Når man ser tilbage på Lily Weidings lange karriere i dansk teater, er det svært at forestille sig en lykkeligere bue. Hendes tilværelse på de danske teaterscener blev et af de smukkest formede teaterliv. Det hele forvaltet med den integritet, der stod om hende; den dignitet, der hvilede over hende. En vilje til at kunne selv, som hun allerede som otteårige indgød sig selv ved forældrenes skilsmisse.
I år er det hele 80 år siden, en ung Lily Weiding gemte sig ude i kulissen og lyttede til selveste Liva Weel, der stod på scenen og sang »Man binder os på Mund og Haand« i turnéudgaven af Kjeld Abells og PHs revykomedie »Dyveke«. Hun selv havde næppe mere end et par replikker, men at opleve Liva fange salen i sin hule hånd og beholde den der var inspiration for aspiranten: »Det var det, man skulle stræbe efter,« tænkte den unge, teatertossede musikerdatter fra Nørrebro.
Ydmygt talent
Selv skulle hun vokse fra den fordringsløse start til at blive et af dansk teaters helt store navne. Et af vort hjemlige teaters mest harmoniske og lange livsforløb på scenen kunne begynde. Et teaterliv, hvor Lily Weiding var i stand til at klare skærene, forny sig gennem alle aldre. Det er, som bekendt, ikke nok at have talent. Man skal også være i stand til at forvalte det, pleje det, forny det. Og det gjorde Lily Weiding med både kløgt og den disciplin, der karakteriserer de bedste. Et talent, hun selv var nok så ydmyg i forhold til:
»Jeg har aldrig tænkt på mit arbejde som en karriere, og jeg har heller aldrig sagt om mig selv, at jeg var kunstner,« sagde hun for eksempel til Berlingske for et par år siden.
Der stod stor respekt om Lily Weiding, som mødte sine omgivelser med venlighed og kultiveret værdighed.
Snart skulle det blive til en rigtig rolle i det teaterliv, hun nærmest var væltet lidt hovedkuls ind i. Hun debuterede på Frederiksberg Teater – det nuværende Aveny-T – hvor hun fik stor succes som den unge pige i Thornton Wilders rørende »Vor by«. Helt renfærdig, ufærdig og ubeskrevet. Det var også på det frederiksbergske privatteater, hun var en mindst lige så ungdommeligt bevægende Hedvig i Henrik Ibsens »Vildanden«.
Men natur gør det ikke alene, og med egne ord trængte Lily Weiding til »fast grund under fødderne«. Hun lod sig indrullere på Det Kongelige Teaters elevskole for at få styr på teknikken. De indlysende evner gjorde hende anvendelig for nationalscenen efter endt uddannelse, og hun blev ansat på teatret, hvor hun lagde ud som en skær Solveig i Ibsens »Peer Gynt«. Titelrollen blev spillet af teatrets unge stjerne, Mogens Wieth, som hun også skulle blive gift med i 1953 efter at være blevet enke efter den ældre skuespillerkollega Sigfred Johansen, der havde fungeret som mentor både i livet og på scenen.
Lily Weidings naturlige ynde, lyse skønhed og blide kvindelighed placerede hende øjeblikkeligt i renfærdige og poetiske roller. Men Bodil Kjer og Ingeborg Brams tog det meste på teatret. Weiding sagde klogt op og prøvede lykken på privatteatrene.
Det var herude, hun vandt en stor personlig sejr på det lille eksperimenterende Riddersalen som den hæmmede præstedatter i Tennessee Williams' »Flyvende sommer« i 1949. Rollen, som hun spillede 224 gange, blev et dramatisk gennembrud, og samme sted slog hun talentets spændvidde fast med den komplicerede præstation i Luigi Pirandellos »Nøgen«. En overrumplende indsats, der førte til, at hun hjemtog Teaterpokalen i 1955.
Det neurotiske rollefag
Og registreret voksede endnu mere med årene. Det var på scenen, hun fik forløsning for sine egne indestængte sider. Lige sikker i det tragisk neurotiske rollefag som i det vittige lystspil. Man hører hendes let sprukne stemme for sig. Replikken rummede efterhånden alle nuancer. Hun kunne være varm og kølig, følelsesfuld og nærmest metallisk hård. Det hele på samme tid. Hun var en meget anvendt kraft i Radioteatret i de gyldne år. Lyt til hendes formidable indlæsning af Karen Blixens »Den afrikanske farm«, så forstår man stemmens musikalske styrke som redskab for tankens.
Det var næppe overraskende, da hun blev hentet til teaterdirektør Peer Gregaards ensemble, dengang i 1950erne, da Det Ny Teater var epicentret i dansk teater – og siden vendte hun atter naturligt tilbage til Det Kongelige Teater. Til trods for store roller, herunder yndlingsrollen som Rosalinde i Shakespeares »Som man behager« og en koket Célimène i Sam Besekows modern dress-version af Molières »Misantropen«, følte hun sig ikke forløst på nationalscenen: »Jeg var ved at visne«.
Efter en lille håndfuld sæsoner fandt hun igen sine succeser uden for Kongens Nytorv. Ikke mindst som arbejderkonen i dramatikeren Ernst Bruun Olsens »Bal i den borgerlige« og som en varm, kvindelig Nora i »Hvor gik Nora hen, da hun gik ud«, begge atter på Det Ny Teater, inden hun – via det private og professionelle partnerskab med den foretagsomme kollega Morten Grunwald – blev fast fortolker af sammensatte roller i et stort klassisk og moderne repertoire på Bristol Teatret på Strøget og senere Betty Nansen Teatret.
Først som en isnende Hedda Gabler, siden i krævende partier hos blandt andre Beckett, Bruun Olsen, Tjekhov, Strindberg, O’Neill, Abell og Enquist. Det var også på Betty Nansen Teatret, hun de senere år med stemmens tørre vid spillede Margrethe Bohr i det krævende atombombedrama »København«. Kort tid inden modtog hun en Reumert for sin præstation i Astrid Saalbachs »Aske til aske« og for rollen som underfundige Mrs. Higgins i Det Ny Teaters overdådige »My Fair Lady«.
Filmene havde også bud efter hende. En strålende start i 1940erne blev aldrig rigtig fulgt op. Ikke mindst, fordi hun takkede nej til meget. Men en ny generation lærte hende at kende som kongens stramtandede søster i julekalenderklassikeren »Jul på slottet« og som endnu en stejl autoritetsfigur i Morten Korch-serien »Ved stillebækken«.
Dukkede stadig op
Længe dukkede hun stadig op i et dansk teater. Hun var ganske vist ikke længere aktiv på scenen, men til gengæld en interesseret premieregæst i selskab med sin mand, der døde i 2018. Årene var måske nok gået, men Lily Weiding optrådte stadig med den ynde og udstråling, der i en lang karriere havde gjort hende til en fiksstjerne på det dansk teaters firmament. Hendes sidste »rigtige« rolle på teatret var passende tilbage på Betty Nansen Teatret i »Et drømmespil« (2007). Her var hun både den gamle portnerske, der vogter teatret, og den blinde, der personficerede afskeden som menneskeligt grundvilkår.
Et smukkere farvel til det teater, hun viede mere end 65 år af sit liv til, kunne man ganske enkelt ikke forestille sig.
Lily Weiding efterlader sig tre døtre. Xenia og Julie, som fik hun i sit ægteskab med Mogens Wieth, og Tanja, som hun fik med Morten Grunwald.
Lily Weiding blev født 22. marts 1924 og døde 15. juni 2021.
