Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik, der atter står i coronaens tegn. Det er i dag 11 dage siden, at statsministeren ved et pressemøde tonede frem på TV-skærmen med meldingen om, at landets daginstitutioner og skoler skulle lukkes, og en stor del af danskerne har siden arbejdet hjemmefra.
I dag skal vi forbi historien om, hvordan en erfaren læge på Færøerne har observeret nogle påfaldende forskelle i coronavirussens smittemønster, der kan vise sig at være gode nyheder. Derfra skal vi videre til, at kampen mod coronavirussen kan få vidtrækkende konsekvenser for USAs rolle som supermagt.
Og så er turen rundt om Søerne i København nu blevet ensrettet for at mindske risikoen for smitte mellem københavnere, der hungrer efter sol og frisk luft. Endelig guider Berlingske til en håndfuld nyklassikere, der kan læses, mens tiden snegler sig af sted i covid-19-isolation. Men først:
Det skete, mens du sov
I Københavns Lufthavn så folk stort på advarsler
På trods af myndighedernes gentagne anbefalinger om at holde afstand og ikke være for mange mennesker samlet på ét sted, var der fredag aften tæt pakket med mennesker i Københavns Lufthavn. Ikke mange valgte at holde afstand til hinanden. Det skriver TV 2.
Italien lukker flere virksomheder ned
Italiens premierminister, Giuseppe Conte, tog sent lørdag nye skridt i kampen mod coronavirus, der har kostet 4.825 mennesker i Italien livet.
Al unødvendig produktion, det vil blandt andet sige en række fabrikker, skal således lukke helt, sagde han i en live TV–transmission. Alle fødevarebutikker og apoteker fortsætter med at have åbent, lyder det dog.
Det skriver Ritzau.
Knap en milliard mennesker er sendt hjem under virusudbrud
Knap en milliard mennesker er på verdensplan blevet bedt om at blive indendørs som følge af den globale kamp for at begrænse spredningen af coronavirussen, skriver Ritzau.
Forskere: Vanvittigt, at syge med symptomer ikke testes
En række forskere kritiserer de danske myndigheder for ikke at teste alle med symptomer på coronavirus.
Kritikken lyder blandt andet, at Danmark og andre europæiske lande fejler fatalt i forsøget på at bremse smitten, når ikke alle med symptomer testes. Det skriver Politiken.
»Da min søster fortalte, at test af syge med symptomer var stoppet hjemme i Danmark, troede jeg først ikke på det. Det er helt vanvittigt. Det allervigtigste for at bekæmpe denne epidemi er at vide, hvem som er smittet, og hvem som ikke er. Hvis vi stopper med at teste, har vi spillet fallit«, siger Kristian G. Andersen, der er lektor i bekæmpelse af virussygdomme og sidder i et panel, der rådgiver den amerikanske regering om virusudbruddet.
Læs hele artiklen her.
Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden oplyste lørdag, at de midlertidigt må stoppe test af sundhedspersonale, fordi de mangler udstyr og kapacitet. Læs her om Dorthe Stauning, der er hjemmesygeplejerske og skulle testes for coronavirus, men endte med at vente på en parkeringsplads i tre timer og måtte køre hjem uden en test.
Berlingske har tidligere beskrevet, at den strategi, som Danmark altså har vendt ryggen, bliver brugt med succes på eksempelvis Færøerne. Og om Vibeke, Pelle og Jacob, der fik afslag på coronatest trods symptomer.
Opdaterede tal
Her en update på de seneste tal om udbredelsen af coronavirussen i Danmark og i verden.
Antal bekræftede smittede i Danmark: 1.420
Antal helbredte i Danmark: 1
Antal døde i Danmark: 13
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 307.280
Antal helbredte på verdensplan: 92.375
Antal døde på verdensplan: 13.049
Kilde: Johns Hopkins University
Færøsk grundighed kan ende i en god nyhed
Færøerne har – i modsætning til Danmark – valgt at opspore og kortlægge alle tilfælde af corona. Det har givet et meget detaljeret billede af, hvordan smitten er blevet overført fra person til person. Her bliver det tydeligt, at nogle patienter har smittet langt mere end andre. Hvilket underbygger en allerede eksisterende hypotese om, at der findes to hovedtyper af corona, en såkaldt S-form, der regnes for den oprindelige, og en L-form, der er nyere.
