Den store mediemand med den bløde sjæl

Lars Munch er fornøjet med, at de sammenbragte JP- og Politiken-bladhuse er blevet en succes, men er bekymret over uligheden i den store verden.

Mærkedage
Bestyrelsesformand, tidl. adm. direktør Lars Henrik Munch fylder 60 år mandag den 15. april 2019. . (Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Ehrbahn

Umiddelbart afspejler Lars Munchs attitude ikke, at han er en af de mest indflydelsesrige personer i det store krydsfelt mellem medier og kultur i Danmark. Han er så langtfra den magtens bulderbasse – her kommer jeg – som andre ville påtage sig på basis af en stribe bestemmende formandsposter på Rådhuspladsen og i Humlebæk hos Louisiana.

Men han er også vokset op i et gedigent borgerligt miljø i Virum, hvor det gjaldt om at have orden i penalhuset og i moralen. Her var han i ungdomsårene naturens muntre søn, der ville være skovrider. Og så blev det efter studentereksamen på Virum Gymnasium i stedet til business. Han optoges som elev hos det dengang så stolte ØK og tog samtidig en cand.merc.-uddannelse på Handelshøjskolen (CBS).

Den analytiske perfektionist

Lars Munch er en lykkelig mand, som 15. april fylder 60, for udfordringerne i erhvervslivet er lykkedes for ham. De første trin på karrierestigen i mediebranchen tog han på Børsen som adm. direktør på Børsens Forlag. Ejeren, svenske Bonniers, fik øje på ham og hev ham til Stockholm, bl.a. som adm. direktør for Bonnier Forlagene.

»Efter min mening nærmest en forfremmelse at gå fra at være chefredaktør til journalist«


Som kun 39-årig hyrede Politikens Hus’ bestyrelse ham til en højst tiltrængt førstekraft i direktionen, hvor også Merete Eldrup sad, indtil hun blev chef for TV 2. Og hvad fik man så? En messias i form af en analytisk perfektionist, der kunne tilpasse foretagendet og dets publikationer til virkeligheden – det stadigt faldende læsertal. Og selv om han måtte foretage tilpasninger – fyringer – mistede han ikke den popularitet, han kom med. Fordi han var åben, informerende, redelig og holdt ord, som en tidligere tillidsmand berettede.

Lang vandring mod fusion

Tanken om at fusionere de to bladhuse Jyllands-Posten og Politiken opstod allerede midt i 90erne og ulmede længe. De to huses daværende operative chefer, Jørgen Ejbøl og Ejvind Sandal, lagde hemmeligt råd op, men på Rådhuspladsen kunne man ikke lide den idé. Og Sandal blev fyret i 1997 – han var for tidligt på den. Fusionen kom først seks år senere, og da kunne han, skæbnens ironi, stemme ja fra en position i JPs bestyrelse.

Fusionstanken blev nemlig genoplivet, da Lars Munch og kollega Ejbøl udvekslede takkebreve efter deres respektive runde dage for 20 år siden. Det inspirerede til vandreture på den jyske hede ved Vrads – hvor er mindepladen? – hvor de kunne være i fred og lægge op til den overraskende fusion mellem de to bladhuse, hvor det jyske havde dynamikken og det københavnske pengene. Begge bestyrelser sagde ja til konstruktionen med Ejbøl som bestyrelsesformand og han – »smukke Munch«, som Ejbøl kalder ham – skulle stå for den praktiske fusionering med evig pendling mellem Viby og København.

Redaktører kommer og går

Mens redaktørerne på de tre umage aviser, Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet, giver hinanden høvl i spalterne, har Munch med visionær nøgternhed trimmet og udviklet koncernen. Og med en legendarisk elegance, der kan tage lidt af brodden af den brutalitet, en topleder også indimellem må udvise.

Som det berettes, at Hans Engell oplevede den, da han uafvidende skulle lempes ud af chefredaktørstolen på Ekstra Bladet. Engell blev af Lars Munch inviteret på, hvad han troede var en hyggelig tomands-frokost i Tivoli. Da de havde sat sig ved bordet, spurgte Engell nysgerrigt til anledningen. Fik meddelelsen om fyringen, rejste sig og efterlod Munch og den urørte frokost.

Men Engell kom igen i stald hos EB som politisk analytiker og kommentator.

»Det er helt almindeligt hos os, at tidligere chefredaktører bliver skrivende. Efter min mening nærmest en forfremmelse at gå fra at være chefredaktør til journalist,« siger Lars Munch.

Vi er ikke i papirbranchen

Selv om medierne er ramt på avis- og annoncemarkedet synes Lars Munch godt tilfreds med, at afvikling er blevet til udvikling:

»Vi er ikke i papirbranchen, men vi sælger nyheder, information og stiller reklameplads til rådighed elektronisk eller på print, og vi kan konstatere, at vi aldrig har haft så mange læsere som nu til alle vore publikationer. Kunsten er at kunne tjene penge på at levere, for vi har i branchen været alt for gode i fortiden til bare at forære vore produkter væk og vænnet folk til det. Men hos JP-Pol er indtægten i orden, og vi kunne, hvis det skulle være, for nærværende klare os uden statsstøtte. Hvilket kunne lyde arrogant, men er faktum.«

Mørk tid afløst af lys

En af de seneste års sværeste epoker har været i privatlivet. Han og Pernille, mor til deres fire børn, måtte give op efter 34 års ægteskab.
»Det har været hårdt, og jeg har været alene nogle år, hvor sjælen er blevet lutret. Men nu har jeg en kæreste, Camilla Struckmann, som jeg har kendt fra de år, hun var sekretariatschef hos os. Nu er hun kommunikationsdirektør hos Movia.«

Den daglige basis er lejligheden på Holmen, hvor den håndbyggede Brandt-Møller motorbåd »Thea«, opkaldt efter yngste datter, ligger lige nedenfor parat til smutture i kanalerne eller på Øresund.

Fødselsdagen mandag er en privat sag, helt privat, og celebreres i tosomhed plus bonusdatter i sommerhuset i Nordjylland dagen efter med de næste generationer, fire voksne børn med familier.

Menuen: »Vi køber en spand jomfruhummer på havnen.«