Brian Sandberg: Kronvidnet lyver

Hells Angels-rockeren Brian Sandberg satte sig torsdag på afhøringsbænken for første gang, og afviste de forklaringer, som anklagemyndighedens kronvidne er kommet med.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke overraskende har Hells Angels-rockeren Brian Sandberg en helt anden forklaring end den, dommer, nævninge og tilhørere har fået serveret af kronvidnet MFP i den store straffesag mod 16 rockere og rockerlærlinge.

Brian Sandberg har ifølge anklageskriftet – og kronvidnet – beordret en række drabsforsøg og et voldeligt kølleoverfald på to indvandrere ved Brorsons Kirke, men HA-rockeren satte sig torsdag på afhøringsbænken for første gang under sagen.

Han har ellers nægtet at udtale sig, men de mange dages vidneafhøringer fra kronvidnet MFP – en afhoppet AK81’er – har fået Sandberg til at ombestemme sig.

Det var imidlertid ikke alle spørgsmål, han ønskede at besvare – så de tre anklagere måtte pænt pakke deres, utvivlsomt, utallige spørgsmål til den tiltalte væk, og alene lytte på spørgsmålene fra Sandbergs forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

- Jeg vil bruge min ret til kun at svare på spørgsmål fra min advokat, lød det fra Sandberg, der var afslappet klædt i cowboybukser og en kortærmede t-shirt, der blottede de stærkt tatoverede arme.

- Det er mit navn, der har trukket headlines i pressen og i retten under hele denne her sag, så jeg synes, at jeg må forsvare mig mod nogle af alle de beskyldninger, der har været mod mig, forklarede han sit valg om nu at lade sig afhøre.

Og her kom han med sin uforbeholdne mening om de forklaringer og vidneudsagn, som kronvidnet er kommet med:

- Han (MFP, red.) har givet politiet og anklagemyndigheden søm og en hammer, og så har de selv bygget et hus ud af det.

Brian Sandberg afviste på det pureste, at han skulle have beordret overfald eller drab. Han afviste, at han havde deltaget i hemmelige møder ved Emdrup Sø, som MFP ellers detaljeret har beskrevet. Og han forklarede desuden, at kronvidnet MFP nærmest altid var påvirket af narkotika og alkohol.

- Han havde altid en joint i munden, og han havde forbud fra klubbens side mod kokain og alkohol, for det kunne han ikke styre. Han blev utilregnelig, forklarede Brian Sandberg.

INFOshop: Historien om drengen, der holdt op med at eksistere