hakket flæsk op ad køleren nede i Føtex.

Vanvittigt projekt

I en tid, hvor en gennemsnitlig popsang er blevet over et minut kortere de sidste 20 år, og hvor man både kan høre lydbøger og se Netflix-serier på øget hastighed, hvis man gerne vil have overstået en times tv-serie på 45 minutter, er det helt vanvittigt at gå ud fra, at folks opmærksomhedstærskel kan håndtere halvanden time i selskab med nogle bondegårdsdyr og deres helt normale liv.

Og det er endnu vildere, at det faktisk fungerer.

Traileren til dokumentaren kan ses herunder.

»Gunda«. Dokumentar, 93 minutter. Instruktør: Victor Kossakovsky. Premiere 1. juli i udvalgte biografer.