Huawei bombarderede fire ministerier med breve: »Jeg har hørt om Socialdemokratiets store sejr«

Huawei har i månedsvis ført en kampagne for at påvirke den danske regering til at tillade Huawei-komponenter i det kommende 5G-net. Det viser dokumenter, som Berlingske har fået adgang til. Indholdet er usædvanligt og til tider truende, siger eksperter.

Den kinesiske lykønskning landede hos Dan Jørgensen (S), kort efter at han var tiltrådt som minister.

Brevskriveren havde hørt om udfaldet af det danske folketingsvalg i juni sidste år. Nu sendte han og verdens største producent af teleudstyr sit »varmeste tillykke« til den nyslåede danske klimaminister.