Øjenvidne til dødsbrand: Han stod ude på vejen og råbte og skreg

Læs mere
Fold sammen

Mens flammerne stod ud af første sal på det hus i Nakskov, der fredag aften brændte ned, løb ejeren desperat rundt på villavejen og tryglede om hjælp.

»Han var fuldstændig i chok. Han råbte og skreg,« fortæller en nabo, som blev vidne til det flammende mareridt, der ifølge Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi ender med at koste et endnu ukendt antal personer livet.

Inde i huset har brandvæsnet efterfølgende fundet op til flere lig, og ejeren af huset er derfor den eneste, der er sluppet ud med livet i behold. Men hvem de omkomne er, ved naboen ikke. Ejeren  boede alene.

»Jeg bor lige ved siden af og kender ejeren godt. Derfor sidder jeg også lidt tilbage med en tom følelse indeni. Jeg kunne intet gøre for at hjælpe ham, flammerne havde allerede taget huset,« siger naboen, der selv er dybt rystet over hændelsen.

Politiet har endnu ikke kunne identificere de døde, men har en formodning om hvem der er tale om. Samtidig er man heller ikke sikker på antallet af dræbte.

Klokken 10 lørdag formiddag går de brandtekniske undersøgelser i gang. Politiet formoder ikke, at der er tale om en forbrydelse og arbejder ud fra, at der er tale om en ulykke.