To ting står klart efter gennemlæsning af de 496 sider, der med stor overbevisning og et væld af detaljer portrætterer Jyllands-Postens og siden JP/Politikens stærke mand i årtier, Jørgen Ejbøl.
Den nu 67-årige mediekriger blev naturligvis ikke diplomat. Og hvis han var blevet det, ville Jørgen Ejbøl have været en dansk pendant til den nu afdøde amerikanske topdiplomat, Richard Holbrooke, der blev kaldt »bulldozeren« for sin indsats som fredmægler i flere af verdens fastlåste konflikter.
Den anden konklusion er, at Jørgen Ejbøl ikke lægger låg på ytringsfriheden – slet ikke sin egen. Den nuværende næstformand i bestyrelsen for JP/Politikens Hus og mangeårige chefredaktør og administrerende direktør på Jyllands-Posten deler verbale øretæver ud til højre og venstre. Pansergeneralen, som er et af Ejbøls øgenavne, skyder ikke bare med skarpt. Han skyder også med spredehagl – og han rammer også egne kolleger og bekendte.
En af dem er Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør og senere udlandsredaktør, Flemming Rose, der i bogen kritiseres for at sætte sin person foran fællesskabet – altså JP og Politikens mange andre medarbejdere – i kontroversen om de famøse karikaturtegninger af profeten Muhammed.
Den del af bogen har allerede fået massiv omtale i medierne, fordi Flemming Rose i sidste uge stod frem med en længe tilbageholdt beskyldning af Ejbøl: Hans forbud mod at udtale sig offentligt om tegningesagen og dens aflæggere.
Mundkurven til Muhammed-tegningernes ophavsmand nævnes ikke med et ord i portrætbogen af Jørgen Ejbøl, der omvendt over for bogens forfatter, Kirsten Jacobsen, ikke lægger skjul på, at JP/Politikens koncernledelse og formandskab også har et andet hensyn end Flemming Roses ytringsfrihed: Og det er de ansattes sikkerhed.
»Derfor er det et totalsvigt at lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet. Så svigtet ligger hos en mand, som vi har brugt over 130 mio. kroner på at beskytte,« lyder Ejbøls kritik af Rose.
De to herrer havde ellers et godt forhold til hinanden indtil Ejbøls ordre til Rose om at holde lav profil, og tilbage i 2006 afviste Jørgen Ejbøl, der dengang var formand for JP/Politikens Hus, da også i en udtalelse til dagbladet Børsen, at tegningerne overhovedet var en sag, som bestyrelsen skulle blande sig i.
Den oplysning konfronteres Ejbøl ikke med i Kirsten Jacobsens ellers grundigt researchede bog, men den fremgår af Børsens arkiver, og måske har Ejbøl blot ændret holdning i takt med, at tegningestriden har trukket i langdrag.
Det ligner ham ellers ikke at give køb på sine synspunkter, fortæller Ejbøl selv og flere af de kolleger og bekendte, der medvirker i bogen. Men status er, at den mangeårige mediechef i dag hårnakket hævder, at Jyllands-Posten ikke ligger under for selvcensur:
»Ikke at genoptrykke tegningerne har ikke en bønne med selvcensur at gøre. Jeg kan næsten ikke holde ud at tale om det mere,« understreger Ejbøl, der mener, at hensynet til JP/Politikens ansatte vejer tungest.
»Hvordan skulle vi nogen sinde kunne forklare de pårørende, at deres nærmeste skulle dø, fordi vi ville genoptrykke nogle tegninger? Vi beder da ikke nogen gå i døden for noget så dødssygt hampelort, vel?«
Jørgen Ejbøl afviser i det hele taget, at der er problemer med ytringsfriheden i Danmark. Og det gør han blandt andet, fordi han som ledende medlem af flere internationale organisationer, der arbejder med beskyttelsen af ytringsfriheden, har set, hvor trængt den er mange andre steder i verden.
Er der problemer herhjemme er det den nye offentlighedslov, fastslår han, og dertil en kedelig tendens blandt politikerne – herunder »bissen fra Køge, Sass Larsen« til at gribe ind over for pressen.
»Vi har set yngre politikere som Ellen Trane Nørby og Mogens Jensen gå tættere og tættere på indholdet og ønske indskrænkninger over for pressen. Den ældre generation af politikere forstod og respekterede pressens rolle. Hvis nogen i medierne dummer sig, må retssystemet tage sig af det, men nu begynder Retsudvalget at udtrykke stærke holdninger over for Pressenævnet, og der er stramninger af offentlighedsloven,« siger Jørgen Ejbøl i den ikke ubetydelige del af bogen, der handler om pressens vilkår herhjemme.
