Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er løbende blevet orienteret om den opsigtsvækkende undersøgelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), som mandag resulterede i hjemsendelser af ikke mindre end fire tidligere eller nuværende ledere i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Det fremgår af den pressemeddelelse, TET udsendte mandag formiddag med seks hver især skandaløse kritikpunkter. Her kritiserer tilsynet på baggrund af materiale fra en eller flere whistleblowere FE for blandt andet at have overvåget danske statsborgere ulovligt, undladt at undersøge indikationer på spionage på forsvarsområdet og gjort krumspring for at undvige kontrol af tjenesten.