For første gang i syv år: JP/Politikens Hus har fremgang

Foto af Politikens Hus på Rådhuspladsen (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

For første gang siden 2011 har JP/Politikens Hus haft fremgang i omsætningen - omend en meget lille en af slagsen.

Omsætningen steg i 2018 med seks millioner kroner til 2,76 milliarder kroner.

Det viser regnskabet fra selskabet bag blandt andet Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet.

Fremgangen skyldes særligt flere solgte digitale abonnementer, hvor der har været en fremgang på 30 procent det seneste år.

JP/Politikens Hus driftsoverskud er samtidig steget med 19 millioner kroner til 262 millioner kroner.

Både Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet har haft fremgang i resultatet det forløbne år.

Det samme gælder de digitale erhvervsmedier Finans.dk og Watch Medier, som medieselskabet også har i folden.

JP/Politikens Hus ejer også en stor bid af Børsen, som det efter et længere tovtrækkeri med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen måtte opgive at købe i 2017.

I stedet fik det lov at købe 49 procent af aktierne. Det ejer også 30 procent af aktierne i internetboghandlen Saxo.com, og resultatet af de to poster er "som forventet".

JP/Politikens Hus er dog ved at købe de resterende aktier i Saxo.com, men det er i øjeblikket ved at blive behandlet hos konkurrencemyndighederne.

På bundlinjen - resultatet, når alle regninger er betalt - har mediekoncernen dog tilbagegang.

Det skyldes blandt andet, at koncernen har tabt 44 millioner kroner på sine investeringer på de finansielle markeder.

/ritzau/