FE-skandalen skal kulegraves, men hvordan? Her er tre bud fra tre professorer

Det politiske krav om grundig undersøgelse af skandaleramte Forsvarets Efterretningstjeneste vokser. Tre eksperter vurderer her, hvordan forholdene i den hemmelige tjeneste bør blive gransket. Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) trækker sig som formand for Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne.

Det er nærmest naturstridigt, at Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, nu skal undersøges på grund af den aktuelle skandale, hvor spiontjenestens ledelse er hjemsendt.

FE opererer normalt under så hemmelige omstændigheder, at selv udvalget i Folketinget, som skal kontrollere tjenesten – det såkaldte kontroludvalg – er bundet på hænder og fødder af tavshedspligt. Medlemmerne må ikke engang skrive ind i deres kalender, hvornår de mødes.