Studerende hader den – men udskældt undervisning fortsætter

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du kan begynde dagen med at være godt klædt på allerede til morgenkaffen.

 
Fredag indledes et historisk EU-topmøde i Bruxelles, hvor EUs budget for de næste syv år og en økonomisk genopretningsfond skal forhandles. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Godmorgen og velkommen til dagens overblik.

Vi skal både omkring en international korruptionssag, alternativ behandling og et historisk stort lån.

Men først de seneste coronatal.

Bekræftede smittede i Danmark: 13.124 (+32 siden onsdag)

Antal, der har overstået smitten: 12.195 (+13)

Bekræftede døde i Danmark: 610 (uændret)

Antal døde på verdensplan: 589.911

Antal bekræftede smittede på verdensplan: 13.805.296

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her.

Korruptionssag i dansk milliardkoncern sender rystelser gennem tropisk østat

Vi starter her i Berlingske. I tropelandet Mauritius er den nu tidligere vicepremierminister Ivan Collendavelloo blevet tvunget til at forlade regeringen, fordi han angiveligt har været en central person i en sag om bestikkelse.

Og sagen trækker tråde til Allerød i Nordsjælland.

Nærmere bestemt den milliardstore danske industrikoncern Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC), der producerer kraftværker verden over. Ifølge et regionalt medie omhandler korruptionssagen en kontrakt om renovering af et kraftværk i hovedstaden Port Louis til en værdi af flere hundrede millioner kroner.

Som en del af sagen vil Den Afrikanske Udviklingsbank (AfDB) lægge BWSC på is i 21 måneder og ikke etablere nye projekter med den danske virksomhed som et led i et forlig. Ifølge banken er det nemlig »mere sandsynligt end ikke«, at BWSC var indblandet i »svigagtig og korrupt praksis« i 2014 og 2015 i Mauritius.

Historien er på forsiden af Berlingske i dag. Den kan læses online her.

En skandalesag i tropelandet Mauritius trækker nu tråde til Allerød i Nordsjælland. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Ritzau Scanpix.

Europa vil løse coronakrisen ved at tage et fælles lån på 5.590.000.000.000 kroner

Op til dagens EU-topmøde i Bruxelles tegner der sig en bred opbakning til, at de 27 EU-lande vil optage et fælles lån på milliarder af euro, skriver Politiken.

I det forslag, som statsminister Mette Frederiksen skal diskutere med de øvrige EU-ledere, er der lagt op til, at EU låner 750 milliarder euro på de finansielle markeder, som samles i en fond og uddeles til de hårdest ramte økonomier og brancher i EU.

Det svarer til ikke mindre end 5.590.000.000.000 kroner. Ifølge forslaget skal de 250 milliarder euro heraf uddeles som lån.

Historien er på forsiden af Politiken i dag. Den kan læses online her.

Hjerteforeningens direktør skiller sig af med alternative behandlere efter hård kritik

For få dage siden kunne Berlingske fortælle, hvordan Hjerteforeningen, Danmarks næststørste patientforening, har promoveret »helt uforståelig pseudovidenskab«, som en overlæge kaldte det, i form af alternative metoder som fjernhealing, hesteterapi og teorier om at »tænke sig rask«. Alt sammen i bestræbelserne på at appellere til en yngre målgruppe under projektet »P.S. I Love You«.

Nu har Hjerteforeningen valgt at bøje sig for massiv kritik fra Lægeforeningen, hjertelæger, andre patientforeninger og politikere og afbryde samarbejdet med flere af de alternative behandlere.

Men foreningens direktør, Anne Kaltoft, afviser, at Hjerteforeningens omdømme har lidt varig skade.

»Projektet har mange gode hensigter og andre gode aktiviteter. Men jeg fortryder, at det har skabt forvirring. Vi var ikke forberedte på, hvor svært det er for almindelige mennesker at forstå, at den hæderkronede, evidensbaserede Hjerteforening starter et projekt, der er så anderledes end det, vi plejer at lave,« siger hun.

