Min farfars flugt fra Den Spanske Borgerkrig

I 1939 måtte min farfar flygte fra general Francos fremrykkende styrker. Han og de omkring 500.000 andre spanske flygtninge fik en kølig modtagelse i det krigsnervøse Frankrig, men takket være en fransk families hjælpsomhed slog han sig ned og slog rødder. 80 år senere fulgte min halvbror og jeg i hans fodspor gennem et nu frit og åbent Europa og fandt paralleller til nutiden.

FRANCE-SPAIN-WAR-MIGRANTS-FILES
Omkring 500.000 spaniere, civile og afvæbnede republikanske soldater, flygtede i februar til Frankrig efter nederlaget til Francos fascistiske oprørsstyrker. Blandt dem var Jonas Parello-Plesner farfar, der først vendte tilbage til sit fødeland efter Francos død i 1975. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Ritzau Scanpix

I disse februardage for 80 år siden flygtede min farfar, Josep Parelló Porta, fra Spanien til Frankrig sammen med sin lillebror Joan. Flugten blev kaldt la Retirada, som er det spanske begreb for den store strøm af omkring 500.000 flygtninge, der forlod Spanien fra 26. januar til 10. februar efter den spanske republiks fald og general Francos sejr. Min farfar endte med at leve resten af sit liv i eksil i Sydfrankrig. Det er en del af min familiehistorie fra min franske far.

Sammen med min franske halvstorebror er jeg gået i Josep og Joans fodspor og tænkt over, hvad Den Spanske Borgerkrig og de to brødres skæbner fortsat har af aktualitet for os i 2019.

Jonas Parello-Plesner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Parello Plesner.

Den historiske hukommelse om Den Spanske Borgerkrig 1936-1939 er nok for nedadgående. Den overskygges naturligt nok af Anden Verdenskrig. Til nød kendes fortsat Ernest Hemingway og George Orwells bøger om livet i de internationale brigader med de tusindvis af unge mænd fra udlandet, som tog til Spanien for at forsvare demokratiet. Selv ikke med deres hjælp lykkedes det at vinde over den spanske oprørshær, der fik støtte af både Mussolini og Hitler, som brugte lejligheden til at teste miltære metoder mod civilbefolkningen, som totalbombningen af den baskiske by Guernica – foreviget i al sin grusomhed i Picassos maleri.

Et skæbnesvangert år

Den 31. januar 1939 fyldte min farfar 31 år. Det blev et skæbnesvangert år for ham. Som 30-årig var han fortsat borger i en demokratisk, spansk republik. Som 31-årig var han eksileret og adskilt fra sin familie.

Nogle år tidligere var han blevet gift med min farmor, Josefina. I 1938, midt i borgerkrigens usikkerhed, fik de en søn, min far. Min farfar arbejdede med tøjkonfektion og var medlem af en mindre fagforening, CADCI. Han var hverken kommunist eller anarkist, som ellers var nogle af de stærke grupperinger i kampen mod Franco. Hans bror, Joan, var mekaniker i hærens hjælpetropper og fik min farfar med. En tredje bror, Isidro, var menig soldat i den republikanske hær.

Den 26. januar faldt Barcelona til Francos tropper, og snart satte de republikanske soldater og civile kurs mod grænsen til Frankrig. Det blev startskuddet til en af historiens største koncentrerede flygtningestrømme inden for så kort tid. I de første dage var det udelukkende civile, som flygtede. Fra 5. februar flygtede soldaterne også og måtte aflevere våbnene ved grænsen.

I 2019 krydsede min halvbror og jeg den samme grænseovergang mellem Puigcerdà og Bourg-Madame, som vi regner med, at min farfar og bror brugte. Der var godt med sne og koldt i Pyrenæerne, bjergkæden som adskiller Frankrig og Spanien. Det havde nok overskredet min farfars vildeste fantasi, at hans danske og franske børnebørn 80 år senere ville følge i hans fodspor, nu omgivet af et frit, åbent og demokratisk Europa.

I dag skal man lede efter grænsen for at finde den. For os var det nemme skridt at tage i sneen. Mobiltelefonerne virker på begge sider. Man kan betale med euro. Til nød står der et blåt skilt på hver side af grænsen med landenes navne omkranset af EUs gule stjerner.