Hvis hypotesen om en mere smitsom variant bekræftes, kan det være et første tegn på, at coronavirussen følger et velkendt – og beroligende – mønster fra influenzaepidemier.
»Meget ofte er det sådan, at når virussen ændrer sig, så ændrer den sig til at blive mere smittende, men mindre sygdomsfremkaldende. Og det ville være fantastisk, for så arbejder vi hen imod, at den groft sagt bliver mere som en influenza. Så kunne vi begynde at se lyset for enden af tunnelen,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Corona kommer til at få vidtrækkende konsekvenser i USA
I USA kan kampen mod corona sammenlignes med at være under angreb. Det kan i sidste ende ændre på landets politiske og økonomiske prioriteter og få voldsomme konsekvenser globalt. Det skriver Jyllands-Posten. Nogle af de mulige konsekvenser tæller en styrkelse af den amerikanske stat, skærpet konkurrence med Kina og en højere grad af isolationisme.
»De fleste kriser, selv forfærdelige terrorangreb som 11. september, har som regel lokalt eller regionalt gennemslag. Hvis man ser bort fra storkrige som Anden Verdenskrig, så er dette den eneste krise, hvor du har en global effekt, hvor alle dele af verden bliver berørt. Det skaber en usædvanlig udfordring, hvad angår omfanget,« siger Michael Chertoff, chef for sikkerhedskonsulenterne Chertoff Group, til Jyllands-Posten.

Københavnerne har fattet budskabet
Hungeren efter solstråler og frisk luft har flere gange bragt københavnere på kollisionskurs med regeringens forbud mod, at flere end ti personer samles. Det har blandt andet været slemt på Dronning Louises Bro og rundt om Søerne i København, hvor mange har set stort på risikoen for at blive smittet med coronavirussen. Men lørdag eftermiddag var budskabet tydeligvis trængt ind: Begge steder var næsten mennesketomme.
Københavns Kommune har desuden taget et nyt værktøj i brug. I samarbejde med Københavns Politi har de nemlig valgt at gøre turen rundt om Søerne i København ensrettet i urets retning. Da Berlingske gik en tur rundt om Søerne lørdag, var det dog de færreste, der fulgte den opfordring.
Kærlighed i coronaens tid
Netop nu, hvor de fleste må nøjes med at åbne velkendte døre til toilettet, køleskabet og soveværelset, kan god litteratur åbne døre til ukendte verdener. Berlingske guider dig til en håndfuld nyklassiske bøger, som alle rummer en stor, til tider dyster læseoplevelse, men ikke kræver en ph.d i litteratur at tygge sig igennem.
Her kan du læse, hvad der kan forsøde din covid-19-isolation
Det sker i dag
Ansøgningsfrist for kvote 2
I dag klokken 12 er der ansøgningsfrist for håbefulde unge, der gerne vil ind på en videregående uddannelse via kvote 2. Fristen gælder for ansøgere, der ønsker at blive vurderet på andet end gymnasialt karaktergennemsnit, ellers som har et andet adgangsgrundlag.
Russisk procession mod corona
I Sankt Petersborg i Rusland vil den russisk-ortodokse kirke gå i procession i håbet om, at det kan føre til en afslutning på coronapandemien.
Aflysninger, aflysninger, aflysninger
Herudover er dagen præget af en lang række aflysninger. Det gælder alt fra Børns Vilkårs Landsindsamling, konkurrencen Årets Kok 2020 til Dronningens deltagelse i en festgudtjeneste for en ny bibel.
Dagens citat
Coronavirus spredes lige nu i Danmark. Hold afstand og vis hensyn - også i solskin. Ellers kan vi ikke bremse smitten. God Weekend PolitietPolitiet i SMS til danskerne





