Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frygtens absurde spisekammer

Supermarkedernes hylder bugner af hystademad, der mest af alt minder om gastronomisk waterboarding. Det kan være svært at forstå for en ældre hvid privilegieblind eurocentrisk mand

TorbenSteno
Foto: Torben Steno Ida Marie Odgaard

Her i begyndelsen af januar er de bekymrede ekstra bekymrede og topmotiverede til at forsage den sidste nydelse til fordel for den eneste ene sande nydelse: Sundheds- og klimaaskesen.

For at holde mig ajour med de seneste remedier til at opnå denne åbenbart efterstræbelsesværdige tilstand lægger jeg ofte vejen forbi de store supermarkeders afdelinger for hystademad. Markedet lyver nemlig ikke. Der er kunder til de mange besynderlige produkter, som på en ældre hvid privilegieblind eurocentrisk mand fremstår mere velegnet til gastronomisk waterboarding, end til frelse.

Modsat hvad man kunne forledes til at tro, findes det marked også langt fra de urbane miljøer, hvor de naturtouperede leverpostejsfarvede sammenbidte piercede veganere normalt trives bedst. Således også i Hässleholm i Skåne. Et uskønt kedeligt lille rum i det falmede Folkhemmet på knap tyve tusind indbyggere, hvor Sverigedemokraterne er det største parti. Mindst tre af byens stormarkeder diverterer med et stort sortiment af helt nye absurditeter til at fylde hylderne i frygtens spisekammer.

I ICA Maxi var i denne uge tilbud på Walden Farms salatdressing. Honey Dijon og den latterliggjorte småborgerlige rejecocktailssovs, Thousand Island. Begge cremede væsker udmærker sig ved at være kaloriefri, fedtfri, kulhydratfri, glutenfri og kolesterolfri!

Honning uden sukker. Hvad kan man ønske sig mere? Jo, at det smager godt. Det gør det absolut ikke. Men det kan jo bare være mig, der ikke er omstillingsparat til de nye tider og nye smage.

Noget tyder på, at »the free dressings« bare er en af de mange overgangsfødevarer, der har rødder i kødkøkkenet og skal føre os frem til de globale hitech-køkken. Producenterne gør nemlig opmærksom, at det er en erstatning for traditionel salatdressing. Der er altså ikke tale om en kulinarisk landvinding.

Det samme gælder det i Danmark mere kendte mærke Naturli, der om sit farsagtige erstatningsprodukt skriver: »Vi troede engang, at kød kun kunne komme fra dyr – den tid er forbi. Vi er stolte af at kunne præsentere Naturli’ Hakket. En verdensnyhed produceret 100 pct. af planter, som du kan bruge præcis som de produkter, du allerede kender i dag.«

Den omtalte fars har jeg også spist. Den bekræfter tesen om, at politik sjældent smager godt. Noget tyder på, at det kræver direkte dovne smagsløg, som teaterdirektør og debattør, Jon Stephensen, der engang i »Søndagsfrokosten« på P1 forklarede, at den slimede masse smagte ganske udmærket som frikadeller, når den råt blev klasket på panden. Jeg kunne dengang ikke lade være med at tænke på, hvordan fortidens kødfrikadeller smagte hjemme hos Jon Stephensen.

Jeg har fuld forståelse for, at mange gerne vil leve sundt og nedsætte klimabelastningen. Det er faktisk også ret interessant at reducere sit kødforbrug og lave vegetariske, ja endog veganske retter og stadig blive stimuleret og nyde måltidet. Det kræver bare lidt kogebogslæsning plus disciplin nok til at tage vejen uden om de »naturlige« industrielle fupnumre.

I værste fald er det eneste, de nærer udover producenternes bankkonto en alt for stærk selvfølelse hos kunderne, der både føler sig sundere og mere kollektivt ansvarsbevidste, end alle vi andre små fedtede klimasvin. Det tror jeg selv Dronningen vil give mig ret i.

God appetit på det nye år.