Det ved videnskaben lige nu om omikron – og der er også opløftende nyt

Er det sandt, at smittede med den nye coronavariant, omikron, bliver mindre syge? Hvor hurtigt breder den sig, er små børn i særlig høj risiko, og er der en chance for, at omikron varsler pandemiens endeligt? Her er svarene på dine største spørgsmål.

Hvor hurtigt spreder omikron sig?

Med voldsom hast. I Sydafrika, hvor man 24. november og dermed for mindre end 14 dage siden advarede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) om den nye variant, er den sandsynligvis i eksponentiel vækst.

I Danmark har vi på ganske få dage set en »bekymrende stigning« i tilfælde af smitte med varianten – fra 18 bekræftede tilfælde fredag til 183 søndag og til 261 mandag. I Norge, hvor man har haft flere superspredningsbegivenheder i forbindelse med julearrangementer, advarer den nationale helsedirektør Espen Rostrup Nakstad om, at man ikke har kontrol med varianten, og at man må »forvente at den kan dukke op næsten overalt i Norge nu.«