Testsystem under massivt pres – sundhedspersonale bliver ikke testet: »Danmarks sygeplejersker er soldaterne lige nu, men vi bliver sendt i krig uden uniformer og pistoler«

Sundhedspersonale kan blive testet for coronavirus, hvis de udviser relevante symptomer – men sygehuse kan ikke håndtere de mange test. Flere sygeplejersker har ventet i timevis foran hospitaler og har fået afslag på at blive testet.

Dorthe Stauning er hjemmesygeplejerske og skulle torsdag testes for coronavirus. Hun endte med at vente på en parkeringsplads i tre timer og måtte køre hjem uden en test. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Dorthe Stauning har været syg den seneste uge med symptomer, som kunne ligne covid-19.

Torsdag formiddag kørte den 50-årige hjemmesygeplejerske mod hospitalet for at blive testet for coronavirus. Hun meldte sin ankomst og satte sig til at vente i sin bil på parkeringspladsen, sådan som reglerne foreskriver. Efter tre timer ringede hendes mobil.

I den anden ende spurgte en overlæge, om hun var så syg, at det krævede indlæggelse, fortæller Dorthe Stauning. Det svarede hun nej til og blev derfor bedt om at køre hjem.

Dorthe Stauning vil testes, så hun hurtigst muligt kan vende tilbage og hjælpe til på sit arbejde uden risiko for at gøre mere skade end gavn.

»Når man arbejder i hjemmesygeplejen, passer man mennesker, som er alvorligt syge. Hvis vi ikke ved, om vi selv er syge, ender vi jo med at smitte dem, vi skal passe på. Hvis man ikke tester os, kan det kun gå galt,« siger Dorthe Stauning:

»Hvis jeg bliver testet positiv, så kan jeg gå på arbejde, når jeg er rask, med en helt anden autoritet, fordi jeg er immun og derfor ikke kan smitte folk. Danmarks sygeplejersker er soldaterne lige nu, men vi bliver sendt i krig uden uniformer og pistoler«.

Dorthe Staunings historie er ikke enestående. De seneste dage er flere ansatte i sundheds- og ældresektoren gået forgæves, når de har forsøgt at blive testet for covid-19.

Det til trods for at Sundhedsstyrelsen onsdag kom med nye retningslinjer, som giver ansatte i sundhedssektoren med såkaldte kritiske funktioner mulighed for at blive testet for coronavirus selv ved lette symptomer.

Ifølge Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, er systemet under massivt pres.

»Der er ikke noget galt med retningslinjerne eller hensigten bag dem. Problemet er, at man ikke kan implementere tests af let syge sundhedsmedarbejdere hen over natten, fordi systemet ikke kan håndtere det lige nu. De har ikke kapaciteten ude på sygehusene,« siger Anders Beich.

Som Berlingske kunne fortælle torsdag, blev ansatte på landets plejehjem torsdag morgen ligeledes afvist på stribe, når de henvendte sig til enten læge eller hospital for at blive testet. Nu viser det sig, at ikke kun plejehjemsansatte oplever at blive afvist, også hospitalsansatte med symptomer nægtes test trods de nye retningslinjer.

150 i kø til coronatest

En anden af de sygeplejersker, der torsdag gik forgæves for at blive testet, er Lotte Nørreslet.

Hun er sygeplejerske på det private plejehjem Dagmarsminde, hvor hun arbejder med ældre borgere, som er særligt udsatte, hvis de skulle blive smittet med coronavirus.

I de seneste dage har hun haft forkølelse, let hoste, smerter i led, svær hovedpine og været træt. Med andre ord: Mulige symptomer på coronavirus. Torsdag morgen fik hun en henvisning fra sin egen læge til et hospital i Region Hovedstaden. Her blev hun udstyret med et mundbind og ventede fire timer i sin bil, inden hun måtte kørte derfra igen for at hente sin datter. Uden at blive testet.

»Vi kunne ikke få noget at vide ud over, at der var omkring 150 personer i kø til at blive testet. Da jeg kom hjem, blev jeg så ringet op af en læge, som forklarede, at de på grund af manglende kapacitet kun kan teste dem, som kræver indlæggelse. Så jeg fik at vide, at jeg skulle gå hjem og melde mig syg,« fortæller Lotte Nørreslet:

»Det er vigtigt for mig at vide. Både fordi jeg arbejder med ældre, som kan blive meget syge eller i værste fald dø, hvis de bliver smittet. Men også fordi vi bliver presset, hvis alle skal sendes hjem i 14 dage.«

Meldingen fra flere praktiserende læger er, at de reelt henviser bl.a. sundhedspersonale til tests, som ikke kan udføres lige nu, forklarer Anders Beich fra Dansk Selskab for Almen Medicin.

»Vores medlemmer er frustrerede, fordi de bruger tid på at ringe og henvise til nogle tests, som der flere steder ikke er kapacitet til at udføre lige nu. Lige nu nytter det ikke, at man henvender sig.«

Dermed kan sundhedspersonale blive nødt til at sygemelde sig for en sikkerheds skyld, hvis de har mistanke om, at de er smittet med covid-19,

»Hvis vi ikke kan teste sundhedspersonalet, så må de ikke gå på arbejde i 48 timer efter de er blevet raske efter en forkølelse – og det i en tid, hvor vi har brug for så mange hænder som muligt,« siger Anders Beich.

Styrelse: Der har været knaster

Hos Sundhedsstyrelsen – som fredag sidst på eftermiddagen har præciseret de nye retningslinjer – forklarer Bolette Søborg, at det er første prioritet at teste dem, der er så syge, at de skal tilses på hospitalet.

Men der er også i styrelsen, siger overlægen, »et stort ønske om at imødekomme« behovet blandt pleje- og sundhedspersonale for at finde ud af, om de risikerer at sprede virusset på deres arbejdsplads.

»Vi ved godt, at der har været knaster. Dels er det noget nyt, der skal implementeres, og dels skal vi sørge for, at man også som sundheds- eller plejepersonale er med på, at det i sidste er ende en lægefaglig vurdering, om man skal testes. Der er ikke en lige linje fra arbejdspladsen og ind til podecentret,« siger Bolette Søborg og tilføjer, at testkapaciteten er »det springende punkt«.

»Testkapaciteten er ikke uanet. Hele verden står i samme situation, så der er pres på, og der er reduceret leverance på nogle af de ting, der skal til for at teste. Derfor er det vigtigt, at vi anvender dem mest hensigtsmæssigt,« siger Bolette Søborg.

Er det rigtigt forstået, at man gerne ville teste al det sundheds- og plejepersonale, som har selv milde symptomer?

»Man ville teste dem med relevante symptomer, og det er op til en lægefaglig vurdering. Og som jeg har forstået det, er det en af de knaster, der har været: Om oplevede symptomer står mål med det, lægen forventer, du skal have af symptomer. Og om der er kapacitet, når man kommer til testcentret,« siger Bolette Søborg: »Vi skal lige finde vores vej her«.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danske Regioner før avisens deadline.

Denne uge er flere ansatte i sundhedsvæsenet sendt hjem i karantæne, mens de første tilfælde af coronavirus også er bekræftet. Alene i Region Hovedstanden er 438 medarbejdere til og med 16. marts sendt hjem fra regionens hospitaler. Heraf er 24 smittet med coronavirus. 122 af dem er vendt tilbage på arbejde igen, kunne TV2 Lorry beskrive onsdag.