I 1939 var virkeligheden en anden. 1939 var et exceptionelt koldt år, hvilket kan ses på gamle dokumentaroptagelser af flygtningene. Det var et spørgmål om liv og død at komme over grænsen. Min farmor skulle have mødtes med min farfar, men i en tid før mobiltelefoner og Google Maps lykkedes det dem ikke at finde hinanden. 10. februar lukkede de fascistiske tropper grænsen. Min farmor og mind far måtte blive i Francos Spanien frem til 1946, før de blev genforenet med min farfar i Toulouse. Dermed oplevede min farmor og farfar syv års adskillelse, men de holdt sammen. I vore dage tilsvarer det nok gennemsnitslængden på et ægteskab. Selvom jeg prøver, er det svært at sætte sig ind i, hvordan det må have været.

Interneret i »helvede med sand«

Da min farfar og hans bror krydsede grænsen, fik de en kølig modtagelse. Frankrig var uforberedt på de enorme menneskemængder. Der var en heftig debat i den Franske Nationalforsamling. Nogle så beskyttelse af spanierne som en forpligtelse i forlængelse af Frankrigs mangeårige humanitære profil. Andre så spanierne og de republikanske soldater, der blev afvæbnet ved grænsen, som en trussel mod sikkerheden. I praksis vandt den sidste tilgang. Frankrig var i februar 1939 et krigsnervøst land, som snart ville blive overrendt fra nord af Nazi-Tyskland.

Jonas Parello-Plesner på skuldrene af sin farfar, Josep Parelló Porta. Det er 80 år siden, at farfaderen flygtede fra Spanien til Frankrig, da den spanske republik faldt fra hinanden efter general Franco sejr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto .

En række midlertidige lejre blev oprettet. Brødrene endte i en lejr på stranden ved Argelès-sur-mer sammen med 100.000 andre. Både i dag og dengang var Argelès-sur-mer en lille by med et par tusind indbyggere og en flot, vidtstrakt strand. Den berømte krigsfotograf Robert Capa dokumenterede også Den Spanske Borgerkrig, og han beskrev lejren i Argelès som »helvede med sand«. Det var præcist beskrevet i den forstand, at der i begyndelsen ikke var andet end sand og frysende og sultne mennesker på stranden.

Vi tog også forbi Argelès en vindhylende kold februardag. Vi kunne ikke udholde at være på stranden i blæsten i lang tid. Dengang var der ikke noget alternativ. Der var havet på den ene side og pigtråd på den anden. De spanske flygtninge gravede huller i sandet for at finde ly for blæsten. Alt for mange omkom på grund af de ringe vilkår. Senegalesiske tropper til hest holdt brutal orden.

Senere har franske historikere og politikere gjort op med den kummerlige måde, de spanske flygtninge blev behandlet på – også fordi mange af de spanske soldater fortsatte med at kæmpe for frihed i Europa i de frie franske styrker. I Paris er der i dag mindesmærker for en bataljon af spanske soldater, som var med til at befri byen i 1944.

Flygtninge dengang og nu

Min rundrejse i farfars fodspor har skærpet min glæde over, at vi i dag lever i EU, hvor grænser ikke længere adskiller familier, og hvor der ikke længere hersker diktatorer. Min farfars bror, Joan, vendte tilbage til Francos Spanien, hvor han blev smidt i fængsel og senere begik selvmord. Min farfar ventede med at vende hjem til efter Francos død i 1975.

Min farfar levede derfor som flygtning i størstedelen af sit liv. Det var før FNs flygtningekonvention. En flygtnings redning var oftest hæderlige og hjælpsomme mennesker i værtslandet. I min farfars tilfælde var det en venlig fransk familie i Toulouse, som gav ham arbejde og ophold. Han slap dermed udenom de benhårde tyske arbejdslejre, som ellers indfangede mange spaniere i det samarbejdsvillige Frankrig.

