Ugen, hvor døren til hverdagen blev åbnet på klem

Dennis Sørensen blev 36 år.

Han døde i denne uge efter at have passet sit job som sosu-assistent på en coronaafdeling på Bispebjerg Hospital indtil han selv blev syg. Hans krop brød sammen, og han udåndede uden sine kære omkring sig.

Han var blandt dem, der udgør de daglige dødstal, som det bliver sværere og sværere at minde sig selv om var mennesker af krop og sjæl for et øjeblik siden. På Facebook havde han sat teksten »Jeg er ikke hjemme – jeg passer på Danmark« ind som profilbillede, og i en kommentar under skrev hans far for tre uger siden:

»Pas på dig selv mellem corona-patienterne på Bispebjerg Hospital.«

Faderen fortalte B.T., at hans søn havde været lidt overvægtig men ellers var sund og rask. Hans kæreste, der også er smittet, er for ødelagt til at udtale sig. Dennis Sørensen døde på grund af smitten uden sine kære omkring sig. Han var egentlig testet negativ, få dage senere blev han indlagt. Få dage efter det svigtede hans lunger, hjerte, nyrer og lever.

Skader på flere organer

Samtidig med offentliggørelsen af hans død bragte Berlingske en artikel om, at studier fra USA og Kina indikerer, at mange patienter også får nyrebetændelse, hjerteproblemer, hjerneskader, blodpropper og leverskader. I den oprindelige artikel i Washington Post spekulerer en af kilderne, Brennan Spiegel, der er redaktør på et amerikansk tidsskrift om mavesygdomme og infektioner, i, at virussen måske er et langt mere sammensat bæst, end vi troede:

»Er det en hybrid af alle mulige forskellige virusser? Det, vi er ved at finde ud af, kan være, at virussen ikke kun flytter ind i ét organsystem.«

Eller med andre ord: Ingen aner det mindste.

»Det svære for os som læger er, at vi ikke kan rådgive patienterne ordentligt om, hvordan de kan forvente, sygdommen vil udvikle sig, fordi vi ved for lidt,« sagde ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen til Ingeniøren og tilføjede mere optimistisk:

»Men bare rolig. Det kommer. Snart ved vi meget mere om denne nye sygdom.«

Endnu ved ingen, hvad det er, vi snart finder ud af. Vi famler stadig blændet af cytokinstorme og mørketal. Det er i den uvished, i det ubetrådte land, at Mette Frederiksen forsøger at gå på line mellem økonomi og overlevelse, mellem trivsel og sikkerhed.

Individ eller population

Dennis Sørensen er inkarnationen af den konflikt, der hele tiden ulmer under overfladen. Mens nogle ser et elsket menneske, der endte med at betale den højeste pris for at passe sit arbejde, ser andre en stabil population med så små udsving, at det ikke retfærdiggør fyringer, nedskæringer, ustabilitet og udskydelse af andre patienter. Sidst på ugen viste tal, at covid-19 ikke har ført til overdødelighed i Danmark. Hedebølgen i 2018 var indtil videre mere dødelig. Faktisk er dødeligheden på det laveste niveau i fem år.

De tomme coronaafsnit og intensivafdelinger intensiverede kritikken af Mette Frederiksens nedlukning af Danmark, der spredte sig fra sundhedsøkonomer og cost-benefit-tænkende overlæger til andre dele af samfundet. Hun har rent ud sagt sejret ad helvede til. De italienske tilstande, som lignede et varsel om det, der ville ske i Danmark med 14 dages forsinkelse, udeblev. Vi gik i ly for stormen, og mens fastliggere småbrokkede sig over sommerhusejere, blev landene omkring os langt hårdere ramt.

Herhjemme var forløbet så mildt, at folk fandt stadig mindre skærmydsler at ærgre sig over. For eksempel kritiserede specialestuderende i statskundskab Rasmus Engelmand Olsen vistnok i ramme alvor i Universitetsavisen, at Københavns Universitet ikke udskød hans specialeaflevering i fire uger:

»Jeg er ufokuseret, træt, og jeg har behov for at gå mange ture i solen. Kort sagt har jeg behov for at være menneske.«

Visdommen fra Vietnam

I USA kom menneskelivets vilkår helt tæt på. Mens disse linjer skrives, har 22 millioner mennesker mistet arbejdet, mens 28.580 har mistet livet. Dødsangsten og sørgmodigheden over den tabte normaltilværelse kan aflæses i hvert citat.

»Vi hungrer efter en hurtig »sejr«. Men jeg mindes billeder fra Anden Verdenskrig, hvor folk i London gik på arbejde med mapper i hånden blandt sønderbombede bygninger. Jeg tror, vi må besinde os på en lignende periode i historien, mens vi forliger os med verdens kaos og vores egen dødelighed,« som forskeren Stephen Kissler fra Harvard University sagde til The Atlantics videnskabsjournalist Ed Yong, der i samme artikel mindede om lærdommen fra Vietnam-veteranen Jim Stockdale.

