Amnesty roser regeringen: På høje tid at bremse våbensalg til Saudi-Arabien

Udenrigsministeriet har torsdag suspenderet godkendelser af eksport af våben til Saudi-Arabien. »Ikke et sekund for tidligt,« lyder det fra Amnesty International.

Udenrigsminister Anders Samuelsen stopper våbensalgtil Saudi-Arabien. Det danske eksportstop rører næppesaudierne, men signalet er vigtigt, lyder det. Det skriver Ritzau,torsdag den 22. november 2018.. (Foto: Hasan Jamali/RitzauScanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Charles Platiau

Saudi-Arabien deltager i den brutale krig i Yemen, som har udviklet sig til verdens største humanitære krise. Regimet demonstrerede for nylig, at det heller ikke går af vejen for at snigmyrde systemkritikere som journalisten Jamal Khashoggi i udlandet. Og inden for Saudi-Arabiens egne grænser er kritikere og aktivister jaget vildt.

»I Saudi-Arabien har man de seneste år slået hårdt ned på civilsamfundet, og kritikere og aktivister er blevet fængslet og mishandlet. Også folk, der har kontaktet Amnesty, er blevet fanget og straffet for det,« siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling.

Derfor er det ifølge Trine Christensen også på høje tid og »ikke et sekund for tidligt«, at regeringen torsdag har besluttet at suspendere godkendelser af eksport af våben til Saudi-Arabien.

»Det er en vigtig og rigtig beslutning, der blev taget her,« siger hun.

»Det handler jo om, at man – også under den internationale våbenhandelstraktat – ikke bør sælge våben til lande, hvor der er risiko for, at de kan blive brugt til krænkelser af menneskerettigheder. Og det må man sige, er helt tydeligt tilfældet i forhold til Yemen, hvor de her våben bliver brugt. Men det er også vigtigt, at forbuddet omfatter »dual use«-produkter, som kan bruges til massive krænkelser i Saudi-Arabien,« siger Trine Christensen med henvisning til teknologisk udstyr til blandt andet overvågning af tele- og internetkommunikation, der også er omfattet af Udenrigsministeriets suspendering af godkendelser til eksport.

Sidste år kunne dagbladet Information beskrive, hvordan Danmark i 2016 tillod danske virksomheder at sælge teknologi til masseovervågning til Saudi-Arabien. Ifølge avisen forsøgte myndighederne sågar at hemmeligholde disse oplysninger.

Ifølge Amnesty International var den danske eksport allerede dengang problematisk.

»Den her udvikling (i Saudi-Arabien, red.) er netop ikke ny,« siger Trine Christensen og fortæller, at Amnesty flere gange de seneste år har opfordret skiftende regeringer til at tage afstand fra Saudi-Arabiens metoder.

»Vi har længe anbefalet, at man ophørte med det såkaldt stille diplomati, som er det svar, vi har fået fra Udenrigsministeriet under skiftende regeringer. For den her udvikling er ikke ny. Danmark tillod eksport af overvågningsudstyr på et tidligere tidspunkt, hvor den udrensning, vi netop har set gennemført, var i gang. Så det er helt uforståeligt, at man ikke har trådt til før. Krigsforbrydelserne er heller ikke noget nyt,« siger Trine Christensen.

Med »det stille diplomati« henviser generalsekretæren til en udenrigspolitisk praksis, hvor man holder sig til at kritisere et andet land for lukkede døre.

Trine Christensen tilføjer, at drabet på journalisten Jamal Khashoggi, der blev slået ihjel på den saudiske ambassade i Tyrkiet, var en yderligere eskalering af brutaliteten.

»Det er en meget alvorlig sag, fordi det tyder på en forventning om komplet straffrit at kunne begå den slags krænkelser af menneskerettigheder uden for Saudi-Arabien og uden for krigszonerne i Yemen. Så det er vigtigt at sende et signal fra verdenssamfundet. Og her er Danmark en vigtig stemme,« siger generalsekretæren i Amnesty Internationals danske afdeling.