Mit nytårsforsæt: Flere røde bøffer på flyet, tak.

Man kan sagtens sætte tænderne i den ene bøf efter den anden og stadig have et lavere CO2-udslip end de fleste.

Der er mange måder at blive klimavenlig på, der er mere effektive end at forsage det råde kød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Jeg plejede ikke at gøre mig i nytårsforsætter. Ikke fordi jeg ikke har plads til forbedring, bevares. Faktisk kan man sige, at i takt med, at mit stofskifte også nærmer sig de 40, er der blevet mere og mere plads til forbedring. Men det er først i de senere år, at jeg for alvor har set fordelen ved at sætte mig et mål for, hvordan jeg kan forbedre mit liv i det kommende år.

Første gang, jeg satte mig et sådant mål, var for nogle år siden, da jeg havde lagt mærke til, at jeg var blevet mere og mere begejstret for svin. Det kan godt være, at Superman, Edderkoppen og alle de andre kostumeklædte helte har nogle temmeligt heftige superkræfter, men overmenneskelig styrke, røntgensyn og at flyve Jorden rundt på sekunder blegner alle ved siden af svinets enestående evne til at forvandle grøntsager til bacon.

Mit nytårsforsæt var derfor at spise svin mindst én gang om dagen hver dag i det kommende år – det kunne være en skive bacon om morgenen, et stykke brød med skinke til frokost eller skaftekoteletter til aftensmad – for at se, hvad det gjorde ved min livskvalitet.

Det lykkedes, og det var fantastisk! Siden har jeg altid forsøgt at finde et godt nytårsforsæt, og i år er det ikke at lade den megen snak om CO2-aftryk i forbindelse med flyrejser og oksekød gå mig på. Jeg vil spise alle de (meget) røde bøffer, jeg vil, og flyve derhen, hvor jeg vil – så længe bankkontoen tillader det, forstås.

Her kunne læseren indvende, at jeg har spist så meget svin, at jeg er blevet til et klimasvin, men jeg kan forsikre om, at jeg skam går meget op i klimaet. Alligevel har jeg god samvittighed, når jeg stikker gaflen i endnu en blodig bøf. Da fruen og jeg købte hus for fire år siden, var det første, vi brugte de sidste af vores (og bankens) penge på ikke at modernisere køkken og badeværelser, men at efterisolere hele huset, installere solceller og at skifte gasfyret ud med en luft-vand-varmepumpe, ligesom alle vandhaner og toiletter blev opgraderet til vandbesparende modeller. Og det battede altså gevaldigt – både i det økonomiske og det klimamæssige regnskab, skulle jeg hilse at sige.

Men alt det er det rene vand i sammenligning med vores »biologiske« besparelser. Vores to hunde er adopteret fra Portugals gader, og da vi fik dem, var de allerede henholdsvis steriliseret og kastreret (hvis man vil have flere hunde, er der rigeligt at få fra internatet, er holdningen i den frivillige organisation, hvor vi fik dem).

Vores suverænt største CO2-besparelse er dog, at vi ikke har og ikke skal have børn. Misforstå mig ikke, mit ærinde er ikke at føle mig klimamæssigt hævet over folk med børn - Gud forbyde at vi nogensinde får et samfund, hvor folk ikke kan få alle de dejlige børn, de gerne vil – men hvis man sætter en gennemsnitlig families CO2-regnskab op over for vores, kan jeg flyve Jorden rundt i jagten på den perfekte bøf uden at komme i nærheden af dem. Så det eneste, jeg beder om, er at sætte gaflen i lige det, jeg har lyst til, uden at få tudet ørerne fulde af, hvor dårlig samvittighed, jeg skal have over det.

Velbekomme, god rejse og godt nytår.