Nekrolog: Skide godt, Morten!

Skuespilleren, instruktøren og teaterchefen Morten Grunwald er død, 83 år. Gennem årtier satte han sit præg på dansk teater som driftig og målrettet teaterchef. Men det store publikum vil altid huske ham som Benny i danmarkshistoriens populæreste filmserie om »Olsen-banden«.

Morten Grunwald fotograferet i sit hjemmet Skovshoved, som han delte med hustruen Lily Weiding. Han havde en livslang interesse for moderne, figurativ kunst og lod tidens førende kunstnere skabe en lang række teaterplakater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»At jeg bliver gammel tynger mig ikke. Jeg kan ikke stoppe tiden. Men jeg er nysgerrig. Nysgerrig efter, om der er noget at opleve bagefter. Jeg ved meget lidt om eksistensen, og jeg vil vide mere. Jeg vil vide det hele.«

Sådan sagde skuespilleren, instruktøren og teaterchefen Morten Grunwald til Berlingske i forbindelse med sin 80-års fødselsdag. Selv efter den død, som nu har indhentet ham, ville han fortsætte med at være sulten efter nye indsigter, hvis han kunne. Han ville gerne vide, hvad døden indebar. Selv om han også holdt meget af at citere en af sine yndlingshumorister, Woody Allen: »Jeg har ikke noget imod døden, jeg vil bare nødig være der, når det sker.«

En højere mening med tilværelsen kunne Morten Grunwald ikke gennemskue. Troen på et guddommeligt forsyn var ham ikke forundt. Hvis han selv gav et svar, så måtte det være, at få noget ud af det liv, man havde fået. At bruge sit videbegær som fremdrift og ledetråd. En anden helt var naturligvis yndlingsdramatikeren Samuel Beckett, hvis sortsyn på tilværelsen talte til ham, selv om Morten Grunwald var meget mere af en optimistisk livsnyder end det litterære idol. Ordene fra Becketts skuespil »Slutspil« vendte han ofte tilbage til:

»Brug dog hovedet, menneske. Du er på jorden. Det er der ingen kur for.«

Muligvis vidste Morten Grunwald ikke, hvorfor, han var her, og fuldt bevidst om den dødelige sygdom, livet er, var han også, men hovedet, det fik han brugt. Erindringerne, som kom i 2006, bar den smukke titel »Kort tid« – jo, tiden går, når man har noget at lave.

Bogstavtro

Selv efter, at han i princippet kunne være holdt op, blev han ved. Sammen med hustruen, den ti år ældre Lily Weiding, og efterhånden også med sin karakteristiske stok, var han en flittig gæst i de københavnske teatre, hvis repertoire – ikke mindst klassikerne – han fulgte spændt med i. Efter tiden som chef for Østre Gasværk Teater, som han forlod i 1998, var der muligvis ikke helt så meget bud efter iscenesætteren Morten Grunwald, som han selv havde kunnet ønske det. Og kræfterne rakte ikke længere til den entreprenørvirksomhed, der havde været en del af hans selvforståelse. Men stor var hans glæde for eksempel, da først Folketeatret, siden Østre Gasværk Teater så sent som 2017 gav ham mulighed for at arbejde videre med Beckett.

Han demonstrerede i sidstnævnte forestilling, »3 X Beckett«, hvordan det skulle gøres. Han gik selv på scenen i det, der skulle blive hans bevidste og bevægende svanesang på teatret, den tavse rolle som den gamle mand, der  – måske – holder regnskab over sit liv i enakteren »Hva' Joe?«. Han sad blot stille på en seng, mens et kamera zoomede langsomt ind på hans kontrafej og kastede det stadigt mere granskende nærbillede op på en skærm: »Fascinerende er hans smukke, brugte ansigt med de snart undrende, snart rådvilde øjne,« skrev vi her i avisen.

Både som instruktør og skuespiller stræbte Grunwald  efter at tilfredsstille forfatterens foreskrifter og vogtede bogstavtro over teksten. Det handlede om at give afkald. Han kunne i det hele taget rase, når instruktører skaltede og valtede med manuskriptet efter forgodtbefindende. En af Grunwalds yndlingsskuespillere, Tommy Kenter, byttede engang under en prøve et »som« ud med et »der«.

»Du siger jo heller ikke »Der man behager«,« tordnede instruktøren Grunwald.

En let herre var han i det hele taget ikke. Konfliktsky, var der ingen, der beskyldte ham for at være. Han trak sin ansøgning som skuespilchef for Det Kongelige Teater tilbage i 1991, da man ikke ville stille ham et nyt skuespilhus med tre scener i udsigt – det har man, som bekendt, fået siden. Han forlod Statens Teaterråd  efter blot et halvt år. Og perioden som filmkonsulent, som han bestred 2001 til 2003, endte med skænderier og smækken med dørene, fordi Grunwald insisterede på at have indflydelse på en films rollebesætning. Han vidste fra sin tid på teatret, at casting betyder alt.

Kompromisløs

Den temperamentsfulde egenrådighed var måske nok bagsiden af medaljen. Han kunne være skånselsløs og urokkelig i sin kamp for at opnå det, han selv opfattede som det ypperste.

