»Jeg skider på moderen, som fødte ham,« råbte jeg ud i barlokalet.
Det lyder uvenligt oversat til dansk, men på spansk kan kraftudtrykket i situationer som denne, der fandt sted under FC Barcelonas CL-ottendedelsfinale mod Napoli for et par uger siden, være udtryk for den dybeste beundring og respekt.
Sagen var, at Lionel Messi netop havde gjort det igen.
Efter at have modtaget bolden nær straffesparksfeltet satte han kurs direkte mod en skov af modspillere, der spærrede vejen mod målet.
For et par år siden, mens karrieren var på sit højeste, ville manden med de hurtigste fødder, verden har set, når det handler om driblekunsten, formentlig være slalomet direkte igennem.
Nu måtte der et par mesterligt heldige kontraer til, før Messi halvt liggende i græsset, omgivet af fem måbende Napoli-spillere, fik afsluttet med så knivskarp akkuratesse, at bolden smøg sig ind ved fjerneste stolpe.
Et umuligt mål – endnu et. Og der var ikke andet at gøre end at råbe »Me cago en la madre que le parió«, som jeg har gjort det utallige gange siden Messis debut i 2004, når han udførte sine genistreger i den blå og granatrøde trøje.
Lykkeligt uvidende om, at det formentligt var sidste gang, jeg så ham score et af sine magiske mål for FC Barcelona.
Fra papirserviet til burofax
Tirsdag eftermiddag tikkede en bombe i form af en burofax – et juridisk bindende brev – ind på FC Barcelonas kontorer i Camp Nou, afsendt fra Argentina.
En sært altmodisch kommunikationsform i 2020, men som sådan også et passende punktum for en klubkarriere, der begyndte, da en anden Barça-legende, Carles Rexach, efter at have scoutet Messi skitserede hans første kontrakt på en papirserviet.
Nu, 20 år efter ankomsten til fodboldakademiet La Masía som en 13-årig purk, var det slut, meddelte Messi i faxen.
8-2-nederlaget mod Bayern München, som klimaks på en række ydmygelser i Champions League de seneste år. Fyringen af hans gode ven Luis Suárez, som klubben har sat til salg. Og, især, klubledelsens klamren sig til taburetterne i stedet for at lade nye kræfter komme til.
Alt sammen har det overbevist Messi om at aktivere en klausul i sin kontrakt, der gør det muligt at opsige samarbejdet og skifte til en anden klub, uden at det udløser hans enorme transfergebyr på godt fem milliarder kroner.
Et mirakel kan endnu ske
Om Lionel Messi definitivt er fortid i FC Barcelona, er dog endnu langtfra afklaret.
Ifølge præsident Josep Maria Bartomeu er fristen for at udløse klausulen overskredet, og han vil uden tvivl gøre alt juridisk muligt for ikke at gå over i historien som manden, der fik Messi til at smække med døren i sin afsked med klubben.
På en anden front kan Bartomeu blive presset til at træde tilbage. Straks nyheden om burofaxen blev kendt, opstod der spontane protester ved Camp Nou, og onsdag aften er der indkaldt til en egentlig demonstration.
Et hurtigt magtskifte i klubben og et nyt projekt kunne måske få Messi til at fortsætte karrieren på Camp Nou.
Også fordi han på den måde kan blive boende i badebyen Castelldefels, hvor familien stortrives og givetvis ikke har den store lyst til at skifte Middelhavet ud med silende dagsregn i Manchester, trafikpropper i Paris eller klam tågedis i Torino.
Men hånden på det blå- og granatrøde hjerte: Det sker næppe. Jeg får efter al sandsynlighed ikke Messi at se på mit hold igen. Og der synes ikke at være andet for end at gøre regnskabet op efter en fodboldromance, der har varet i ikke færre end 16 fantastiske år.
Stratosfæriske tal
Gjort op i tal er Messis karriere nærmest stratosfærisk. Han har scoret 634 mål i 737 kampe, hvilket svarer til 0,86 kasse hver evig eneste gang, han har været på banen.
Han har ti gange vundet den spanske liga, sejret i seks spanske pokalturneringer og været med til at erobre Champions League fire gange.
På individuelt niveau har han modtaget seks af de gyldne bolde, der uddeles til sæsonens bedste på verdensplan, samt lige så mange gyldne støvler som topscorer i samtlige europæiske ligaer.
Paradoksalt nok er hemmeligheden om Messis geni netop, at det ikke kan måles og vejes. Af samme grund har de seneste års evindelige diskussion om, hvorvidt han eller Cristiano Ronaldo var verdens bedste spiller, set fra Barcelona, hele tiden været absurd.
Kommunikationseksperten Antoni Gutiérrez-Rubí formulerede under et interview til bogen »Den våbenløse hær«, som jeg for år tilbage skrev sammen med Tonny Vorm, meget præcist forskellen mellem de to:
»Når Ronaldo scorer et mål, peger han på sin quadriceps. Når Messi scorer, peger han op mod himlen. Den ene siger: Min lårmuskel er min styrke. Den anden: Min styrke er af indre karakter.«
Spillets indre logik
Fodbold handler ikke (kun) om at løbe hurtigere, sparke hårdere og hoppe højere i hovedstødsduellerne end alle andre. Fodbold er et spil, og Messi forstår – med en Jørgen Lethsk parafrase – spillets indre logik på et niveau, som Cristiano Ronaldo aldrig kommer i nærheden af.
