Godmorgen og velkommen til denne fredag, hvor der er mulighed for at byde på den afdøde Nirvana-forsanger Kurt Cobains guitar. Her ville dine indefrosne feriepenge formentlig kun kunne hjælpe dig et lille stykke af vejen – udgangsprisen løber op i 6,5 millioner kroner.

Men først dagens coronatal:

  • Bekræftede smittede i Danmark: 12.344

  • Indlagte: 38

  • Indlagte på intensiv: 6

  • Antal døde: 600

  • Bekræftede smittede på verdensplan: 8.464.739

  • Døde på verdensplan: 453.289

Du kan læse mere om dagens coronatal i Danmark her og på verdensplan her.

Erhvervsliv i oprør over kaotisk genåbning

Gårsdagens store historie var regeringens bud på nye rejsevejledninger. De gjorde flere i rejsebranchen glade, men langtfra alle. Politiken fortæller på dagens forside af avisen, at vrede og frustrationer breder sig blandt virksomheder, der mener, at populisme og manglende logik præger regeringens genåbningspolitik. I begyndelsen var opbakningen stor til nedlukningen, men nu er man begyndt at undre sig. For mens politikerne har diskuteret skattefri pengegaver på 1.000 kroner til pensionister, så har hoteller, restauranter og eksportvirksomheder kæmpet for at overleve økonomisk.

Katia K. Østergaard, der er administrerende direktør i hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation, Horesta, siger til avisen:

»Vi skal passe på nu, at genåbningen ikke bliver en popularitetskonkurrence, som handler mere om at please vælgere end om at understøtte et nødlidende erhvervsliv og dermed danske arbejdspladser.«

»Vi var jo i chok ved nedlukningen, og der rettede vi alle sammen ind, for vi skulle jo ikke stå med italienske tilstande. Men selvom der er færre og færre syge og smittede og slet ingen døde den sidste uge, så er det stadig det skræmmebillede, man dyrker i regeringstoppen«, siger Søren Faerber, direktør for Scandic.

Læs historien her.

Berlingske har også skrevet om rejsevejledningerne, som ikke er vand på alle rejsearrangørers mølle. Den historie kan læses her.

Frankrigs tidligere præsident Francois Hollande opfordrer EUs sparebande, og dermed Danmark, til at tænke på Europa.
Frankrigs tidligere præsident Francois Hollande opfordrer EUs sparebande, og dermed Danmark, til at tænke på Europa. Thomas Samson/Reuters/Ritzau Scanpix

Tidligere præsident opfordrer Mette F. til at vise mere europæisk solidaritet

Og så til en opfordring til statsminister Mette Frederiksen (S) leveret af en tidligere, fransk præsident: Hos Jyllands-Posten kan man læse, at den tidligere franske præsident Francois Hollande opfordrer Danmark til at være mere solidarisk med resten af Europa.

»Når man er socialdemokrat, bør man være meget europæisk,« siger Hollande ifølge avisen.

Udmeldingen kommer, kort før der skal forhandles nyt EU-budget og genopretningsfond. Det drejer sig om mange milliarder kroner. Fordi Danmark og en række andre lande som nettobetalere skal betale regningen, arbejder landene for, at beløbet bliver lavere, skriver Jyllands-Posten. Men Hollande mener altså, at Danmark bør tænke mere på Europa.

Læs historien her.

Ansatte på Statens Serum Institut går til modangreb på undersøgelse, som ryster forskere

Berlingske er kommet i besiddelse af interessant brev sendt fra forskere på Statens Serum Institut (SSI) til Kammeradvokaten. Brevet er et svar med kommentarer til et rapportudkast, som statens advokat, Kammeradvokaten, har udarbejdet på baggrund af en undersøgelse af forholdene på SSI.

Det fremgår meget tydeligt, at forskerne ikke er enige i dele af indholdet. Forskergruppen har nemlig påpeget hele 42 fejl og misforståelser, og forskerne opfordrer på den baggrund Kammeradvokaten til at slette, rette eller præcisere adskillige passager.

Læs historien her.

Nu er feriepengene på vej: Så meget vil danskerne bruge på forbrug

Når danskerne inden for de kommende måneder får udbetalt tusindvis af kroner som følge af beslutningen om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge, vil nogen bruge pengene på nye møbler, en cykel, hindbærsnitter eller andet forbrug. Andre vil spare op og betale gæld af. Men hvor mange vil rent faktisk bruge pengene og dermed sætte gang i hjulene i samfundet? Det har Kantar Gallup undersøgt for Berlingske.

Undersøgelsen viser, at man kan forvente, at hver anden krone vil gå til forbrug.

Læs hele historien her.

318 passagerer rejste med coronaramt fly fra Pakistan. Samtlige slap igennem kontrollen i Kastrup

Berlingske kan fortælle nyt i sagen om et af de smitteudbrud, der for tiden holder liv i virussen. Det drejer sig om et fly fra Pakistan til København 6. juni, hvor der har vist sig at være coronasmitte om bord.

Politiet i paskontrollen i Københavns Lufthavn fandt dog ingen grund til at tilbageholde nogle af de 318 passagerer, som 6. juni klokken 10.31 landede fra Pakistans hovedstad, Islamabad, efter mere end syv timer i luften. Samtlige passagerer havde et »anerkendelsesværdigt formål« eller var danske statsborgere, og ingen af dem viste synlige tegn på det problem, som flyet havde med.

Nu har en særlig smitteopsporingsenhed i Styrelsen for Patientsikkerhed konstateret, at mindst 16 passagerer fra flyet er smittet med covid-19, mens yderligere to er blevet smittet efter kontakt med passagerer.

Læs hele historien her.

Det sker i dag:

  • Klokken 9 fortsætter Instrukskommissionen, der er i gang med at undersøge og redegøre for forløbet angående indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere. I dag skal forhenværende Venstre-minister Søren Pind vidne i retten på Frederiksberg.

  • Klokken 10 holder EUs stats- og regeringsledere forhandlinger om EUs genopretningsfond og budgettet for de næste syv år.

Det var dagens overblik.

God fredag!