»Hvis man vil forblive tro mod sine inderste overbevisninger, må man satse og holde fast,« forklarede han i erindringsbogen. Han medgav, at han var krævende. Men det hele skulle tilskrives et ønske om præcision. Morten Grunwald var måske nok kompromisløs og kritisk over for mangt og meget i den branche, han var en del af i mere end 60 år. Men han var også generøs og kærlig, når nogle fortjente hans anerkendelse.

Gennem årtier var han centralt placeret i dansk teater. Målrettet, vital og anarkistisk. Entreprenant, entusiastisk, hårdtarbejdende og meget dygtig – først som skuespiller, siden som instruktør. Og, ikke mindst, som teaterproducent, hvis iværksættertrang fik frit løb, når der skulle åbnes teaterhuse, skaffes penge, findes teaterstykker i New York og skrives kontrakt med de rigtige til rollerne.

Morten Grunwald

»Stol på din intuition, spekuler kun i din egen smag, og lav kun det, du selv har lyst til at opleve på scenen, så må det bære eller briste«


Først som chef for det beskedne Bristol Teatret på Strøget, hvor han fra begyndelsen af 1970erne gjorde sig gældende med et moderne kvalitetsrepertoire, og hvor han for alvor fik smag for det instruktørarbejde, han i tiden inden havde lært sig ved at følge kollegaen John Price. Fra 1980 var han at finde på det lidt større Allé Scenen, som han døbte om til Betty Nansen Teatret, hvor et blandet repertoire af klassikere, nye danske og udenlandske stykker dominerede – og i sidste ombæring på det helt store Østre Gasværk Teater, Nyrops gamle gasbeholder, som Morten Grunwald fandt bag et frønnet plankeværk og stædigt advokerede for at gøre til det teaterhus, som siden har glædet tusindvis af københavnere, og som Peter Brook har kaldt »det smukkeste teaterhus, jeg kender.«

Morten Grunwald blev en initiativrig teaterleder, som med stædighed fik drevet igennem, at Østre Gasværk blev forvandlet fra ruin til byens nye teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Jessen.

Den britiske mesterinstruktør var et af de idoler, hvis forestillinger Grunwald hentede hertil på store gæstespil, ligesom han fyldte teatret til sidste plads med store forestillinger som »Atlantis«, »Les Miserables« og »Miss Saigon«, da musicalbølgen skyllede ind over Danmark i 1990erne. Overskriften for Morten Grunwalds teaterliv i chefstolen var enkel: kvalitet trods økonomi og økonomi trods kvalitet. Han havde et stensikkert blik for, hvad et stort publikum længtes efter, samtidig med at han insisterede på at udfordre sine tilskuere med tidens nye dramatik og, ikke mindst, yndlingsforfatteren Samuel Beckett.

»Stol på din intuition, spekuler kun i din egen smag, og lav kun det, du selv har lyst til at opleve på scenen, så må det bære eller briste,« som han selv formulerede det.

Skiftede fornavn

Morten Grunwald var en drømmende middelklassedreng fra Odense. Faderen var billedskærer, af polsk-tysk afstamning, hvilket ikke var det letteste i provinsbyen, hvor den isolerede familie blev udsat for mistænkeliggørelse af naboerne på villavejen. Fortidens skygger skulle senere bevæge ham til at skifte navnet Walter ud med det danskklingende mellemnavn Morten. I det hele taget blev oplevelserne fra Besættelsen afgørende for Grunwald. For det mod, han efter statisttjeneste mobiliserede for at søge ind på Odense Teaters elevskole i slutningen af 1950erne, forklarede han selv ud fra en trang til at hævde og revanchere sig. Siden han så en Shakespeare-opførelse, havde han været forelsket i teatret.

Tandteknikeruddannelsen blev aldrig færdiggjort. Han debuterede på turné i »Den lange julemiddag«, men hans ambition førte ham videre til også at forsøge at komme ind på Det Kongelige Teaters elevskole:

»Gamle scene var for mig, hvad El-Haram moskéeen i Mekka er for en muslim,« som han selv har sagt det.

Her nåede han både at have Poul Reumert som lærer og spille sammen med Bodil Ipsen, men nationalscenen gjorde ingen indsigelser, da Grunwald sagde op, fordi man ikke engang kunne bruge ham i en diminutiv rolle som snigmorder i »Macbeth«. Siden skulle freelancetilværelsen dog tilgodese ham med roller: Han fik et »seriøst« gennembrud som titelpersonen i det køkkenvask-realistiske »Billy Løgneren« på turne, hvor hans moderne, flabede type med den lyse, spurtende og rytmiske musikalitet i replikføringen, kom til sin ret. Men han slog også gækken løs i revysammenhæng hos Stig Lommer på ABC-Teatret og i Cirkusrevyen, ligesom han skulle få gode opgaver på Det Ny Teater, hvor han bl.a. medvirkede i Ernst Bruun Olsen-stykkerne »Bal i den borgerlige« og »Hvor gik Nora hen da hun gik ud?«

Morten Grunwald og sammen med hustruen Lily Weiding i Arnold Weskers »De Fire Årstider« på Det Ny Teater, 1967. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAKON NIELSEN.