Stockdale blev tortureret i en fangelejr i syv år. Han fortalte senere, at de, der bukkede under i lejren, var de optimistiske: »Dem, der altid sagde »vi slipper ud inden jul«. De omkom af hjertesorg.«

Han overlevede selv ved aldrig at tvivle, selv om han så den brutale virkelighed i øjnene:

»Vi kommer ikke ud før jul.«

Med andre ord: Vi klarer den. Vi ved bare ikke hvornår, og imens må vi vænne os til ruinerne og acceptere, at noget dyrebart går tabt.

Digerne

For nogle er det definerende dele af selve ungdommen, der forsvinder. Som den hjemsendte efterskoleelev Lauge Frimer Tholander, der i Politiken så sørgmodigt formulerede tabet af de måneder, hvor et skelsættende år skulle have kulmineret:

»For hver dag, der går, hvor vi ikke er på efterskolen, er vi blot tilskuere til vores sidste tid, der forsvinder mellem hænderne på os.«

Det er lige så man får behov for at være menneske.

Det helvedes dilemma for alle er, at Lauge Tholander er hjemme, og Rasmus Olsen er dvask, fordi vi fik en chance for, at færre ender som Dennis Sørensen. Advarslen fra Italien skænkede os et lille vindue til handling.

Vi nåede at bygge diger, så smitten gik udenom, og derfor vil nogle nu reducere højden, så de ikke skygger for udsigten til fremtiden.

Som direktør for den borgerlige tænketank Cepos Martin Ågerup, der til Ræson fastslog, at »der var tale om en overreaktion, som har påført danskerne enorme omkostninger, og som ovenikøbet kan svække coronaberedskabet på langt sigt og føre til flere dødsfald end nødvendigt«.

I Berlingske stillede journalist Bent Winther spørgsmålet:

»Var det virkelig nødvendigt? Eller var det en politisk overreaktion, da regeringen i løbet af få dage opfordrede danskerne til at blive hjemme, lukkede grænserne, forbød større forsamlinger, kaldte alle danskere i udlandet hjem og sendte særfly ud efter resten, omstillede det danske sundhedsvæsen til et kriseberedskab, som aldrig er set før, og lukkede skoler, daginstitutioner, storcentre, restauranter, frisører, idrætsklubber og store dele af den offentlige sektor?«

Svarene fra de adspurgte eksperter og politikere kan bedst tolkes til et tøvende tjoh, baseret på at det måske nok viste sig at gå bedre end forventet, men forventningen jo netop derfor havde været en anden. Omvendt var tidligere direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen ikke det mindste i tvivl om, at det nemt kunne være gået værre.

»Det er for mig fuldstændigt klart, at hvis vi ikke var stoppet, da vi stoppede, så havde vi stået i en helt anden og meget værre situation – måske ligesom Sverige. Vores mål har været at undgå for mange dødsfald, og det har vi gjort.«

På Facebook gik forfatter Carsten Jensen til angreb på det, han vist regnede for politisk smålighed i kritikkens kerne, og hyldede i stedet Mette Frederiksen:

»... fordi hun i et udfordrende historisk øjeblik formår at legemliggøre alt det bedste i os alle sammen, alt det, der gennem halvandet hundrede år har gjort os til dem, vi er, andelsbevægelse, grundtvigianisme, højskolebevægelse, arbejderbevægelse og, ja, jeg vover at sige det, kulturradikalisme, feminisme og 68-oprør, og som kan opsummeres i de to beslægtede ord, tillid og selvtillid,« skrev han og konkluderede, at vi undgik italienske og spanske tilstande, »fordi vi havde en statsminister, der turde tage svære beslutninger og tale til os med patos og alvor«.

Skal vi være bange eller ej?

Det dæmpede dog ikke presset for at genåbne samfundet. Dels fordi Seruminstituttets matematiske modeller, der hidtil har ramt skævt, da de overvurderede antal indlagte, viste, at man sagtens kan åbne langt mere, uden at smitten kommer ud af kontrol. Dels fordi smitten ud fra ideen om flokimmunitet spreder sig for langsomt, hvilket frisører, tandlæger og storcentre ville kunne sætte skub i. Det er dog uklart, om den teoretiske flokimmunitet stadig er myndighedernes strategi for sameksistens med virus. Som Altingets redaktør Esben Schjørring skrev:

»Et kort besøg på de sociale medier eller avisernes hjemmesider viser, at ingen længere helt ved, hvad regeringen vil. Afbødning eller inddæmning? Hammer eller dans? Alle prøver at hitte rede i det; ingen er helt sikre. Nedlukningen er blevet så succesfuld, fordi vi allesammen har været motiveret af vores frygt for, at vi selv eller vores nærmeste bliver smittet. Skal vi så nu være bange, eller skal vi ikke være bange for covid-19?«

Det sidste er det spørgsmål, det i bogstaveligste forstand er den enkeltes øjeblikkelige livsopgave at tumle med lige nu.

