Myndighedernes egne rådgivere advarede om test af tilfældige: »Vores anbefaling er fuldstændig tilsidesat«

Nogle af landets førende eksperter, der rådgiver Sundhedsstyrelsen i bekæmpelsen af covid-19, har advaret imod at teste alle danskere, som regeringen netop har besluttet, lyder det. Beslutningen er ikke sundhedsfagligt begrundet, siger lægeformand.

Det er stik imod anbefalingerne fra en række af myndighedernes egne rådgivere, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har meldt ud, at alle danskere nu kan blive testet for coronavirus.

Sådan lyder det fra flere medlemmer af den ekspertgruppe, som rådgiver Sundhedsstyrelsen om håndteringen af coronavirussen, herunder testområdet.