Nogenlunde samtidig havde Fjernsynsteatret fået øjnene op for ham. Han gjorde ikke mindst indtryk i et par gode Leif Panduro-roller. Og så var der filmen, som mest af alt havde brug for højt humør og den blanding af frækhed og jordbunden, uspoleret jovialitet, han tilførte rollerne i for eksempel i »Fem mand og Rosa«, som han fik en Bodil for i 1965, kultklassikeren »Martha« og som et bøvet svar på en dansk James Bond i Frede-filmene.

Udødelige Benny

Resten er historie, for sidstnævnte førte naturligvis til den altid optimistiske gadedreng Benny i den udødelige Olsen-banden-filmserie. Spillet med en charme, der fik Egon og Kjeld til at tilgive den ellers småforrædderiske opportunist af en plattenslager. Hele 14 gange vendte han tilbage til den ternede jakke, de gule strømper, gadedrenge-chasséet og det »Skidegodt, Egon!«, der altid klingede så begejstret, inden det hele naturligvis endte galt.

»Olsen-banden har været terapi for mig. Alle 14 film. De var aldeles ukomplicerede,« har han sagt og om serien, som han så tilbage på som »et eventyr og en gave«, og som han i mange år brugte sommerferierne på at indspille. Samarbejdet med Ove Sprogøe, måske den kollega af alle, han beundrede mest, Poul Bundgaard samt instruktøren Erik Balling, hvis hittepåsomhed, hjertevarme og professionalisme, Grunwald kun havde lovord til overs for, hørte til karrierens bedste minder.

Som udødelige Benny i »Olsen-Banden i Jylland« sammen med Ove Sprøgøe og Poul Bundgaard som henholdsvis Egon og Kjeld. Grundwald fandt selv på Bennys lille hop under en idnspilning. »Dét, du lavede der, det må du aldrig holde op med", sagde instruktøren Erik Balling til ham næste dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rolf Konow.

Gennem alle årene blev Grunwald også hyldet i det Tyskland, der tog den uheldige bande til sig i lige så høj grad som danskerne. Det var også Erik Balling, der gav ham opgaven som den frisindede maler Ernst Nyborg, som prøver at sætte lidt fut i Maude Varnæs' bedsteborgerlige tilværelse i et enkelt, mindeværdigt afsnit af TV-serien »Matador«. Senere skulle Grunwald, nu bakket op af sin status som seriøs teaterdirektør, give liv til roller som bryske myndighedspersoner, for eksempel som københavnsk kulturborgmester i Søren Faulis tv-film »Den store Kult-tur«, eller senest – og smukkest – som lægeægtemanden, der hjælper sin mangeårige hustru, spillet af Ghita Nørby, med at begå selvmord i Bille Augusts »Stille hjerte« (2014). »Morten Grunwald har både roen i diktionen og de sørgmodige øjne, der gør, at casterne skal have fantastisk stor ros for alle valgte skuespillere,« skrev Berlingske i anmeldelsen af filmen.

Slidstærkt ægteskab

»Jeg føler, jeg har været brandhamrende heldig. Men på en eller anden måde var jeg også altid til stede, når heldet bød sig,« mente han i et af de sidste interviews. Heldet gjaldt også i kærlighed. Siden 1965 delte Morten Grunwald livet med kollegaen Lily Weiding i et af dansk teaters mest slidstærke ægteskaber. Et samliv, som ikke bare blev udlevet i hjemmet i Skodsborg, hvor de delte glæden ved billedkunst og litteratur, men som i mange år strakte sig til teatret. Begge blev de udnævnt til æresmedlemmer af Skuespillerforeningen af 1879 i 2015. Det manglede bare. Få har med sin virkekraft, ambition og autoritet haft så stor betydning for dansk teater som Morten Grunwald.

Morten Grunwald var ramt kræft i skjoldbruskkirtlen, en sygdom, han fortalte åbent om i oktober 2018.

»Jeg har fået tilbudt strålebehandling, men det vil jeg ikke. Jeg er 83 år. Jeg ved ikke, om der er måneder eller længere, men så er det det. Jeg har haft et langt og godt liv,«  fortalte han ugebladet Se og Hør.

»Vi fødes overskrævs på en grav,« sagde Samuel Beckett i et af de stykker, som Grunwald gang på gang vendte tilbage til og selv nåede at spille med kollegerne fra Olsen-banden, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard, »Vi venter på Godot«.

Morten Grunwald svarede på den kendsgerning ved at bruge hele sig selv. Livet er måske nok kort, men hans karriere i dansk teater og film formede sig som en lang og lykkelig fortælling.

Morten Grunwald blev født 9. december 1934 og sov stille ind på Sankt Lukas Stiftelsen onsdag aften efter kort tids indlæggelse. Han efterlader sig hustruen Lily Weiding og tre døtre.

Foto: Kasper Palsnov.