FEs metoder er blevet kritiseret i fire år – men politikerne reagerede ikke

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til dagens første kop ved kaffeautomaten.

Velkommen til en torsdag, hvor vejrguderne ikke er karrige med regndråberne. Det meste af dagen vil det være en god idé at bevæbne dig med paraplyen, når du bevæger dig ud. Og apropos at bevæge sig ud, kan du i dagens overblik læse Martin Tønners artikel om, at Lionel Messi efter 19 år (måske) forlader FC Barcelona.

Overblikket indeholder i dag desuden historier om, at myndighederne til efteråret går efter at få influenzavaccineret langt flere end normalt. At statsministeren bliver beskyldt for snak og ingen handling i sit opgør med uvorne »indvandrerdrenge« i S-togene. At brasiliansk politi anklager Mærsk for at have tjent en formue på bestikkelsessag. At politikerne på Christiansborg er uenige om, hvordan de skal gribe vold blandt ikkevestlige unge an. Og at Forsvarets Efterretningstjeneste i flere år er blevet kritiseret for sine arbejdsmetoder.

Men først får du de seneste coronatal:

  • Bekræftede smittetilfælde i alt i Danmark: 16.537 (+57)

  • Indlagte: 19 (-2)

  • Indlagte på intensiv: 3 (0)

  • Antal døde: 623 (0)

  • Bekræftet smittede på verdensplan: 24.099.954

  • Døde på verdensplan: 824.664

Tal i parentes viser de seneste ændringer.

Uenighed om, hvordan voldsdomme blandt unge ikkevestlige drenge skal gribes an

Et bredt udsnit af politikerne på Christiansborg er enige om, at der skal gribes ind over for voldelige unge. Politikerne er bare ikke enige om, hvordan der skal gribes ind. Berlingske kunne onsdag fortælle, at mens kriminaliteten generelt er faldende, gælder det ikke for antallet af domme for alvorlig vold blandt de 15-19-årige ikkevestlige drenge.

Pia Kjærsgaard, der er udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, vil have endnu mere fokus på området i de politiforhandlinger, der netop nu foregår på Christiansborg.

Retsordfører for Enhedslisten Rosa Lund mener i stedet, at der er behov for en større social indsats:

»Det er alvorligt, at det ikke er faldende, og det siger noget om, at vi ikke bruger de rigtige metoder. Vi er nødt til at opprioritere klubtilbud og SSP-samarbejde (samarbejde mellem blandt andet kommune og politi, som skal forebygge kriminalitet, red.), så der er et alternativ.«

Læs hele historien her.

Ældre og sundhedsvæsenet skal reddes af 1,6 mio. influenzavaccinationer

Til efteråret skal langt flere danskere end normalt tilbydes en gratis vaccination mod influenza. Formålet er at sikre, at ældre borgere ikke skal dø af influenza, og at sundhedsvæsenet til efteråret ikke bliver væltet af en influenzaepidemi. Den kan nemlig risikere at falde sammen med en ny coronabølge, hvor antallet af covid-19-smittede og -indlagte stiger voldsomt.

Ifølge Berlingskes oplysninger bliver der lagt op til kraftigt at udvide antallet af borgere, som tilbydes en gratis influenzavaccination. I en normal influenzasæson har man tidligere købt 900.000 vaccinationer, men nu planlægges der med udvidelsen at indkøbe 1,6 mio. doser vaccine.

Læs hele historien her.

Mette Frederiksens opgør med uvorne »indvandrerdrenge« beskyldes for at være tomme ord

Statsminister Mette Frederiksen (S) har indledt et opgør med unge, der står bag vold og chikane i bybilledet. Onsdag i sidste uge ved Socialdemokratiets sommergruppemøde sagde Mette Frederiksen blandt andet:

»Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15 til 17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.«

Men da regeringen i mandags lancerede sit politiudspil, blev problemerne med utryghedsskabende adfærd i S-togene ikke nævnt noget sted i det 34 sider lange udspil.

»Det er at gøre grin med os,« siger V-ordfører. Forsker beskylder statsministeren for at tale problemet op.

Læs hele historien her.

Nye anklager i brasiliansk bestikkelsessag: Mærsk tjente trecifret millionbeløb

A.P. Møller - Mærsk skabte et afkast på et trecifret millionbeløb ved, at en af selskabets direktører bestak sig til vigtige oplysninger. Sådan lyder nye anklager fra brasiliansk politi. Oplysningerne gjorde det muligt for Mærsk at placere skibe på en strategisk måde, så de fik stribevis af gode oliekontrakter.

Den brasilianske sag er blevet kaldt verdens største bestikkelsessag, og den har forfulgt Mærsk gennem flere år. Ulovlighederne fandt sted, flere år efter at det danske selskab havde lanceret en omfattende nultolerancekampagne mod korruption.

»Det tyder på, at Mærsk har haft nogle alvorlige svigt med deres interne kontroller. Vi taler om ret store beløb, som bare er gået igennem, og når man samtidig har ytret sig politisk om antikorruption, ser det ikke godt ud,« siger Kalle Rose, der er adjunkt ved CBS og ekspert i blandt andet forhold om hvidvask og økonomisk kriminalitet.

Læs hele historien her.

634 mål og andre lykkelige minder med Lionel Messi

I 16 år har Berlingskes korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, fulgt superstjernen Lionel Messis fodboldmirakler i FC Barcelona. I hvad der ligner afskedens stund tager han et kig på Messis vanvidskarriere. Den argentinske fodboldspiller har scoret 634 mål i 737 kampe. Han har ti gange vundet den spanske liga, sejret i seks spanske pokalturneringer og været med til at erobre Champions League fire gange.

Men nu har Messi aktiveret en klausul i sin kontrakt, der gør det muligt at opsige samarbejdet med FC Barcelona og skifte til en anden klub, uden at dette udløser hans enorme transfergebyr på godt fem milliarder kroner.

Nu venter et langt efterspil, hvor FC Barcelona utvivlsomt vil kæmpe for, at Messi bliver i klubben.

Læs hele historien her.

FEs metoder blev kritiseret i årevis, uden at der fra politisk hold blev reageret

På Jyllands-Postens forside kan du i dag læse historien om, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) hvert år siden 2015 er blevet kritiseret for sine arbejdsmetoder. Ikke mindst i 2017, hvor det fremgår, »at FE i fire tilfælde uberettiget har foretaget målrettet indhentning mod i Danmark hjemmehørende personer henholdsvis i 20 dage i 2014, otte måneder i 2014-2015, fire dage i 2016 og 17 måneder i 2016-2017«.

Berlingske har spurgt tre eksperter, hvordan en kulegravning af Forsvarets Efterretningstjeneste kan blive grebet an. Det er nemlig en vanskelig sag at kontrollere en tjeneste, der normalt opererer under så hemmelige omstændigheder, at selv udvalget i Folketinget, som skal kontrollere tjenesten – det såkaldte kontroludvalg – er bundet på hænder og fødder af tavshedspligt. Medlemmerne må end ikke skrive ind i deres kalender, hvornår de mødes.

Jyllands-Postens historie kan du læse her.

Og Berlingskes kan du læse her.

Det sker i dag

Kronprinsen uddeler sin egen erhvervspris.

EM i landevejscykling bliver afholdt i Frankrig. Løbene afsluttes 28. august

Dagens flugt

På denne dag i 1995 blev en bulldozer brugt til at vælte muren ind til fængselsgården i Vridsløselille Statsfængsel. Det lykkedes 13 fanger at flygte.