Godmorgen og velkommen til dagen, hvor Smukfest i Bøgeskoven ved Skanderborg skulle have været åbnet. Skulle have været – for festen, der i 2019 havde 33.000-36.000 gæster om dagen, er aflyst i år, selvfølgelig på grund af covid-19.
I dag indleder retten i Kongens Lyngby en sag mod tre mænd, der er tiltalt for telefonsvindel for 11 millioner kroner. Ifølge tiltalen lokkede de 157 personer – særligt ældre – til at give oplysninger om personnummer og NemID-koder ved at ringe dem op og udgive sig for at være fra banker og andre. Mandag blev tre andre tiltalte i sagen dømt efter at have tilstået, mens sagen mod de tre mænd i dag kører som en domsmandssag.
I retten på Frederiksberg fortsætter den såkaldte Instrukskommission, som skal kortlægge tidligere udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjbergs (V) rolle i sagen om adskillelse af ægtepar med mindreårige blandt asylansøgere. Kommissionen begyndte 14. maj og fortsætter frem til september.
I eftermiddag er der – formentlig til den kinesiske ambassades store mishag – demonstration for frihed og demokrati i Hongkong foran Udenrigsministeriet i København. Det er Dansk Kina-Kritisk Selskab, som står bag arrangementet.
1) Smittetrykket stiger – særligt i Aarhus og Ringsted
Siden fredag er smittetallene for covid-19 steget, og i Aarhus Kommune, som er særligt ramt, besluttede man tirsdag at skærpe indsatsen på plejehjem og institutioner. Også i Ringsted, hvor man er plaget af et udbrud på slagteriet Danish Crown, er man særligt hårdt ramt og forsøger at inddæmme smitten.
De stigende smittetal fik tirsdag Statens Serum Institut til at fraråde, at politikerne iværksætter den såkaldte fase 4 i genåbningen af Danmark.
Tirsdag kl. 14 viste Statens Serum Instituts statistik, at 77 nye var blevet smittet med coronavirus i Danmark inden for det seneste døgn.
Dermed er i alt 14.073 personer blevet konstateret smittet med coronavirus i Danmark, siden epidemien brød ud.
Antallet af indlagte med coronavirus lå uændret på 24, hvoraf tre befandt sig på intensivafdeling, hvilket var en stigning på en i forhold til mandag. To coronapatienter lå i respirator.
Der var i løbet af det seneste døgn ikke registreret nye dødsfald blandt de smittede. Siden coronapandemiens begyndelse er i alt 616 personer blevet registreret døde med corona i Danmark.
På verdensplan har Johns Hopkins University i USA onsdag opgjort det globale antal smittede til 18.480.000 og det samlede antal døde til 699.575.

2) Økonomer kritiserer regeringens pensionsplan
En række topøkonomer kritiserer regeringen for dens »nye« og »ekstra gode« argument for at indføre en ret til tidligere pension, nemlig at give plads til de unge på arbejdsmarkedet efter coronakrisen. Det er tyndt og i direkte strid med grundlæggende økonomisk viden, lyder det.
»Virksomhedernes lyst til at åbne arbejdspladser afhænger i høj grad af, hvor nemt det er at få de rette folk. Derfor er det farligt at tro, at man kan lave sådan en byttehandel én til én. Der er en meget stor risiko for, at vi mister yderligere arbejdspladser,« siger økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen til Berlingske.
3) Coronatal: Hvis Aarhus var Berlin, ville rejsevejledningen sige nej
Efter stigende smittetal i Aarhus i weekenden, er der blevet indført restriktioner på plejehjem og sociale institutioner i kommunen. Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør for Statens Serum Institut, mener, at myndighederne bør tage et kig på anbefalingerne for indrejse, som man gør det i andre lande.
»De stigninger, som man ser i Aarhus-området, er ganske bekymrende, og det er også ganske bekymrende, at Aarhus nu har et smittetal, hvor man ville fraråde at rejse dertil, hvis det var udlandet,« siger Nils Strandberg Pedersen til Berlingske. Han mener også, at man er nødt til at genoverveje åbningen af skolerne.
4) Små kommuner er afgørende for integration
I 2015 tog yderkommuner som Lemvig og Langeland imod langt flere flygtninge pr. indbygger end de store byer, og noget tyder på, at integrationen på landet lykkes, skriver Kristeligt Dagblad.
Mens værdikampen i medierne består af stormombruste debatter om islamisering, ytringsfrihed og halalkød, er der ofte helt andre jordnære temaer på dagsordenen, når flygtninge boligplaceres i yderkommuner og små landsbyer.
»Integrationen er ofte bedre i de små samfund, forudsat at landsbyerne selv ønsker at modtage flere flygtninge,« siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

5) Godhavnsdrenge stævner staten for 4,5 millioner kr.
»Jeg har været bagud hele mit liv, fordi jeg fik en dårlig start,« siger 63-årige Asger Melbye til Jyllands-Posten.
Han og 14 andre Godhavnsdrenge, der sidste år fik en officiel undskyldning fra statsminister Mette Frederiksen, vil nu stævne staten for mindst 4,5 millioner kr. i erstatning for de svigt og overgreb, de oplevede, da de som børn for 50-70 år siden var anbragt på Godhavn Drenge- og Skolehjem. Her foregik der ifølge forskning vold, seksuelle overgreb samt medicinske forsøg på anbragte drenge i perioden 1945 til 1976.


Det skete i dag for ti år siden:
33 minearbejdere blev fanget i en mine i det nordlige Chile efter et tunnelkollaps. Først efter 69 dage lykkedes det at få dem ud. Redningsaktionen blev dækket af medier fra hele verden.