København vil være Europas reneste hovedstad

Affaldet skal væk fra gaderne i hovedstaden. København vil med ny kampagne gøre byen til Europas reneste hovedstad i 2015.

Fælledparken behøver ikke lide helt så groft under de svinende københavnere fremover, hvis det står til kommunen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der flyder stadig for meget affald i hovedstadens gader, selvom der i dag bliver fejet, tømt affaldsspande og spulet mere end nogensinde. Sådan lyder det fra Københavns Kommune, der gennem en kampagne vil gøre København til den reneste hovedstad i Europa i 2015.

Mængden af henkastet affald i hovedstaden er steget med 31 procent på 10 udvalgte ruter siden 2011, oplyser kommunen, der som et led i kampagnen har samlet en række offentlige og private aktører, som skal finde nye metoder til at gøre byen renere.

Hos Københavns Kommune glæder centerchef for Teknik- og Miljøforvaltningen Claus Robl sig over, at en række virksomheder og organisationer bakker op om projektet.

- Jeg tror, at det er den fælles indsats og dedikation, der er nøglen. Det er der, man kan se, at indsatsen batter noget, lyder det fra Claus Robl i en pressemeddelelse.

Gruppen består af Jeudan, McDonald’s, DSB, Hold Danmark Rent, Københavns City Center og Dansk Design Center.

Som repræsentant for McDonald’s er franchisetager i København Lars Dinesen positiv over for samarbejdet, der nu skal skabe nye ideer til at nå københavnerne og få dem til at bruge affaldsspanden, når gruppen samles torsdag i denne uge.

- Vores bevæggrunde er, at vi ligesom enhver anden borger i København gerne vil have så pæn en by som muligt. Her kan vi bidrage via vores restauranter og med reklamer, der skal nå borgerne. Vi har tidligere deltaget i lignende udviklingsprojekter blandt andet omkring opsætning af affaldsskulpturer og skraldespande og kan se, at det har en effekt, siger Lars Dinesen.

Kampagnen, der har navnet »Ren kærlighed til KBH«, har i år testet nye kampagnemetoder, der bevæger sig lidt væk fra den traditionelle informationskampagne. Heriblandt med adfærdspåvirkning gennem såkaldt »nudging«.

Nudging handler om at give diskrete vink gennem små ændringer, så de dårlige vaner påvirkes. Derfor pakker Københavns Kommune eksempelvis affaldsspande ind i farvestrålede folie og laver fodspor på vejen, der tydeliggør affaldsspanden. Det skal udgøre den ekstra lille mekaniske, der får folk til at gå de ekstra skridt og smide affaldet i affaldsspanden.

Forskere, der har eksperimenteret med metoden nudging, er da også begejstrede for denne kampagnemodel. I mange tilfælde ligger løsningerne nemlig ikke i dyre informationskampagner, har adfærdsforsker på Syddansk Universitet Pelle Guldborg Hansen, der også er formand for Dansk Nudging Netværk, tidligere forklaret over for Berlingske. Det handler i højere grad om at gøre det lettere for folk at gøre det, de egentlig gerne selv vil.

Det er netop et af målene i kampagnen »Ren kærlighed til KBH«. Ud over selve arbejdet med kampagnen, er det planen, at samarbejdet mellem Københavns Kommune og de øvrige seks parter skal fortsætte, når de nye ideer skal føres ud i livet.