Ledige skal bekæmpe bjørneklo

Kæmpebjørneklo har flere steder angrebet Hillerød Kommune massivt, og nu sætter kommunen ledige ind i kampen.

Kæmpebjørneklo Fold sammen
Læs mere
Foto: PALLE HEDEMANN

Ledige skal i aktivering som bjørneklobekæmpere. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kommunens forvaltning er dog betænkelig ved forslaget, som byrådet skal tage stilling til på onsdag. Men Louise Colding Sørensen (S), der er næstformand i Teknisk Udvalg og også sidder i Arbejdsmarkedsudvalget, vurderer, at både folk, der har kendskab til planter, og kontorfolk kan komme i betragtning.

- Som arbejdsløs kan man ikke tillade sig at være kræsen, det kunne man i gamle dage, det kan man ikke mere. Jeg har også før hørt om kontorfolk, som kunne have lyst til at komme ud, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet vurderer, at kommunen kan være ude på at skræmme ledige.

- Hvis folk hører, at ledige skal ned at fælde bjørneklo, så er der måske nogen, der afholder sig fra at søge kontanthjælp eller dagpenge og af egen drift finder andet arbejde. Skræmmeeffekt er en veldokumenteret effekt af aktiveringspolitik, siger han. Han vurderer dog også, at det kan have en opkvalificerende effekt på specifikke arbejdsgrupper.

- Hvis det er en der skal kvalificeres til park og vej i Hillerød, er det udmærket. Men er det en højtuddannet akademiker, man sender ud, så tror jeg ikke umiddelbart, det er noget, der kvalificerer, siger Thomas Bredgaard.