Den historie kan du læse her.

Studerende hader den, men udskældt undervisning fortsætter

Når de studerende fra august igen stempler ind på de videregående uddannelser, må de ikke samles i grupper på mere end 25-30 eller undtagelsesvist 50 personer af hensyn til den fortsatte smitterisiko for covid-19. Det skriver Politiken.

Det har Uddannelses- og Forskningsministeriet besluttet i samarbejde med en række andre ministerier, tilsyn og institutioner.

Det får konsekvenser for den fysiske undervisning, og almindelig undervisning i store lokaler som auditorier vil ikke blive mulig, hvis ikke universiteterne har et stort nok auditorium til, at de studerende kan sidde med afstand til hinanden.

Derfor vil der for en del stadig være tale om onlineundervisning, og det bekymrer blandt andre Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

»Det er ærgerligt, at onlineundervisning fortsætter, for undervisningskontakt er en forudsætning for god indlæring samt god trivsel«, siger formand Søren Fauerskov Hansen.

Den historie kan du læse her.

Arkivfoto. Når de studerende skal tilbage på de videregående uddannelser, må de fortsat  ikke samles i grupper på mere end 25-30 eller undtagelsesvist 50 personer af hensyn til den fortsatte smitterisiko for covid-19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Det sker i dag

I dag er det 75-året for Potsdam-konferencen, der med deltagelse af Harry S. Truman, Josef Stalin og Winston Churchill officielt markerede afslutningen på Anden Verdenskrig i Europa. Konferencen på slottet Cecilienhof i Potsdam afgjorde den politiske og geografiske opdeling af Tyskland i årene fremover.

Britiske Winston Churchill, amerikanske Harry S. Truman og sovjetiske Josef Stalin under Potsdam-konferencen i 1945. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Ritzau Scanpix.

EUs stats- og regeringschefer mødes i dag for at forhandle om EUs budget for de næste syv år samt en genopretningsplan efter coronakrisen. På grund af pandemien er det første gang i månedsvis, at EUs stats- og regeringschefer mødes fysisk. Topmødet skal efter planen vare fra fredag til lørdag.

Derudover afholder EUs beskæftigelses- og socialministre i dag et uformelt videomøde om det arbejdsmarkeds- og socialpolitiske bidrag til en bæredygtig genopretning.

Sundbusserne åbner i dag en rute mellem Helsingør og København. Firmaet sejler normalt mellem Helsingør og Helsingborg, men vil fra i dag sejle pendlere og turister mellem de to danske byer. Første afgang er i dag klokken 8:00 fra Helsingør.

På denne dag i 1936 begyndte Den Spanske Borgerkrig. Det skete med et oprør blandt de spanske tropper i det spanskkontrollerede Marokko og på De Canariske Øer. Krigen mellem Spaniens republikanske regering og nationalisterne anført af general Francisco Franco varede frem til april 1939.

Frivillige fra San Sebastian under den spanske borgerkrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Dagens citat

Diverse statsledere i et indlæg i The Washington Post

»Dette må ikke blive til et kapløb med én vinder. Når en eller flere vacciner viser sig at være succesfulde, skal det være en sejr for os alle.«


En række statsledere fra hele verden har underskrevet et indlæg i The Washington Post, hvori de opfordrer resten af deres kolleger i verden til at være solidariske, når vaccinen mod covid-19 kommer.

»Ingen af os er sikre, indtil alle er sikre,« lyder det i indlægget, som blandt andet er underskrevet af Sveriges statsminister, Stefan Löfven, New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, Canadas premierminister, Justin Trudeau, samt lederne af Spanien, Sydkorea, Etiopien, Sydafrika og Tunesien.

Kommentaren står i kontrast til USAs præsident, Donald Trump, der i juni annoncerede, at USA havde sat sig på størstedelen af forsyningerne af et lægemiddel, som har vist sig effektivt i behandlingen af sygdommen.