Ny graf tyder på, at Sundhedsstyrelsen tog fejl: »Jeg sidder med et lille lusket smil«

Da tidligere coronasmittede fik forkortet coronapasset fra 12 til 6 måneder, lød begrundelsen fra Sundhedsstyrelsen, at vaccinerne beskytter bedre mod coronavirus end tidligere smitte. Nu tyder en graf på, at styrelsen tog fejl.

 
Se i videoen, hvad Henrik Ullum sagde ved pressemødet 8. december. Video: Ritzau Scanpix Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tog sundhedsmyndighederne i november fejl, da de vurderede, at vaccinerede personer er bedre beskyttet end personer, der har været smittet med covid-19?

En ny graf fra Statens Serum Institut (SSI) tyder på det.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at man »ved«, at vacciner giver bedre beskyttelse end tidligere smitte.

De nye data tyder på det stik modsatte.

I november blev coronapassets gyldighed forkortet fra 12 til 6 måneder, og dengang lød begrundelsen fra Sundhedsministeriet, at der var »nyere viden om vigende immunitet sammenlignet med vaccination«.

Sundhedsstyrelsen uddybede:

»Vi ved, at beskyttelsen ikke er lige så god for tidligere smittede som for vaccinerede. Det er den begrundelse, der er for at sætte grænsen ned,« sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst til Berlingske og henviste til et notat på vej.

Notatet udkom 30. november, men hverken daværende formand for Epidemiudvalget Stinus Lindgreen (R) eller professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen kunne i notatet finde belæg for, at tidligere smittede skulle være dårligere beskyttet end vaccinerede.

I notatet havde styrelsen udeladt anbefalingen om coronapassets varighed. Afsnittet var »udgået«, fremgik det. Desuden stod der, at det var »videnskabeligt uafklaret«, om vacciner gav bedre beskyttelse mod reinfektion. Det videnskabelige grundlag var altså forduftet.

Sundhedsstyrelsen har tidligere afvist at stille op til interview om dette. Berlingske har på grund af de nye data på ny bedt om et interview, men styrelsen har igen afvist forespørgslen.

Nu viser en graf fra SSI på baggrund af danske data imidlertid, at tidligere smittede har langt bedre beskyttelse mod reinfektion med coronavirus sammenlignet med vaccinerede. Altså det modsatte af Sundhedsstyrelsens påstand.

Grafen viser, at uanset antallet af dage, så er beskyttelsen hos tidligere smittede højere. Efter 180 dage ligger beskyttelsen mod infektion på over 40 procent for vaccinerede, mens beskyttelsen efter samme antal dage ligger på lidt over 80 procent for tidligere smittede, der ikke er vaccineret.

Beskyttelse mod PCR-påvist SARS-CoV-2 infektion

Her er grafen, der viser, at beskyttelsen efter naturlig immunitet er bedre end beskyttelsen ved vaccinen. Fold sammen
Læs mere

Kilde: Statens Serum Institut

Måtte bøje sig

Allan Randrup Thomsen har tidligere undret sig i Berlingske over Sundhedsstyrelsens påstand, og professoren har stået fast på, at den naturlige immunitet i hvert fald ikke giver dårligere beskyttelse end at være vaccineret.

»Jeg sidder med et lille lusket smil, for det passer vældig godt med, hvad der var min opfattelse. Det passer godt med de data fra Israel, som jeg stolede på, og som viste, at der faktisk var bedre beskyttelse efter tidligere smitte,« siger Allan Randrup Thomsen.

Professoren vurderer, at Sundhedsstyrelsen har fokuseret for ensidigt på bestemte studier og på antistofniveauer, fordi man har ment, at antistoffer havde stor betydning for at undgå reinfektion.

»Men når man kigger på antistoffer, så kigger man kun på en del af immunsystemet og får derfor ikke det fulde billede. Jeg har helt i begyndelsen haft samme fornemmelse om, at vaccinen ville give bedre beskyttelse end tidligere smitte, men så begyndte vi at få de epidemiologiske data, der pegede i den modsatte retning, og så måtte jeg jo som videnskabsmand bøje mig for fakta. Vi må erkende, at der er forskel på laboratoriet og det virkelige liv,« siger Allan Randrup Thomsen.

Han advarer imod at konkludere alt for meget på baggrund af de nye tal, for det er ikke sikkert, at de to grupper – tidligere smittede og vaccinerede – kan sammenlignes en til en. Tidligere smittedes adfærd kan eksempelvis være mere risikobetonet.

Ifølge Allan Randrup Thomsen er forskellene i grafen store. Han tør derfor konkludere, at naturlig smitte giver i hvert fald ikke giver dårligere beskyttelse end at være vaccineret, sådan som Sundhedsstyrelsen har sagt.

Folketingets Epidemiudvalg stillede 12. november et spørgsmål til sundhedsministeren, hvori man efterlyste det videnskabelige grundlag for at forkorte coronapassets gyldighed.

Søndag landede svaret fra sundhedsministeren, der skrev, at forkortelsen baserede sig på den vurdering, som Sundhedsstyrelsen offentliggjorde i det førnævnte notat om immunitet. Altså selvsamme notat, der ikke konkluderer, at tidligere smitte beskytter dårligere end vaccination, men beskriver spørgsmålet som »videnskabeligt uafklaret«, og hvori der stod, at anbefalingen om coronapasset var udgået.