Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Når det gælder klimaet, er moralen som vinden blæser

Alle taler om klimaet. Men hvem gør noget ved det? Ja, det kommer sandelig an på, hvad der vigtigst: Prædiken eller praksis?

Foto: Kate Copeland

På det seneste er det blevet et stort spørgsmål i klimadebatten, om man kan forlange af politikere, at de efterlever deres egne opfordringer.

Kan Alternativets politikere tillade sig at flyve rundt i verden, når de samtidig opfordrer befolkningen til at lade være? Må de spise røde bøffer? Køre i benzinbiler? Gå i hvide t-shirts?

Argumenterne på begge sider er gode: Fra den ene side lyder det, at hvis man vil prædike moral, må man selv praktisere den.

Fra den anden side lyder det, at en politiker har pligt til at råbe samfundet op for at bane vejen for ny politik, der jo også vil ramme de selvsamme politikere.

Så hvem har ret? Det lader sig ikke uden videre afgøre.

For som den tyske sociolog Max Weber gjorde klart i sin forelæsning »Politik som et kald« i 1919, så findes der to konkurrerende opfattelser af, hvad der er den fineste moral for politikere. Den første handler om, at politik skal bedømmes på sine resultater. Politik er kun god politik i moralsk forstand, hvis den kaster positive resultater af sig for samfundet. Politikeren skal derfor dømmes på virkningen, og ikke på intentionen med politikken. Det hedder ansvarsetikken.

Den anden opfattelse handler om, at politik skal vurderes på, om den understøtter og styrker vores værdier. Her bliver politikeren bedømt på sine intentioner. Den opfattelse kaldes sindelagsetikken.

Grøn gennem teknologi

Hvis man er ansvarsetiker – og det er man ofte på højrefløjen – så vil man sige, at en moralsk klimapolitik aldrig kan bestå i at 5,5 millioner danskere holder op med at flyve og spise røde bøffer. For det gør ingen forskel for det globale klima. Nej, en ansvarlig klimapolitik skal bestå i at fremme forskning i teknologi, som vil kunne nedbringe CO2-udslip i hele verden. Herunder i Kina, som udleder mere end USA og EU tilsammen.

Er man derimod sindelagsetiker – og det er man ofte på venstrefløjen – vil man sige, at eftersom der er bred enighed om, at stigende CO2-udledninger er skadelige, så skal man da ikke fortsætte sin livsstil, bare fordi de andre ikke ændrer deres. At opføre sig ordentligt bør også være et mål i sig selv og kan forhåbentlig inspirere andre.

Begges argumenter har noget for sig. Men begge fløje har også hinanden mistænkt for i virkeligheden at være hamrende ligeglade med klimaet. På venstrefløjen tror man, at højrefløjens forskning og teknologiske gennembrud blot er en lam undskyldning for at udskyde politiske beslutninger. Og når højrefløjen samtidig afviser, at folk bør lægge deres livsstil om, ødelægger den troen på, at forandring overhovedet er mulig.

På højrefløjen tror man til gengæld, at venstrefløjens plantefars og soyamælk handler om religionserstatning og klimacoolness. Og når venstrefløjen samtidig erklærer krig mod væksten, så der ikke bliver råd til teknologisk udvikling, så skader den virkelig klimaet.

Derfor ender diskussionen ofte med at handle om det, der for alvor bringer sindene i kog: Nemlig diskussionen om, hvem der er et godt menneske.

Er det vigtigste, hvad man siger? Eller hvad man gør?

Som udgangspunkt kan alle blive enige om, at det bedste er, hvis man både har høje idealer og samtidig selv opfylder dem.

Men desværre er det ikke så udbredt. Sandsynligvis forholder det sig snarere omvendt.

Lavt CO2-udslip og lav interesse

Når forskere foretager undersøgelser over folks miljøbevidsthed, når de frem til, at det er bunden af samfundet – dem, der har kort uddannelse, tjener dårligt, spiser og drikker for meget, bor i provinsen og dør tidligt – der er ligeglade med klimaforandringer.

Men hvis forskerne undersøger, hvem der udleder mest CO2, for på den måde at slå fast, hvem der er de største klimasyndere, er resultatet et andet. Så er det den højere middelklasse, som har det største forklaringsproblem.

Hvem der er helte og skurke i klimadebatten er altså meget forskelligt, alt efter om man måler på holdninger eller handlinger.

Og det samme gælder givetvis for en række andre store debatter, herunder indvandrerdebatten, hvor man vil få vidt forskellige resultater for, hvem der er de mest tolerante, alt efter om man måler folks holdninger eller undersøger, hvor mange indvandrere man rent faktisk har bosat sig sammen med.

Statistikken virker som en kold tyrker:

Jo rigere man er, jo grønnere og mere tolerant er man – og jo mere CO2 udleder man, og jo længere bor man fra nærmeste indvandrerghetto. Jo fattigere man er, jo mere intolerant og ligeglad med klimaet er man – og jo mindre CO2 udleder man, og jo flere indvandrere har man som naboer.

Så hvad kan kan man udlede af det?

At det er med moralen, som med vejret: Det er aldrig helt godt. Men heller ikke kun skidt.