Politikere vil have både kultur- og justitsministeren i samråd efter afsløringer i Radio24syv-sagen

Medieordførere over en bred kam vil nu have fuldstændigt afklaret, hvem der tog beslutningen om, at Radio24syv måtte lukke og slukke. Flere partier vil indkalde kulturministeren i samråd.

 
Siden Radio24syv sendte for sidste gang i november er diskussionerne om radiokanalens lukning stadig i gang. Få et overblik her. Fold sammen
Læs mere

Partier fra venstre til højre vil nu kræve tilbundsgående forklaringer fra regeringen om det forløb, der førte til, at Radio24syv stod tilbage som taber af det omstridte udbud om Danmarks nye kulturradiokanal.

Hos regeringens støtteparti Radikale Venstre lyder meldingen, at partiet vil kalde både landets kulturminister, Joy Mogensen (S), og justitsminister Nick Hækkerup (S) i et fælles samråd.

»Vi giver ministrene chancen for at lægge alt frem, og vi vil se al kommunikation, der har været om sagen. Det her handler ikke kun om Radio24syv. Det handler også om din og min retssikkerhed,« siger medieordfører Jens Rohde (R).

Jens Rohde oplyser, at han har aftalt med de Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, at partiet vil indkalde til det fælles samråd i Kulturudvalget og i Retsudvalget.

»Vi har forsøgt at spørge og spørge, men jeg oplever, at vi bare er blevet spist af med snak. Kulturministeren skal påtage sig ansvaret nu,« siger Jens Rohde om de Radikales beslutning.

Rystet over forløbet

Reaktionerne kommer, efter at Berlingske i dagens avis kunne fortælle, hvordan det uafhængige Radio- og TV-nævn stort set bare godkendte den evalueringsrapport, som afgjorde, hvem der skulle sende radio på den nye DAB-kanal.

Hidtil hemmeligholdte dokumenter viser, at beslutningen formelt blev truffet af nævnet, men skete efter indstilling fra nævnets sekretariat, som altså består af embedsfolk fra Slots- og Kulturstyrelsen. Nævnet valgte slavisk at følge embedsværkets karaktergivning til de forskellige bydere. Og det blev dermed, som embedsværket under kulturministeren foreslog: Radio Loud vandt, og Radio24syv måtte lukke og slukke.

De nye oplysninger får også Jacob Mark, medieordfører i SF, til at kræve handling fra kulturministeren.

»Jeg vil have et møde med ministeren, de andre partier og embedsmændene bag det her for at finde ud af, hvad der er op og ned. Hvis det ikke nytter, må vi tage et samråd,« lyder det fra Jacob Mark.

Samtidig undrer Jacob Mark sig over hele forløbet, for han mener ikke at kunne huske, at han og SF på noget tidspunkt har fået at vide, »hvor central en rolle embedsmændene har spillet i afgørelsen«.

»Vi har i timevis spurgt nævnet og de enkelte personer ind til det tekniske, til forløbet og til afgørelsen. Og så skal det komme frem via hemmelige dokumenter, at beslutningen nærmest blev taget et andet sted. Det er jeg rystet over,« siger han.

Retssagen falder til jorden

De Radikale vil ud over kulturministeren have justitsminister Nick Hækkerup (S) til at besvare spørgsmål, fordi sagen om Radio24syv efter partiets mening har udviklet sig til at være en principiel sag om borgernes retssikkerhed.

Radio24syv tabte nemlig ikke blot muligheden for en ny sendetilladelse. Også muligheden for en kommende retssag mod Radio- og TV-nævnet ser ud til at falde til jorden.

Det var ellers en sejr for Radio24syv, da Borgerretsfonden, som er sat i verden for at bekæmpe magtmisbrug, meddelte, at den ville støtte Radio24syvs retssag med tre millioner kroner.

Fonden modtog derefter et brev om, at fondens millionstøtte til radiokanalen var blevet givet på et forkert grundlag. Brevet kom fra Civilstyrelsen, der hører under justitsministeriet og har til opgave at føre tilsyn med, hvordan fondens midler bliver anvendt. Uden millionerne er det ikke sikkert, at retssagen kan blive finansieret.

»Jeg forventer, at hun som minister (Joy Mogensen, red.) sørger for, at regeringens advokat, Kammeradvokaten, ikke lægger hindringer i vejen for, at denne sag kan komme til at køre. For det er principielt vigtigt, at det her bliver prøvet ved retten,« lyder det fra Jens Rohde (R).

Jens Rohde vil før samrådet ikke kommentere på, hvorvidt han mener, at forløbet skal have yderligere konsekvenser for ministeren.

Afviser politisk indblanding

Liberal Alliances medieordfører, Henrik Dahl, har i Berlingske sendt hård kritik afsted mod forløbet – han kalder hele sagen for et »vulgært embedsmandsvælde«.

Også han mener, at Folketingets partier sammen må sørge for at lægge pres på regeringens ministre for at få afdækket, hvad der er sket i udbudsprocessen.

»Trin et må være at få afdækket, hvad der egentlig er sket. Vi kan godt tage et samråd, men sandheden er, at der ikke kommer så meget ud af de her samråd,« siger Henrik Dahl.

Til nyhedsbureauet Ritzau har Venstres medieordfører, Britt Bager, ligeledes meldt sig i rækken af ordførere, der ønsker at kalde kulturministeren i samråd.

I skriftlige svar til Berlingske har Slots- og Kulturstyrelsen, kulturminister Joy Mogensen og formanden for Radio- og TV-nævnet tidligere afvist, at der skulle have været nogen form for politisk indblanding i afgørelsen. Læs de fulde svar her.