En række sager rejser spørgsmålet: Har coronavirus været blandt os længere, end vi tror?

I en række europæiske lande har meldingerne de seneste måneder lydt, at coronavirussen kan have gjort sit indtog på kontinentet langt tidligere end først antaget. Det kan ikke – heller ikke i Danmark – udelukkes, siger eksperter. En række danske testresultater tyder dog endnu ikke på tidlige smitteudbrud.

Den 43-årige franskmand Amirouche Hammar troppede op på et hospital lidt uden for Paris i slutningen af december 2019. Han havde tør hoste, feber og åndedrætsbesvær.

På daværende tidspunkt var den nye coronavirus end ikke officielt blevet opdaget i den kinesiske by Wuhan, som senere blev arnestedet for den dødelige coronavirus, og lægerne på det franske hospital behandlede manden for lungebetændelse. Senere blev han udskrevet.