Politikerne i Region Hovedstaden vil nu handle på baggrund af Berlingskes afsløringer om mistede 112-opkald i regionen.
Et flertal i regionsrådet forventes således tirsdag i den kommende uge at godkende et udkast til en intern undersøgelse, som Berlingske er i besiddelse af.
To rutinerede medlemmer af regionsrådet mener imidlertid, at undersøgelsen er utroværdig, fordi den skal udføres af regionen selv i stedet for eksterne eksperter.
»Kan man forestille sig andre steder, hvor den anklagede får lov til selv at undersøge sin sag? Det er nu og her, regionen bør vise, at den har mod og vilje til at lægge alt frem for eksterne eksperter og få en helt uvildig vurdering af det katastrofale forløb, som vi har været vidne til i de seneste dage,« siger Finn Rudaizky, medlem af regionsrådet for Dansk Folkeparti.
Også overlæge og medlem af regionsrådet for Liberal Alliance Niels Høiby er modstander af, at man nu ser ud til at iværksætte en intern undersøgelse.
»Jeg synes ikke, det er en god idé, at regionen skal undersøge sig selv. Man kunne sagtens have bedt Sundhedsstyrelsen om at lave vurderingen,« siger han.
Flere var advaret
Torsdag stod 30 medarbejdere fra regionens akutberedskab frem i Berlingske og advarede om, at antallet af mistede opkald på vagtcentralen var eksploderet.
De frygtede, at de mistede opkald ville koste menneskeliv, og de advarede om, at minimum ti af de mistede opkald havde handlet om borgere med hjertestop.
Siden har Berlingske afsløret, hvordan en medarbejder allerede i februar 2020 advarede den konservative spidskandidat til regionsrådsvalget og formand for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt, om problemet med de mange mistede opkald.
Han henviste medarbejderen til den interne whistleblowerordning, men da intet skete, mistede medarbejderen tilliden til systemet.
I juli 2021 skrev den operative chef for Hovedstadens Beredskab tilmed en mail til chefen for vagtcentralen med advarsel om, at situationen var »på vej til at være kritisk for borgerne«. Han spurgte også, om vagtcentralen havde en plan for at nedbringe 112-køen.
Først efter tre uger og en opfølgende rykkermail fik den bekymrede leder svar fra sin overordnede, der var »fuldt bekendt med problemet«.
Gør medarbejdere til grin
Niels Høiby er »rystet« over afsløringerne, og undrer sig som medlem af regionens sundhedsudvalg over, at han og de andre udvalgsmedlemmer aldrig er blevet orienteret om problemet.
Finn Rudaizky fortæller, at han i sine 12 år som medlem af regionsrådet »aldrig har oplevet noget lignende«. Nu mener han, at man ved at »lukke sig om sig selv« sender et dårligt signal til medarbejderne, der er stået frem i Berlingske, og borgerne i Region Hovedstaden.
»Det er slet og ret at gøre ansvarlige medarbejdere til grin. Borgerne må også ryste på hovedet, og jeg kan frygte, at endnu flere dygtige medarbejdere vil søge væk fra regionen, simpelthen fordi den ikke er en ansvarlig arbejdsgiver,« siger Finn Rudaizky, der »opfordrer til at vende sig mod regionens forslag til undersøgelsen og kræve, at der gennemføres en ekstern analyse af hele forløbet«.
Han og de andre medlemmer af regionsrådet fik tilsendt udkastet til undersøgelsen tirsdag aften. Tirsdag i næste uge skal de så stemme for eller imod.
Undersøgelsen indeholder syv hovedpunkter, som regionen skal redegøre for. Disse er kapacitetsudfordringer, normale procedurer ved mistede opkald, konsekvenser af mistede opkald, kvalitetsarbejde og læring, trivsel på vagtcentralen, løsninger samt en vurdering af håndteringen.
Regionen skal være klar med en redegørelse for alle disse punkter inden for en måned. Og det bekymrer Niels Høiby.
»Det bliver svært at nå til bunds i detaljerne på alle punkter i undersøgelsen, som virker for omfattende. Det vigtigste er at undersøge, hvad det her har haft af konsekvenser for borgerne,« siger han.
»Fornuftigt« med intern undersøgelse
Karin Friis Bach, der er medlem af regionsrådet for Radikale Venstre, forventer at stemme ja til udkastet. Ikke fordi hun er imod en ekstern undersøgelse, men fordi det ifølge hende er »fornuftigt« at lade regionen redegøre for årsagerne til og løsningerne på problemet.
»Det kan sagtens være, at vi også vil have en ekstern undersøgelse, men lige nu er det ret og rimeligt at høre regionens udlægning af sagen,« siger hun:
»Jeg har ikke sagt nej til en ekstern undersøgelse. Men det er et fornuftigt første skridt at få en redegørelse fra regionen, så vi kan vurdere på baggrund af den, om der er behov for yderligere undersøgelse.«
Ligesom Region Hovedstaden skal lave sin egen redegørelse af de mistede opkald, skal også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om sagen. Der er endnu ikke fastsat en dato for samrådet.