De er 27 og 30 år og elsker kaffe - nu har de 100 ansatte

På godt fem år har to iværksættere skabt en københavnsk kæde af cafeer under navnet »Mad & Kaffe«. Selv om stifterne, Benjamin Geisler-Helsted og Joakim Lykke Wridt, blot er 27 og 30 år, har de i dag 100 ansatte.

Joakim Lykke Wridt (tv.) og Benjamin Geisler-Helsted er ophavsmænd til konceptet »Mad & Kaffe«, der i dag består af fire cafeer. De er på seks år gået fra nul og niks til 100 ansatte. Nu har de travlt med at betjene kunder i blandt andet deres café på Vesterbro i København. Søren Bidstrup

Man kan komme meget langt med en god idé og gåpåmod. Hvis man er heldig, kan man i processen samtidig skabe og forme sit eget arbejdsliv på den måde, der matcher én selv perfekt.

Et eksempel på det kan man se, hvis man slentrer rundt i de københavnske brokvarterer. Her ligger tre cafeer, som bærer navnet »Mad & Kaffe«, samt én under navnet »Møller – Kaffe og Køkken«. Alle sammen er etableret, ejet og drevet af de to unge og driftige iværksættere, Benjamin Geisler-Helsted og Joakim Lykke Wridt. De er i dag henholdsvis 27 og 30 år og har i dag ca. 100 ansatte.