Centrale oplysninger blev udeladt af radioudbud

En afgørende præmis bag udbuddet af den nye DAB-kanal blev mørklagt for byderne i udbudsmaterialet. Det er kritisabelt og problematisk, vurderer eksperter. Radio- og TV-nævnet erkender, at en central præmis bag brugen af en matematisk formel bygger på et fagligt skøn.

Arkivfoto. Der blev lagt blomster foran Radio24syvs indgang, efter det blev offentliggjort, at radioen ikke får lov til at fortsætte som DAB-kanal. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Da de tre bydere på en ny DAB-kanal afleverede deres tilbud på at drive den nye radiostation, havde de reelt ingen chance for at gennemskue, at økonomi og budget reelt ville spille en langt større rolle for udvælgelsen af vinderen, end de formelle rammer lagde op til.

Således lyder vurderingen fra flere eksperter, som har sammenlignet det oprindelige udbudsmateriale med selve afgørelsen.