Derfor har Messi også været i stand til hele tiden at udvikle sit talent i takt med, at alderen skred frem, mens andre bærende kræfter på storholdet fra begyndelsen af 2010erne – Xavi og Iniesta – faldt fra.
Ungdommens afsindige kommandoraids, alene mod hele verden, er gradvist blevet afløst af en central rolle i opbygningen af spillet.
Lange og »synske« diagonalstikninger er blevet inkorporeret i repertoiret. Ligesom en tilsyneladende uendelig variation af frispark sat ind fra en hvilken som helst vinkel og afstand.
Alt sammen uden på noget tidspunkt at give køb på kernekompetancerne: Skarpheden i driblingerne og effektiviteten i afslutningerne med det gyldne venstreben – træfsikre, som var bolden et varmesøgende missil.
»Hen til målet«
Messi har fortalt, hvordan hans ældste søn, Thiago, når Messi tog af sted til træning, en overgang spurgte: »Papá, otra vez vas al gol?«. Ikke om han var på vej til arbejde, men om han nu igen skulle »hen til målet«.
Og det er selvfølgelig især målene, som står tilbage, når vi de kommende år – eller årtier? – skal slikke sårene og mindes dengang, verdens bedste fodboldspiller, som var det en naturlov, stillede op for FC Barcelona.
Der er, som allerede nævnt, nok at tage af. De fleste vil huske sololøbene mod først Getafe og senere Athletic Bilbao som fabelagtige »remakes« af Diego Maradonas legendariske mål mod England ved VM i 1986. Diskussionen om, hvem af de to, der er den bedste nogensinde, må vi tage en anden gang.
Også sejrsmålet i Champions League-finalen mod Manchester United i 2009, sat ind på et usandsynligt hovedstød over for en lamslået Edwin Van Der Sar, er gået over i historien.
For feinschmeckere er der den drilske frisparkscoring fra en helt umulig vinkel på Thibaut Courtois, dengang Atlético Madrid, nu Real Madrid.
Eller verdens, hvad angår teknisk sværhedsgrad, måske bedste mål nogensinde. Et powerloop mod Real Betis, der fik hjemmepublikummet på Benito Villamarín til spontant at bryde ud i stående ovationer.
Det daglige brød
Måske Messis største bedrift er det daglige arbejde? Hverdagen, når han tog »hen til målet«, og igen for 117. gang fik mig til at råbe ting om hans mor ud i et barlokale, uden tanke for hvad de øvrige gæster måtte tænke om en midaldrende og nordeuropæisk herre i sportslig ekstase.
Det frikvarter fra mapper, ansvar og voksenliv, som den lille argentiner stort set hver weekend har sikret mig gennem 16 år, har været en ufattelig gave. Sammen med bevidstheden om som Barça-fan at have blot en beskeden aktie i et enestående fænomen.
Derfor er det også med taknemmelighed snarere end bitterhed, at jeg tager afsked med Messi.
Et ifølge vedholdende forlydender ikke særligt sympatisk menneske. Hvilket ikke kunne betyde mindre i forhold til, at hans talent for det spil, jeg har elsket siden børnehaveklassen, har foræret mig et utal af øjeblikke, der vanskeligt kan betegnes som andet end lykke.
Men det er nu, det kommer
Samtidig kan det, som tingene har udviklet sig, ikke rigtig være anderledes og skal det næppe heller. Historien om Messi og FC Barcelona er fortalt færdig. Der er ikke flere kapitler. I hvert fald ikke nogen, der handler om andet end deroute og dekadance.
»Respekt og beundring, Leo. Støtter dig fuldt ud, min ven,« skrev Carles Puyol, der var anfører på 2010ernes storhold, tirsdag aften på Twitter.
De seneste måneder og år, hvor Messi har stået alene tilbage som repræsentant for en svunden storhed, har man som Barça-fan haft det som hovedpersonen i Dan Turèlls smukke og ulykkelige kærlighedsdigt »Dybfrostfilm«:
»Og jeg ved det har trukket op hele eftermiddagen / Og dine skridt har sagt det / Og din gang har hvisket om det / Og du har holdt din kop på den måde der selv siger det / Så det kommer ikke overraskende men det er nu det kommer / Og jeg kikker hen på dig / Og forbi dig for ikke at standse dig / Og ser ud af vinduet på nabohusets ubevægelige tagryg / Med et lille drys sne på en istap neden under vinduesafsatsen / Og som efter en usynlig ordre dæmper musikken sig på grammofonen / Og bliver meget stille og melankolsk.«
En melankoli, der naturligvis ikke vil forhindre os i at skide på moderen, der fødte Lionel Messi, hvis den lille store argentiner nogensinde skulle vende tilbage til Camp Nou iført en – lad os sige – himmelblå, sort og hvidstribet eller tricolore-farvet trøje.
I så fald med kraftudtrykkets pålydende værdi, bare for en ordens skyld.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