Indblik i strategi

Onsdag gav Seruminstituttets Kåre Mølbak det hidtil bedste indblik i det, der måske fejlagtigt er blevet opfattet som myndighedernes slingrekurs, men måske nærmere er en moderne omstillingsparat, flydende skærpelse af strategien med indsigt. Mølbak fortalte til Ingeniøren, at social distancering havde vist sig at være et »supervåben« i en grad, så den teoretiske flokimmunitet ikke nødvendigvis længere var det uundgåelige slutmål.

»Jeg ser det som en mulighed, at vi kan holde på infektionen, så den sidste del af flokimmuniteten kan komme gennem en vaccine. Det skyldes, at jeg er blevet meget mere overbevist om, at social afstand i sig selv betyder rigtig meget,« sagde han.

I stedet kan strategien være at holde smittetrykket under kontrol og, via frivillig overvågning af borgerne, resolut lukke smittekæder ned.

Genåbningen

Efter længere tids pres fra oppositionen med Venstres menige folketingsmedlem Lars Løkke Rasmussen i spidsen landede regering og partier sidst på ugen en aftale om at åbne mere op for samfundet. Det betyder, at yderligere op mod 27.000 mennesker i visse liberale erhverv nu kan vende tilbage til arbejde som blandt andet frisør, tatovør og kørelærer og accelerere smitten i samfundet. For den københavnske frisør Birthe Thiesen var kundernes reaktion næsten overvældende, fortalte hun Politiken fredag morgen:

»Der er simpelthen bimlet så mange sms’er og beskeder ind lige siden klokken 06.30. Så jeg har hørt den gode nyhed fra mine kunder og ikke medierne. Det er jo fantastisk, og folk skriver tillykke. Man føler sig helt som en stjerne. Det er bare kærlighed,« sagde hun og tilføjede, at hun ville udvide åbningstiden:

»Først kom coronaen, og nu kommer tsunamien – af kunder.«

Imens forløb Socialdemokratiets gradvise genåbning af den offentlige sektor med først skoler og daginstitutioner mere trægt. Selvom et ukendt antal forældre for en sikkerheds skyld holder deres børn hjemme, så mødte mange børn glade op til første skole- og institutionsdag i umindelige tider. Få ting fjerner frygt som glæden over at se sit barn løbe mod lykken uden at ænse andet end sine savnede venner.

Flere steder i landet er der dog reelt tale om en udvidet nødpasning og nødundervisning på stærkt nedsat tid. Det er ikke uden grund, at ikke en eneste af de traditionelle toværelses vuggestue- og børnehavelejligheder, der ligger i Københavnske etageejendomme, var en del af udflytningsreformen fra hovedstaden til Udkantsdanmark.

I stedet er pladsforholdene så miserable, at københavnske forældre er blevet inddelt i et hierarki, hvor offentligt ansattes børn bliver prioriteret først, efterfulgt af børn af dysfunktionelle forældre, mens privatansattes børn må blive hjemme og trykke næsen flad mod iPaden, hvis der ikke er plads i institutionen.

Det er, som vi kender det fra stewardessernes fagter i midtergangen. Man skal sikre sig selv, før man sikrer andre. Først ålborgenserne Mette Frederiksens og Frank Jensens medarbejdere og klienter, og så privatansatte for at holde flyet i luften, lige inden det rammer jorden.

Dronningens blik

I et kort øjeblik, knap fem minutter torsdag klokken 19.00, trådte trængslerne, angsten og tvivlen dog i baggrunden, da dronning Margrethe takkede befolkningen for sin 80-års fødselsdag. Talen rummede ikke bare et livs erfaring i at få det bedste ud af omstændighederne og tage modgang med et smil, men også en næsten ungdommelig glæde og taknemmelighed.

»I tilbageblikket vil jeg huske min 80-års fødselsdag som noget helt for sig, en af de mest mindeværdige. Også her har det vist sig, at når krisen rammer, kan vi og vil vi forenes i fællesskabet, sammen, men på afstand,« sagde hun med et smil og et indforstået glimt i øjnene, der mere end ord sagde, at alting vil blive godt igen.

Overdødeligheden udeblev i første omgang. Selv om ingen vist helt forstår, hvorfor Dennis Sørensens og andre yngre indlagtes kroppe over hele verden reagerer så voldsomt på en virus, som andre knap bemærker, så forsikrer læger og forskere, at de snart forstår mere af den virus, vi er oppe imod. Børnene er ved at få deres barndom igen. Distancen mellem os var mere effektiv end ventet.

Troen på fremtiden er tilbage.

Nu må det bære eller briste.