Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Spansk valg viser sund tendens: Plads til protest, men ansvar er vigtigst

Vi har både brug for partier, der med rabalder og protest repræsenterer frustrerede vælgere, og ansvarlige partier, der tager bestik af protesterne og fører en balanceret politik.

Støtter af det højrenationale parti VOX afventer valgresultatet i Madrid 28. april. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susana Vera / Reuters / Ritzau Scanpix

Der er opbrud overalt i Europas demokratier. Debatten er ophedet, nye partier opstår, og flere steder tager det meget lang tid at danne regering efter valgene.

Spanierne har om nogen lagt land til en sådan opbrudsstemning – endda inklusive Cataloniens voldsomme løsrivelsesforsøg og den deraf følgende forfatningskrise. Søndag afholdt Spanien det tredje valg på kun tre et halvt år, og her blev resultatet fra jordskredsvalget i 2015 cementeret: Det topartisystem, som har fungeret siden Francos død, eksisterer ikke længere. De sidste par år har Spanien haft fire store partier, og nu er der fem: Det splinternye højrenationale parti Vox kom ind med 10 procent af stemmerne. Dertil kommer de mange små regionale partier.

Det gamle moderate socialistparti PSOE blev dog valgets store vinder, og premierminister Pedro Sánchez kan efter alt at dømme blive siddende. Dog venter besværlige og sandsynligvis langvarige forhandlinger forude, for støtte alene fra det venstrepopulistiske Podemos er ikke nok. Sánchez er også nødt til at bejle til de mindre partier, og der er spænding omkring de i øvrigt fremgangsrige catalanske separatistpartier, som udløste valget ved at nægte at stemme for regeringens finanslov. Sanchez har dog alt andet lige flere manøvremuligheder, end han havde før valget, og det er godt nyt for stabiliteten i spansk politik.

Det er vigtigt, for netop politisk stabilitet er afgørende for at få løst de store udfordringer, som Spanien står over for: Det catalanske spørgsmål, økonomiske reformer og den stigende tilstrømning af migranter fra Nordafrika.

Stabilitet er dog ikke lig med stilstand. Politisk udvikling er helt nødvendig, ikke mindst i en opbrudstid, og her spiller de nye yderligtgående protestpartier som for eksempel Vox en væsentlig rolle: De repræsenterer frustrerede vælgere, og de får de moderate partier til at forstå alvoren – for eksempel i forhold til den ukontrollerede migration til Europa.

Det betyder ikke, at de højrenationale partiers politik som sådan er fornuftig – så langt fra. I Vox’ tilfælde er der blandt andet tale om en fremmedfjendtlig retorik, afstandtagen til homoseksuelle og en insisteren på dybt konservative familie- og kønsværdier samt ikke bare modstand mod den catalanske separatisme, men en permanent afskaffelse af selvstyret.

Vox har skabt store problemer for det gamle borgerlige parti PP, som fik et katastrofevalg og har blødt vælgere både til højre og venstre inden for blokken: På den ene side til Vox, og på den anden side til det nyliberale Ciudadanos, som gik markant frem. Det dårlige resultat for den samlede borgerlige fløj betyder derfor, at Vox næppe kommer til at veksle sine mange mandater til politisk indflydelse i traditionel forstand. Indirekte har partiet dog allerede sat store aftryk.

Det samme ser vi blandt andet i Sverige i disse år, hvor den politiske isolation af Sverigedemokraterne ikke har forhindret partiet i at åbne særligt de borgerlige partiers øjne for de store problemer med kriminalitet, social kontrol og arbejdsløshed i de muslimske parallelsamfund.

Denne indirekte indflydelse er væsentlig. Og så længe protestpartierne ikke får direkte magt, men i stedet overlader det til de moderate partier at tage bestik af frustrationerne og tænke dem ind i en afbalanceret, ansvarlig politik, kan der faktisk være tale om en gavnlig cocktail, der driver den politiske udvikling fremad.

AMALIE LYHNE