»Min rundrejse i farfars fodspor har skærpet min glæde over, at vi i dag lever i EU, hvor grænser ikke længere adskiller familier, og hvor der ikke længere hersker diktatorer.«


Flygtningespørgsmålet er brændende aktuelt i 2019, efter at Europa har taget imod endnu en stor mængde flygtninge og immigranter i 2015. Ligesom i Frankrig dengang i 1939 raser debatten om vores moralske ansvar versus sikkerhedshensyn og integration. For mig viser historien om de spanske flygtninge også, at begge sider har en forpligtelse. Nabosamfund bør beskytte forfulgte flygtninge – og det kan gøres bedre end Frankrigs kummerlige lejre i 1939. Men flygtninge har også en forpligtelse til at vise villighed til at bidrage til værtslandet. Omkring en tredjedel af nutidens befolkning i departementet Pyrénées-Orientales har rødder i Spanien og la Retirada. Det er et levende vidnesbyrd om Den Spanske Borgerkrig i Sydfrankrig. Det har beriget, ikke forarmet Frankrig. Min farfar blev aldrig fransk statsborger, men det gjorde næste generation med min far og hans bror. Integrationsvejen gik gennem det franske uddannelsessystem.

Som europæisk dansker havde jeg sammen med min halvbror en magisk eftermiddag på byarkivet i Iqualada – en søvnig catalansk by, som jeg aldrig har besøgt før, men nu har en forbindelse til. Det er her både min farfar og min far blev født. På et kaudervælsk af fransk, catalansk og spansk (som min storebror taler) fik vi udleveret alt fra fødselsattester til giftemålserklæringer.

Det forstærkede også min sans for, at krigshistorier aldrig kan fortælles udelukkende sort og hvidt. Min farfars svoger, Eduard, blev dræbt i 1936. I familien var hans død omgærdet af en vis mystik, men vi fandt hans historie i arkivet. Han var skuespiller, men også katolsk engageret og royalist, hvilket var tilstrækkeligt grundlag for, at »den røde terror« – ikke Francos støtter – gjorde det af med ham i en periode, hvor linjerne blev tegnet stærkt op.

Fra Franco til Assad

På samme måde har jeg en familieskepsis over for fortællingen om, at Anden Verdenskrig var demokratiernes entydige sejr over diktaturet. Franco, som samarbejdede med Hitler og Mussolini, fik lov at blive siddende på trods af massehenrettelser og hans fascistiske falangistbevægelse. En FN-resolution fra 1946 skulle presse ham ud, men den mistede hurtigt støtte. Med den Kolde Krigs begyndelse blev Francos anti-kommunisme hans vej tilbage i det internationale selskab – kronet af et besøg af den amerikanske præsident Eisenhower.

Parallellen her 80 år senere er Assad i Syrien. Vesten har støttet FN-resolutioner, som skal sikre, at »Assad must go«, men også i 2019 ser realpolitikken ud til at vinde. Ligesom med Franco vinder Vesten ikke det ved forhandlingsbordet, som vi ikke var villige til at kæmpe for. Rusland og Iran sikrer, at Assad forbliver. Demokratiet får desværre fortsat trange kår i Syrien.

For mig har Den Spanske Borgerkrig også fortsat den klare aktualitet, at den viser, at demokrati er værd at kæmpe for. Jeg tror ikke, at min farfar og hans brødre oprindeligt var særligt stærkt politisk engageret. Hvis ikke borgerkrigen var brudt ud, havde min farfar sikkert ønsket sig et fredeligt liv i Iqualada med sin familie i stedet for adskillelse og eksil. Men når forholdene ikke muliggjorde det, måtte der tages stilling. Demokrati og frihed er det værd.

Men det nuværende demokrati i Spanien og Frankrig er under pres på andre fronter. På vores rundrejse gennem Catalonien så vi talrige catalanske uafhængighedssymboler og skilte om, at de politiske fanger skal løslades. Der henvises til de fængslede catalanske regionalpolitikere, som var med til at arrangere den grundlovsstridige folkeafstemning om uafhængighed i 2017. I vores samtaler med familie og venner i Barcelona kom diskussionen også uundgåeligt ind på lokaldemokrati og uafhængighed. På trods af mine catalanske rødder har jeg svært ved at forstå uafhængighedsdriften, nu hvor Spanien er demokratisk og en del af et frit Europa.

Da vi kørte ind i Frankrig, mødte vi de gule sikkerhedsveste (gilets jaunes) ved en rundkørsel i Perpignan. De var en sammenblanding af alt muligt fra hærgende lømler, muligvis ansporet af russisk social medie-indblanding, der puster til ilden, men også til en vis demokratisk debatfornyelse med rundkørselssammenhold. Europas demokratiske rejse er langtfra ovre.

Jonas Parello-Plesner er barnebarn af spansk-catalanske republikanere.