Disse vilkår omfatter også statens mediestøtte, som Ejbøl er indædt modstander af. Det er han, fordi de godt samlet set 6,5 milliarder støttekroner sår tvivl ved mediernes uafhængighed, giver en skæv konkurrence og hindrer en naturlig udvikling af medierne.
Han slår fast, at JP/Politikens Hus i dag ville være de eneste medier, der ville kunne overleve uden statslig støtte, men afviser i samme åndedrag, at det er baggrunden for hans angreb på statsstøtten.
Og så er han ikke mindst sur på DR og lidt mindre indædt på TV 2, fordi de trods rundhåndet statsstøtte stjæler dagbladenes nyheder og via deres gratis nyhedssites gør det umuligt for aviserne at tjene penge på den digitale satsning.
Og, påpeger Ejbøl, så tillader DR og generaldirektør Maria Rørbye Rønn, »som efter min mening er en ren apparatnjik,« sig oven i købet at udpege sig selv som en garant for demokratiet i Danmark.
»Hvor selvsmagende kan man blive? Sjældent har jeg hørt mere opstyltet gåsesnak.«
På indholdssiden er der hug til det, Ejbøl kalder »klikjournalistikken.«
»Nettets natur er sådan, at der hvert kvarter skal ligge en ny tophistorie. Den bliver på jævne nyhedsdage dagens mest læste, hvad bestemt ikke er det samme som dagens mest væsentlige,« argumenterer Ejbøl, der også er særdeles kritisk over for, at medierne bare helt ukritisk viderebringer konkurrenternes klik-historier.
Som Ejbøl sagde til Bo Lidegaard, da han var chefredaktør på Politiken:
»Akademiker Lidegaard, hvordan kan det lade sig gøre for Politiken inden for ganske få minutter at have nøjagtig samme kulturnyhed og vinkel som Berlingske? Hvordan kan det gå så hurtigt?«
»Jamen det er,« svarede Bo Lidegaard ifølge Ejbøls gengivelse, »fordi vi i første omgang tager den, som den er. Så korrigerer vi i løbet af dagen ...«
Journaliststanden har Ejbøl også problemer med – ikke mindst nogle af studieværterne, der interviewer, som var det et »Gestapo-forhør« for at gøre det så underholdende som muligt.
»Jeg ville mange gang have kylet en vandflaske i bærret på Clement Kjersgaard og sagt: »Hvad kan du egentlig selv din lille hvalp,« forklarer Jørgen Ejbøl, der også har et bud på, hvordan interviewofre skulle have givet igen over for DR2s nu tidligere studievært i Deadline Martin Krasnik.
»Ved du hvad, din lille luskepik? Nu gider jeg ikke høre mere på dig. Når du har fået hård hud på den, og du er blevet voksen, kan vi tale videre.«
Rene ord for pengene, og sådan er det igen og igen, side op og side ned, i bogen om en af de seneste års formentlig mest kontroversielle, men også i offentligheden relativt ukendte mediebosser.
Det tog da også forfatteren adskillige år at overtale »den heftigst debatterede enmandshær i det danske medielandskab« til at medvirke i en bog om hans liv og de mere end 40 år i dansk presse.
Det var godt, at det lykkedes, for de knap 500 sider tegner et spændende portræt af en usædvanlig mand, der kalder sig selv for »anarkist – af hjertet og fra top til bund.«
»Anarkisten« har eksempelvis bag kulisserne spillet en betydelig rolle i den komplicerede frigivelse af freelancefotografen Daniel Rye, der var gidsel hos Islamisk Stat i Syrien. Og som diskret rådgiver for den tidligere elitesoldat Thomas Rathsack i den politisk betændte jægerbogssag.
Takket være »anarkistens« frisprog og trang til at sige mening – også højt – giver bogen samtidig et indblik i nogle af de magtkampe, der udkæmpes i mediehusene og internt imellem dem. Hør eksempelvis, hvad Ejbøls dom er over dette dagblads, Berlingskes tidligere chefredaktør og koncerndirektør, Lisbeth Knudsen: »Hun er og har været en fiasko.«
Og hvorfor gør han det så, enspænderen, som han også kaldes af venner i bogen. Hvorfor indvilliger han i en portrætbog?
Det giver bogen også svar på.
Titel: Pansergeneralen: Nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere Forfatter: Kirsten Jacobsen. Sider: 496. Forlag: Gyldendal. Pris: 350 kroner.
