Mediekrigeren gik efter magten

Jørgen Ejbøl har skabt store resultater ved altid at sikre sig magten, som han kalder ved sit rette navn og ikke svøber ind i begrebet indflydelse.

Jørgen Ejbøl anno 2016 til møde i Publicistklubben, som i øvrigt tildelte ham Publicistprisen 2013. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

At blive 70 er ofte anledningen for karrierefolk til at geare ned. Men det gælder ikke for en af vor hjemlige avisverdens mest magtfulde personer, publicisten Jørgen Ejbøl. Kalenderen er stadig fyldt – og han vil gerne blæse til kamp mod den globale fare fra mastodonterne Google og Facebook, der snylter på bladhusenes hovedstol, den gedigne og troværdige journalistik. »Rent tyveri«, siger han, der fylder 70 år 21. februar.

Allerede i sit første lederjob som 27-årig stimulerede Ejbøl sit talent for ledelse på barsk, støjende - og følsom – vis, og det fortsatte på en stribe chefposter i danske bladhuse. Eksekvere kunne han også: Med den overraskende fusion af to af landets store bladhuse til JP/Politikens Hus og sig selv i førersædet.

Kodeordet management

Den skoletrætte gymnasiast Jørgen Ejbøl Jensen fra Holte kom i 1969 til Stiftstidende i Aalborg, så Herrens ud som provo med viltert hår og skæg og blev straks sendt til frisør og herreekvipering. Bladet lagde ud.

Få uger efter klagede tillidsmanden over, at den nye elev havde et befalende ordvalg over for de uddannede. Skrivekunsten var ikke imponerende, men han rummede noget andet, spottede hans mentor og idol, Aalborgs bladlord, Alf Schiøttz-Christensen. Ejbøl blev sendt til den estimerede journalistskole på Colombia University i New York.

Han kom hjem med visioner, ikke om new journalism, men om det i 1973 sjældent hørte management. Det skulle prøves af. Som redaktionschef på Fyns Amts Avis i Svendborg ryddede han op i bladets værtshuskultur og måtte fortrække til Dagbladet i Ringsted som redaktionschef og redaktør. Her fandt han i medarbejderstaben sin første hustru, Camilla Lindemann, og fik kontakt til Weekendavisens chef, Jørgen Schleimann, der fangede ham ind i Det Berlingske Hus som redaktionschef. Samspillet betød solid succes.

Visionær enmandshær

I de følgende ni år satte Husets daværende bestyrelsesformand Ole Scherfig ham ind som visionær enmandshær på trængte fronter. Ejbøl blev chef på Billed-Bladet og gik håndgribeligt frem. Fra en spadseretur med ham erindres, hvordan vi skulle runde hver kiosk og købmand undervejs, fordi han diskret ville skubbe stativet med Se og Hør ned bagved for at fremhæve sit eget blad. Oplaget steg, men han forlod bladet med et fnys, da det blev solgt til Aller.

Næste post var som søndagsredaktør på B.T., det samme i Berlingske Tidendes chefredaktion. Og endelig blev han sat til at være chefredaktør og direktør på den kriseramte fusionsavis, JydskeVestkysten i Esbjerg, som Huset havde halvpart i.  Alle steder leverede han varen ved at samle en lille generalstab om sig og til nogles fryd, andres skræk, tage nogle barske profitable tiltag. Styret af mave- og rygmarvsfornemmelser tilsat Pepsi, Prince og provokationer. Da skuden var vendt i Esbjerg, spejdede Ejbøl længselsfuldt - men forgæves – efter en ny chefpost i Pilestræde. Så han var let at lokke til Jyllands-Posten, da Laust Jensen tilbød ham dobbeltwhopperen som chefredaktør og adm. direktør.

Pansergeneral med blodprop

Da Ejbøl tog fat på det kriseramte JP, fik han hurtigt tilnavnet pansergeneralen, der i en kampvogn uden bakgear spyede militære termer ud – som spærreild og tæppebombning samt landgang på Sjælland. København skulle indtages med bladhus på Kongens Nytorv.

Vorherre konfronterede ham undervejs med en blodprop i hjernen. Med selvindsigt gav det en kunstpause. Tilbage på barrikaderne og nu med stimulanser som frugt, gåture og mere søvn, tog han med appetit fat på en længe attrået fusion. Han og pennevennen, Politikens adm. direktør Lars Munch, drøftede den under vandreture på den jyske hede og fik i 2003 bestyrelserne til at sige ja og placere Ejbøl på formandsposten. Resten er historie.

Rykket fra maskinrummet gav plads til det internationale, hvor Ejbøl nyder at yde teoretisk og praktisk hjælp til fremme af pressefriheden i alle verdensdele.

Ejbøl kan også overraske privat. Siden sine unge år har det lydt: »Sport, havearbejde og andre fysiske udfoldelser siger mig intet.« Og nu er han helt vild med fitness. Et par gange om ugen tager han fra hjemmet i Toldbodgade, København K, til Powerhouse på Dampfærgevej og bliver sammen med andre høvlet igennem i det hårde TRX program af en myndig coach og mentor, hvor det er coachen, der bestemmer. »Man har det særdeles godt bagefter,« griner Ejbøl.

Altid færdigt arbejde

Ejbøl er barnløs, men føler det ikke, fordi han plejer kærlig omgang med mødrenes børn og børnebørn fra sit ægteskab med hhv. forfatteren Camilla Lindemann og sin nuværende hustru, den tidligere Marselisborg-rektor og forsker, ph.d. Marianne Abrahamsen. Den ældste, Oscar på 13, kommer i næste måned med Marianne og ham til Grønland, hvor Ejbøl fratræder som bestyrelsesformand for den private avis, Sermitsiaq; opkaldt efter fjeldet af samme navn, 13-15 km nordøst for Nuuk. »Jobbet fuldført med bomstærk økonomi,« konstaterer han.

Ejbøl ser altid fremad, men i dagens anledning vil han godt se tilbage: »Og jeg er glad for, at jeg samtlige steder har gjort det, jeg skulle, og efterladt husene i god form.«

Læs også: Pansergeneralen skyder med skarpt

Læs også: Et meget kontant aviseventyr